Bred to-do – samme sigte
Hvis det er dig, vi leder efter, kommer du til at overtage en bred to-do-liste, som ofte ændrer sig fra dag til dag. For i en rekrutteringsvirksomhed som vores kan der pludselig komme en ny rekrutteringsopgave, en invitation til at holde oplæg eller en mulighed for et salgspitch, og her bliver det din fornemmeste opgave at understøtte headhunterne kommunikativt. Derfor skal du kunne balancere de langsigtede kommunikationsinitiativer med korte deadlines fra højre – og venstre.
Overskrifterne for dine kommunikationsopgaver vil være:
- Udarbejde interne jobbeskrivelser, fængende stillingsannoncer og præsentationsmaterialer
- Lave målrettet salgsmateriale bl.a. i PowerPoint
- Interviewe dine headhunterkolleger og forfatte erhvervsklummer
- Producere content til vores kanaler (hej LinkedIn) – og dykke ned i vores data for at kvalificere det
- Vedligeholde website og nørde Google Analytics
- Udtænke kommunikationsinitiativer, som understøtter vores salg og kommunikative sigte
- Supportere kolleger med alt fra at tage imod kunder og kandidater til at forberede agendaer
Som du nok kan se, er det generalisthatten, der skal passe – og du skal kunne lide at have den på!
Du bliver en del af back office, der får alt fra kalendergymnastik til salgsmaterialer, hjemmeside og SoMe til at spille. Vi hjælper hinanden i mål på tværs, så selvom kommunikation bliver din hovedniche, kommer du også til at assistere med at tage imod kunder og kandidater, sørge for kontoret spiller, dække op til møder og forberede agendaer.
Du deler din tid mellem to af vores tre kontorer: Aarhus (Tilst) og Horsens.
Elsker du kommunikation lige så meget, som vi elsker at matche mennesker?
Vi leder efter dig, som rammer plet med dine tekster, og som forstår vigtigheden af at målrette til den enkelte målgruppe (vi skal nok lære dig forskellen på en teknisk tung projektleder og en International Sales Manager).
Som person er du ansvarsbevidst, imødekommende og serviceminded, og det gør dig glad at nå i mål med et produkt, som gør både kunder og kolleger tilfredse. Når det er sagt, er du ikke bange for at argumentere for dine kommunikative valg og udfordre med baggrund i såvel data som din faglighed. Det får du fx brug for, når du skal oversætte corporate lingo og buzzwords til letforståeligt og konkret content.
Din uddannelse har rødder i kommunikation, og har du erfaring med content marketing og paid social, er det et stort plus. Det er nemlig et område, vi gerne vil arbejde mere med.
Allervigtigst vil du gerne være en del af et passioneret team, hvor man deler viden, har det sjovt og arbejder dedikeret for at give både kunder og kandidater den bedste rekrutteringsoplevelse.
Vi laver rekruttering med holdninger
I HumanTrust tror vi på, at det bedste match mellem medarbejder og virksomhed findes, når man ser mennesket bag såvel CV som CVR-nummer – og vi arbejder hver dag dedikeret for, at netop den tilgang skal sætte spor i rekrutteringsbranchen.
Dine kommende 8 headhunter-kolleger har udover deres indgående viden om rekruttering og jobmarkedet generelt hver især specifik fag- og brancheindsigt. Igennem årene er det blevet omsat til mere end 1300 rekrutteringer, 300 erhvervsklummer, utallige foredrag, podcastserier og en samlet følgerskare på over 110.000 følgere på LinkedIn.
Det der med småt:
- Vi afholder samtaler hurtigst muligt, så send os dit CV og et par motiverede ord asap.
- Stillingen er på 37 timer i 12 måneder – meget gerne med opstart d. 1. juni for at sikre bedst mulig onboarding.
Vi glæder os til at høre fra dig!
HumanTrust er et passioneret rekrutteringsbureau med mennesket i fokus. Fra vores kontorer i Aarhus, Horsens og København laver vi tillidsfuld rekruttering fra C-level til specialistniveau. Vi forbinder motiverede medarbejdere med ambitiøse organisationer med et særligt fokus på gensidig kemi, fælles ambitioner og matchende værdisæt.
Spørgsmål?










