Installation og service af køle- og frostanlæg
Vojens Køleteknik A/S er en af landets største virksomheder inden for installation, service og vedligeholdelse af køle- og frostanlæg – særligt til detailhandlen og industrien. Med hovedsæde i Vojens og kunder over hele Danmark leverer virksomheden driftssikre løsninger til blandt andet flere af de store supermarkedskæder, men også mindre virksomheder.
Du kan nu komme med ombord i virksomhedens administration, hvor vi er på udkig efter en økonomiassistent, der selvstændigt varetager økonomifunktionen.
Du kan se frem til en hverdag, hvor du har ansvar for:
- Månedsregnskab og rapportering samt controlling af igangværende og afsluttede projekter
- Budgetlægning og kvartalsvise opdateringer af rullende budget samt forberedelse af årsbudget
- Løbende likviditetsstyring og opfølgning på cash flow
- Afstemning og bogføring af debitor- og kreditorkonti samt løbende håndtering af ind- og udbetalinger
- Lønbogføring, udlæg, diæter og kreditkortafregning
- Håndtering af moms og skat
- Økonomisk styring af bilflåde og forsikringer
- Klargøring af materiale til årsregnskab i samarbejde med revisor
- Vedligeholdelse af anlægskartotek
Du får reference til direktør, Jesper Jensen. Hans ledelsesstil kan betegnes som indlevende, tillidsorienteret og uddelegerende. Der er tale om en mulig deltidsstilling på ca. 28-35 timer alt efter dine ønsker.
Forretningsdrevet og løsningsorienteret
Du vil trives godt som økonomiassistent ved Vojens Køleteknik, hvis du er en analytisk, selvstændig og gennemslagskraftig person med styr på din økonomiske værktøjskasse. Den er du vant til at sætte i spil som go-to-person på bogholderi- og økonomiområdet, hvilket også betyder, at du er god til at prioritere dine opgaver.
Du har med fordel en baggrund som revisor, HD eller tilsvarende og gerne erfaring fra en produktionsvirksomhed. Har du kendskab til E-Komplet og Dataløn (Visma), er det et plus, og derudover er du hjemmevant i Excel.
Nøgleord for din tilgang til at drive økonomifunktionen er forretningsdrevet, pragmatisk og løsningsorienteret. Desuden bidrager du til samarbejde og udvikling gennem klar kommunikation og en proaktiv tilgang.
Kunde- og medarbejdertilfredsheden skal spille for det bedste resultat
Siden Vojens Køletekniks opstart for 35 år siden har kunderne været i centrum, og det er de stadig den dag i dag. Målet er at skabe høj kundetilfredshed og en langsigtet lønsom vækst gennem levering af kvalitetsprodukter og -ydelser.
Tillid og troværdighed er afgørende værdier, hvilket sætter krav til både leverandører og virksomheden selv. Det skal nemlig være til stede, for at man i sidste ende kan levere kundetilpassede løsninger til den rette tid og pris for kunden.
Du får omkring 30 dygtige og loyale kolleger, heriblandt 23 kølemontører. Ligesom kundetilfredshed er medarbejdertilfredshed et fokuspunkt, hvilket blandt andet har resulteret i, at virksomheden allerede har fejret flere 30- og 35-års jubilæer blandt medarbejderne.



Spørgsmål?

