Hvem skal afløse Ronaldo?
Når arbejdspladsens ubetinget største stjerne søger nye græsgange, kan det give virksomhedens leder(e) og ansatte store udfordringer.
Nogle medarbejdere kan synes uundværlige, men lad os bare slå det fast. Det er de ikke. Som Real Madrid allerede har vist, kommer de fortsat til at vinde fodboldkampe og score mål. Om de vinder Champions League for fjerde gang i træk, vil jeg lade andre fodboldkyndige om at debattere.
Ronaldos sommerskifte drager dog paralleller til erhvervslivet, hvor en virksomhed hurtigt kan befinde sig i nøjagtig samme situation som Real Madrid, når den mange årige, succesrige direktør pludselig vil væk. For hvem skal erstatte stjernen, der år efter år har lavet sorte tal på bundlinjen og tegnet virksomhedens profil? Svaret er ganske enkelt, for ansvaret bærer I alle sammen – hvad end du er leder eller medarbejder.
Har du som leder gjort dit forarbejde ved at være tydelig i din kommunikation og ageret i øjenhøjde med dine medarbejdere – eller haft mellemledere til det, vil Jeres ledestjernes afgang give mindre uro. Jovist, vil det fylde en del i organisationen, for det er nu engang stjernen, der ikke længere er her, og spørgsmålene om, hvem der så skal sælge for millioner af kroner og skabe overskrifterne i Børsen, vil stadig forekomme. Bare i mindre grad.
Ulmer usikkerheden alligevel, bør du som leder slå koldt vand i blodet. Kald dine nærmeste kollegaer sammen i omklædningsrummet, knap en bajer op og overvej en ekstra gang om, stjernens afgang betyder, at I skal revurdere strategien. Har I nøglepersonerne til at føre strategien videre, eller kender I vedkommende, der kan?
Selvom det kan virke overvældende, er mit bedste råd virkelig ikke at lade sig stresse. Få italesat hvilke kompetencer den nye medarbejder skal råde over, og hvilket ansvar og hvilke arbejdsopgaver vedkommende skal have og løse. Inden I sadler om og køber ind, bør I kigge efter, om I allerede har disse kompetencer i virksomheden, hvilket I vil have 9 ud af 10 gange, hvis I som ledere har været forudseende.
Hvis det store træ i skoven fældes, falder der med ét lys ned på andre, hvilket giver dem mulighed for at vokse i rampelyset.
Er du omvendt medarbejder i virksomheden, hvor fanebæreren skal erstattes, har du i lige så høj grad som din leder et ansvar for at føre virksomheden, din afdeling og dit team videre. Du har af naturlige grunde måske ikke evnerne til at udfylde den fulde plads, som din nu tidligere kollega har efterladt. Omvendt har du helt sikkert en idé om, hvad du kan bidrage med og måske endda gøre bedre end stjernen.
Henover sommeren har Christian og jeg desværre mistet én af vores seks stjerner. På papiret et relativt stort tab for en virksomhed på vores størrelse, men jeg må blankt erkende, at vores fem resterende stjerner har løftet deres niveau og på hver deres måde forsøgt at udfylde den rolle, som vores tidligere medarbejder efterlod.
Når det er sagt, bliver det aldrig det samme, og det skal det heller ikke. Det handler i stedet om at opretholde den samlede værdi. På samme måde skal den spanske kongeklub finde sin(e) nye målscorer(e), for der findes kun en Ronaldo.
Den seneste tid har jeg forsøgt at perspektivere nogle af erhvervslivets trends til VM-slutrunden og transfermarkedet. Mit punktum, for nu denne trilogi, bliver en henvisning til klubbernes talentarbejde og de såkaldte talentspejdere.
For har du som leder uddannet og udviklet dine medarbejdere, har du sikkert sovet trygt under sommerens transfermarked – for du har ikke været bange for at miste din stjerne, da du har flere stjerner klar til at tage over. Hos superligaklubben FC Nordsjælland har de med garanti gjort det samme.
Her har de en så tydelige strategi, mission og vision, at alle i og omkring klubben kender deres roller og pladser. Spillerne har uden tvivl forskellige spidskompetencer, men de ved, hvordan positionerne skal spilles.
Sker der så det, at klubben ikke har den rette profil til den rette position, råder de over dygtige talentspejdere, som har en blok med navne, de ved kan gå ind og udfylde positionen.
Det er ikke nødvendigvis den billigste løsning, men omvendt ved de, at det er den rigtige løsning. På den måde kan du også undgå at stå på bar bund, når du mister din stjernespiller.
”Vindere har en plan. Tabere har en undskyldning.”
Tilbage til oversigten