Søgning

Skriv en skarp stillingsannonce

En stillingsannonce er ofte det første møde mellem jeres virksomhed og potentielle kandidater. Derfor skal den ikke bare beskrive, hvad I søger – men også inspirere til rent faktisk at ansøge.

Tiltræk de rette

En stillingsannonce er ofte det første møde mellem jeres virksomhed og potentielle kandidater. Derfor skal den ikke bare beskrive, hvad I søger – men også inspirere til rent faktisk at ansøge.

De stærkeste profiler vælger jer nemlig til på baggrund af det, I tilbyder – ikke det, I forventer.

En stillingsannonce skal derfor ikke være kilometerlange kravlister til kandidaten. I skal derimod ”sælge” jeres virksomhed, kulturen og stillingen: Hvorfor er I unikke? Hvad gør jer til en attraktiv arbejdsplads? Hvilken forskel gør man i rollen?

Først når I har svaret på de spørgsmål, kan I præsentere jeres ønsker til kompetencer og erfaringer. Her er det en god idé at prioritere skarpt: Hvad er reelle krav, og hvad er ”nice to have”? Med for mange krav risikerer I nemlig at afskrække ellers kvalificerede kandidater, som f.eks. har tung dataerfaring, men ikke lige kender til akkurat det system, I bruger. En god huskeregel er, at hvis det kan læres via et kursus på nogle uger eller sidemandsoplæring, så er det ikke værd at bruge som et frasorteringskriterie.

En skarp stillingsannonce giver ikke alene flere ansøgere – den tiltrækker også de rette. Og det starter med at sætte jer selv i kandidatens sted og kommunikere tydeligt, hvad man får ved at blive en del af jeres virksomhed.

 

Konkrete tips

Der er mange måder at bygge en jobannonce op på, og herfra skal lyde en stor opfordring til at tænke kreativt og ud af den famøse boks.

Her er dog et par kneb, som virker for os.

Lav en klikbar og relevant overskrift

Sørg for, at jeres overskrift står ud i mængden, så man får lyst til at klikke på den, når man scroller på jobportalerne. For der er altså mange at vælge imellem.

Skriv en fængede teaser

Her skal I trække det vigtigste ud – både i forhold til stillingen og virksomheden. Det kunne fx være i form af et par spørgsmål, som henvender sig til kandidaterne: ”Motiveres du af xx og xx? Kan du se dig selv i en virksomhed som, xx og yy?

Lad også gerne geografien fremgå allerede her, så kandidaten hurtigt kan afkode, om det er relevant at læse videre.

Brug underoverskrifter

Underoverskrifter øger læsevenligheden, gør teksten mindre tung og hjælper øjet med at scanne. Derfor skal det være de vigtigste ord, du smider ind her.

Læg ud med jeres skarpeste salgsargumenter

Det første afsnit bør fokusere på de stærkeste salgsargumenter for stillingen – gerne både på virksomhedsplan og ift. til rollen. Når de er kridtet op, kan ansvarsområder, arbejdsopgaver, samarbejdspartnere og referencepunkt uddybes.

Husk de menneskelige egenskaber i kompetenceafsnittet

I kompetenceafsnittet er det vigtigt, at I også fremhæver hvilke menneskelige kompetencer, I er på udkig efter. På det faglige plan skal I skelne imellem krav og ønsker. For du kan formentligt ikke få en medarbejder, der kan det hele fra starten – og du vil ikke skræmme dem væk, som egentlig kan det, I reelt skal bruge.

Uddyb jeres kultur – og gå udenom floskler og buzzwords

Dem, der har læst jeres stillingsannonce hele vejen til hertil, er interesserede i at vide mere om jer som arbejdsplads.

Når I sætter ord på jeres kultur, så husk at uddybe, hvordan flosklerne udspiller sig hos lige netop jer. For alle skriver, at de har frihed under ansvar, tværfagligt samarbejde og højt til loftet. Men hvad betyder det i praksis? Vær så konkret som muligt.

Call to action

Til slut må læseren ikke være i tvivl om next step. Hvad skal de gøre for at komme i kontakt med jer eller søge stillingen? Det er også her, du kan nævne væsentlige datoer i processen eller linke til relevante kanaler.

Få flere tips serveret direkte serveret i din øregang, så lyt til vores podcastepisode om emnet lige her.