Du sætter handling bag kommunikationsstrategien
Kolding Kommune vil være et endnu mere attraktivt sted at leve, studere og drive virksomhed – og som ny kommunikationschef leder du brandingindsatsen, der forvandler ambition til virkelighed.
D. 1. september 2024 blev Kommunikation en central stab under vicedirektøren i By- og Fællesforvaltningen med ambitionen om at være et kraftcenter for hele kommunen. Som afdelingsleder bliver du en del af stabsledelsen, hvor dialog og samarbejde på tværs er i fokus.
Din fornemmeste opgave bliver at styrke, samle og professionalisere afdelingen, som består af 10 engagerede kolleger, der arbejder med alt fra strategisk kommunikation til formidling og visuel identitet. Sammen står I bl.a. overfor implementeringen af den nye kommunikationsstrategi, udvikling af diverse kanaler og medietræning af kommunens ledere.
Dine ansvarsområder og arbejdsopgaver
- Lede og udvikle kommunikationsafdelingen med fokus på faglig sparring
- Implementere og forankre kommunens kommunikationsstrategi herunder visuel identitet og tone of voice
- Sikre klar, tilgængelig og rettidig kommunikation til borgere, medarbejdere, ledere og politikere
- Være ansvarlig for presse, medier, krisekommunikation og omdømmepleje
- Styrke kommunens digitale tilstedeværelse på hjemmeside, intranet og SoMe
- Planlægge og gennemføre kommunikationskampagner herunder employer branding
- Rådgive direktion, ledere og politikere i strategisk og daglig kommunikation
- Ansvar for at skabe rammerne for netværksbaseret samarbejde med interne og eksterne samarbejdspartnere
Leder med blik for mennesker og strategi
Rollen som kommunikationschef kræver en person, som både kan stå på ølkassen, når budskaberne skal formidles, og agere diplomatisk, når alliancer skal bygges. Du kender spillet i en politisk styret organisation og er vant til at rådgive topledelse og politikere.
Med en tydelig og tillidsvækkende ledelsesstil skaber du følgeskab, relationer og resultater – også når presset stiger, og en sag kræver ro, overblik og krisehåndtering. Du lykkes med at skabe klar og tilgængelig kommunikation på tværs af organisationen og ud mod borgerne, og du favner både de store linjer og de små detaljer.
Baggrundsmæssigt har du en relevant uddannelse og erfaring fra en stilling som kommunikationschef, kommunikationsrådgiver, pressechef eller lignende, hvorfra du kan dokumentere effekten af dine vellykkede kommunikationsindsatser.
Sammen designer vi livet i Kolding
I Kolding Kommune arbejder man med afsæt i visionen ”Sammen designer vi livet” og et mindset, man kalder ”Borgerens Centrum”, hvor man på tværs af forvaltninger og faggrænser finder de bedste løsninger sammen med og for borgere, virksomheder og andre samarbejdspartnere.
Kolding Kommune består af fire forvaltninger, som i alt beskæftiger omkring 8000 medarbejdere. I By- og Fællesforvaltningen arbejder cirka 1000 medarbejdere sammen om at understøtte organisationen bedst muligt i at lykkes med Byrådets politiske ambitioner som fremtidens bæredygtige kommune.
Det betyder, at forvaltningen har et særligt fokus på at:
- styrke Kolding Kommunes bæredygtige vækstmuligheder
- skabe bedre velfærd for borgerne og understøtte det gode liv i Kolding Kommune
- sikre en sund og bæredygtig økonomi bl.a. ved at forenkle organisationen.
Som medarbejder i Kolding Kommune kan du se frem til en høj grad af fleksibilitet, respekt for den enkelte medarbejders hele liv og et fokus på efteruddannelse og kurser. Derudover er der en attraktiv ansættelsespakke med blandt andet løn under barsel, adgang til motionscenter og en sundhedsforsikring, der giver mulighed for massageordning, fysioterapi, ergonomivejledning og andet.
Spørgsmål?

