Virksomhedens elevatortale har aldrig været vigtigere
I et glohedt arbejdsmarked gælder det om ikke at blive fravalgt
Det har længe været kendt for jobsøgende, at de skal toppræstere og virkelig brænde igennem undervejs i ansættelsesprocessen, hvis jobbet skal sikres. Det er såmænd også rigtigt, men det er ikke kun kandidaterne, der skal tænke over at fremstå positivt i rekrutteringsprocessen.
Ligesom der skal to til at danse tango, skal der også to underskrifter på ansættelseskontrakten, og det er ikke blevet mindre væsentligt den seneste tid. Jobmarkedet har lavet et comeback af de helt store, og Børsen satte for nylig det rødglødende arbejdsmarked under lup. Flere steder er der ikke arbejdskraft nok, og det kan gøre det svært at rekruttere kvalificerede medarbejdere.
Står du midt i, eller overfor, en kommende rekruttering, er det vigtigt, at du læser aktivt med nu, for hvis du forventer, at det kun er de jobsøgende, der skal lægge en indsats for dagen i den proces, begår du en organisatorisk fejl af dimensioner.
Selvom der ikke er gået meget mere end et år siden, at hele verden var i nødberedskab og befandt sig i en decideret lockdown, er arbejdsmarkedet nu atter et sted, hvor mange specialister og nøglepersoner frit kan vælge mellem forskellige jobs, og det stiller nogle måske nye krav for dig.
Mit indtryk er, at mange virksomheder de seneste år er blevet mere selvbevidste og i langt højere grad ved, hvorfor de rekrutterer, og hvilken type medarbejder de skal rekruttere. Der er dog stadig nogle virksomheder, der har det svært med deres elevatortale. Det er uhensigtsmæssigt i flere sammenhænge – blandt andet i rekrutteringsøjemed, for det øger risikoen for at tiltrække de forkerte kandidater og ende med en dyr fejlrekruttering.
Din næste ansættelse kan dog blive lang og succesfuld, men det forudsætter, at du som virksomhed også toppræsterer undervejs i processen og får styr på virksomhedens elevatortale.
Læs også: Forventningsafstemme - hvorfor nu det?
Som det første skal du beskrive din virksomheds historie. Beskrivelsen skal være nøje afstemt med organisationens vigtige personer, så der aldrig på noget tidspunkt er mumlen eller snøvlen, når en kandidat beder dig fortælle om eksempelvis din virksomheds udvikling og hvilke strategiske tiltag, der har ført til, at din virksomhed befinder sig i den aktuelle markedssituation.
Selvom det lyder som basisviden, er indholdet det langt fra, for som et træ i vinden befinder din virksomhed sig også på et marked med omskiftelige forhold.
Din virksomheds historie er løbende under forandring, og de bedrifter, salgsafdelingen opnåede for at par år siden, er måske mangedoblet siden da? Som arbejdsgiver er du nu ved at blive klædt på til ansættelsesprocessen, men du kan gøre mange flere ting for at stå skarpt, når kandidaterne får øje på dig. I den forbindelse handler det om at have alt vedrørende stillingen tydeligt defineret.
Det vil i praksis udmønte sig i en letlæselig stillingsannonce, hvor det snorlige står beskrevet, hvilke arbejdsområder eller arbejdsopgaver kandidaten skal beskæftige sig med. Kan du samtidig krydre det med et par ord om virksomhedskulturen eller andet, der siger noget unikt om lige præcis jobbet eller kontormiljøet, vil det helt sikkert give plusser i jeres favør.
Når det kommer til uddybende telefonsnakke eller selve jobsamtalen, skal du være klar på at italesætte arbejdsområderne endnu tydeligere og beskrive arbejdsopgaverne så deltaljeret som overhovedet muligt.
Det samme gælder udviklingsmuligheder og forventninger til fremtiden, hvis succeskriterierne forventeligt nås og opfyldes. Netop succeskriterier og forventningsafstemning er et ofte ubeset aspekt under ansættelsesprocessen, og det har ofte den triste konsekvens, at virksomhed og kandidat skilles, før blækket på ansættelseskontrakten har nået at tørre.
I de indledende faser er det fint at tale om overordnede forventninger, men i takt med kandidatfeltet indsnævres, skal det blive tydeligere, hvad succeskriterierne i stillingen er, således begge parter ved, hvordan arbejdsforholdet bliver en succes. Alt behøves naturligvis ikke at være hakket i sten, for nogle gange giver det mening at inddrage kandidaten i forhold til at fastsætte de præcise succeskriterier efter nogle uger i jobbet.
Læs også: Gør din næste rekruttering til en succes
I min tid som headhunter har jeg flere gange set, hvordan den umiddelbart bedste kandidat har måttet se en anden kandidat løbe med jobbet tæt på målstregen – alene på grund af vedkommendes evne til at beskrive sin motivation for stillingen. Anderledes forholder det sig ikke for virksomheder. Som erhvervsmediet så fint beskrev, er der kamp om medarbejderne, som ikke er blege for at fravælge snøvlende virksomheder, hvilket understreger vigtigheden af at arbejde seriøst med virksomhedens elevatortale.
Tilbage til oversigten