Stå i spidsen for opbygningen af en ny samlet afdeling for ejendomsdrift
Kolding Kommune har taget et strategisk skridt mod en mere sammenhængende og brugernær ejendomsdrift. Med etableringen af den nye afdeling, Fælles Ejendomsdrift, samles rengøring og teknisk service i en organisatorisk enhed med over 350 medarbejdere. Målet er at bevare den lokale nærhed til opgaveløsningen og samtidig skabe ensartede standarder og en effektiv opgaveløsning på tværs af kommunens mange ejendomme.
Der ligger en omfattende analyse bag beslutningen om at samle ejendomsdriften i en geografisk distriktsmodel. Det er en stor organisatorisk transformation, der indebærer både ledelsesreferencer, økonomi, nye arbejdsgange, ensretning af værktøjer, opbygning af kultur, håndtering af bekymringer mv.
Som afdelingsleder bliver det din opgave at omsætte de fastlagte rammer til en velfungerende afdeling i praksis med tydelige arbejdsgange, klare kontaktflader og fælles standarder – med god støtte fra en forandringskonsulent og en projektleder.
Som afdelingsleder får du blandt andet ansvar for at:
- Sikre en stabil, ensartet og brugernær daglig drift på tværs af kommunens ejendomme
- Etablere kendte kontaktveje og enkle adgangspunkter til ejendomsdriften, herunder en fast kontaktperson pr. ejendom eller distrikt og klare telefontider
- Sikre at daglig drift, vedligehold, rengøring, logistik og indkøb hænger sammen på tværs af distrikter og enheder
- Lede personale og sikre kvalitet og standarder i praksis
- Videreføre og udvikle fælles serviceniveauer (SLA) med klare ydelser og kvalitetskriterier
- Sikre løbende, enkel rapportering af økonomi
- Skabe ro, retning og klare prioriteringer i en kompleks og foranderlig hverdag
Du får base hos entreprenørafdelingen på Smedegade 5 i Kolding, og du refererer til områdechefen for Anlæg og Drift, Mads Astrup Sørensen. Du indgår i ledergruppen og har et særligt tæt samarbejde med entreprenørchef, Mikkel Arveland, om planlægning, logistik og udførelse.
Samarbejdsstærk leder, der skaber løsninger i praksis
Stillingen kalder på en erfaren leder, som har øje for både den strategiske retning og den daglige drift. Med din relations- og løsningsorienterede tilgang skaber du retning i en kompleks organisation, ligesom du sikrer både samarbejde og stabilitet for medarbejderne i forandringsfasen. Det kræver gennemslags- og dømmekraft, men også evnen til at kommunikere klart og jordnært, uanset om du står over for medarbejdere, direktion eller samarbejdspartnere.
For at lykkes i rollen skal du have dokumenteret erfaring med personaleledelse af decentralt placerede drifts- eller serviceenheder. En solid forståelse for ejendomsdrift og facilitetsopgaver, herunder rengøring og leverandørstyring, er også central. Du formår at implementere fælles standarder på tværs af en stor afdeling og har blik for økonomistyring og prioritering i praksis. Erfaring fra en politisk styret organisation er en fordel, men ikke et krav.
Sammen designer vi livet i Kolding
Din afdeling hører under By- og Fællesforvaltningen, der med ca. 1000 medarbejdere løser mange forskellige opgaver, som skaber rammerne for det gode liv i kommunen. Med afsæt i visionen: ”Sammen designer vi livet” arbejder Kolding Kommune nemlig dedikeret på at skabe bæredygtig vækst, yde bedre velfærd, understøtte det gode liv samt sikre en sund økonomi – alt dette med udgangspunkt i en nysgerrig kultur, hvor man gennem samarbejde og dialog finder frem til den bedste løsning.
Som medarbejder i Kolding Kommune kan du desuden se frem til en høj grad af fleksibilitet, respekt for den enkelte medarbejders hele liv og en attraktiv ansættelsespakke med blandt andet løn under barsel, adgang til motionscenter og en sundhedsordning, der giver mulighed for massageordning, fysioterapi, ergonomivejledning og andet.
HumanTrust er et passioneret rekrutteringsbureau med mennesket i fokus. Fra vores kontorer i Aarhus, Horsens og København laver vi tillidsfuld rekruttering fra C-level til specialistniveau. Vi forbinder motiverede medarbejdere med ambitiøse organisationer med et særligt fokus på gensidig kemi, fælles ambitioner og matchende værdisæt.
Spørgsmål?




