Tag godt imod din nye medarbejder (også før den første dag)
Et dårligt førstehåndsindtryk kan være svært at ryste af sig. Derfor er det vigtigt, at du giver din medarbejder en varm og velforberedt velkomst – og den indsats bør i øvrigt starte umiddelbart efter, at kontrakten er underskrevet.
En god velkomst kræver forberedelse. "Selvfølgelig", tænker du forhåbentligt. Men alligevel oplever vi af og til, at der ikke er reel handling bag den tanke.
Forestil dig, at du som ny medarbejder netop har underskrevet ansættelseskontrakten, og at du topmotiveret ser frem mod din første dag med stor forventningsglæde. Men så hører du ikke fra din kommende arbejdsgiver i flere måneder, og når du for første gang åbner døren til din nye arbejdsplads, så er chefen i møder hele dagen, halvdelen af dine kolleger arbejder hjemmefra og dit login til virksomhedens systemer er der ingen, som kender.
Jeg hører desværre ofte eksempler på den slags velkomster (eller mangel på samme), og hvis starten ikke er god, så er der stor risiko for, at den kommende tid heller ikke bliver det. Så hvis du er en af dem, der – når ansættelseskontrakten er underskrevet – blot læner dig tilbage og venter på, at den nye medarbejder tropper op, så bør du nok læse med her.
Preboarding er fundamentet for en god onboarding
Preboarding – altså hvordan I som virksomhed tager godt imod nye medarbejdere, inden de reelt starter – er langt vigtigere, end mange tror. Faktisk er det ganske enkelt fundamentet for en god start på ansættelsen.
I et ansættelsesforløb har man meget dialog på relativt kort tid, og fra kontrakten er underskrevet går der oftest minimum 30 dage, før den nye medarbejder starter. I den periode bør kontakten holdes ved lige.
Et par statusmails, en indbydelse til et kommende socialt arrangement eller en præsentation af planen for den første tid på jobbet – ja, preboarding kan gribes an på mange måder, men radiotavshed er ikke en af dem! Det virker ganske simpelt direkte demotiverende.
Derimod bør du som ansættende leder sørge for, at du bygger videre på den brandvarme motivation, som kommer lige i kølvandet på den underskrevne kontrakt.
I min optik handler et godt preboardingforløb om at sikre, at den nye medarbejder føler sig velkommen, motiveret og tænkt ind i virksomhedens fremtid. Vedkommende skal naturligvis ikke overdynges med opgaver og ansvar på forhånd, men man kan sagtens sende relevant materiale som statistikker, salgsmateriale eller en personalehåndbog, så der er mulighed for at forberede sig. Vigtigst er det dog, at I viser den nye medarbejder, at I glæder jer til at vedkommende bliver en del af teamet.
Send et billede af en installeret skrivebordsplads med ordene ”Vi glæder os til at byde dig velkommen” og giv den nye medarbejder et ring et par dage før opstart for at vise, at I er klar – og informere om, at der er rundstykker og friskbrygget kaffe kl. 9.
Den gode preboarding går selvfølgelig begge veje, og derfor spiller du også som medarbejder en rolle i det forløb. Det er dog min klare anbefaling, at du i første omgang fokuserer på at komme godt ud ad døren der, hvor du stopper – før du kan prioritere at sætte dig ind i det materiale, du evt. får tilsendt.
Læs også: Husker du at få sagt pænt farvel?
Det er først, når du træder ind ad døren på din nye arbejdsplads, at du får en hovedrolle; til den tid skal du nemlig suge viden til dig, vise nysgerrighed og være proaktiv. Men indtil da skal du blot sikre, at din kommende arbejdsplads ikke er tvivl om, at du glæder sig til at bringe værdi hos netop dem.
For den kommende arbejdsgiver kræver preboardingfasen som nævnt en større indsats – men hvis I er klar til at prioritere det, så vil I helt sikkert opleve, at jeres nye medarbejdere får en langt smidigere start!
Tilbage til oversigten