Kære virksomhed: Har du styr på din elevatortale?
Jobsøgende bliver gang på gang fortalt, at de skal have styr på deres elevatortale. Men det er ikke kun til selve jobsamtalen, den kan være til gavn – og endnu vigtigere; det er ikke kun den jobsøgende, der skal have styr på sin pitch!
Forestil dig, at du træder ind i samme elevator som chefen for din drømmearbejdsplads. I har nu 1 minut sammen, før vedkommende står af på 6. sal. Hvad siger du?
Netop det tænkte scenarie har givet elevatortalen sit navn – og spørger du mig, skal du i ovenstående scenarie sige: Hvem, du er, hvordan, du skaber værdi og hvad, der motiverer dig.
Som du nok har gættet, så udspiller elevatortalen sig reelt sjældent i en elevator; men opskriften er den samme udenfor de fire sølvvægge. Du skal bruge din tale til at vække interesse ift. dig og dine kompetencer på en måde, som sikrer, at du bliver husket. Derfor er det vigtigt, at du brænder igennem, så jo mere konkret og personlig, du kan være i din tale, jo bedre.
Og så skal talen selvfølgelig – jævnfør sit navn – være så præcis, at den kan fyres af på den relativt korte tid, en elevatortur tager.
Det går begge veje
Et ansættelsesmatch skal være gensidigt, hvis det skal bringe værdi (og hvis det skal holde i længden), og derfor skal ansættelsesprocessen være ligeværdig.
Det betyder samtidig, at virksomheden på samme måde som kandidaten skal gøre sig attraktiv.
Af samme årsag er det min klare holdning, at virksomheden i mindst lige så høj grad som kandidater, skal have styr på sin elevatortale – og på det nuværende jobmarked, hvor der er rift om de kvalificerede medarbejdere, er det mere aktuelt end nogensinde.
Medarbejdere stiller i dag – med rette – større krav end tidligere til deres kommende arbejdsplads.
Har en kandidat flere kort på hånden, så fravælger de ganske enkelt de snøvlende virksomheder, som bliver taget med bukserne nede, når de pludselig selv får ordet til jobsamtalen.
Hvis ikke I som virksomhed er skarpe på, hvad der gør jer unikke, så ender det altså næppe med to underskrifter på en ansættelseskontrakt.
Målret (og opdater) din tale
Som nævnt er det sjældent i en elevator, talen præsenteres; men den er altså heller ikke begrænset til det mødelokale, som jobsamtalen foregår i.
Tværtimod kan den med fordel bringes i spil i et væld af sammenhænge som fx på sociale medier, til netværksarrangementer, i stillingsannoncen, i CV’et eller sågar til en familiesammenkomst, hvor du sagtens kan ende med at falde i snak med én, som kan åbne døre til din næste karriereudfordring – eller til din kommende medarbejder.
Den bedste elevatortale er målrettet modtageren og konteksten. Til jobsamtalen vil elevatorturen fx metaforisk set være noget længere end den, du tager med din bordherre til en fest.
Udover at være målrettet bør en elevatortale være opdateret. Særligt i en rekrutteringssituation skal I tjekke ind på jeres nuværende situation; og den ansættende leder skal klædes på til at kunne tegne et aktuelt og sandt billede af jer som arbejdsplads.
Her kommer du ikke langt med floskler som ”flad struktur”, ”fleksibelt arbejdsmiljø” og ”høj til loftet” – for jeg kan godt afsløre, at det åbenbart kendetegner samtlige virksomheder i Danmark.
Læs også: Taler I samme buzzwords?
Fortæl i stedet, hvordan chefen sidder i storrumskontoret sammen med de øvrige ansatte, og at I har en medarbejder, som arbejder remote fra Paris i en måned. Med andre ord; hvordan kommer flosklerne til udtryk hos netop jer?
Er I som virksomhed både skarpe på jeres værdier og jeres purpose – og er jeres tale både konkret, opdateret og sand – så er der samtidig større chance for, at jeres medarbejdere vil tage den til sig, og så har I altså en række ambassadører, som vil tale jeres sag i elevatorer landet over.
Læs også: Derfor skal du aktivere dine medarbejdere i din rekrutteringsindsats
Konklusionen, der tåler en gentagelse, er, at elevatortalen ikke er forbeholdt den jobsøgende – og at den både for kandidat og for virksomhed bør være målrettet, opdateret, konkret, sælgende og selvfølgelig ægte.
Har du styr på din?
Tilbage til oversigten