Er det skamfuldt at være jobsøgende?
I mit arbejde med rekruttering hænder det fra tid til anden, at jeg støder på jobsøgende, som synes, det er skamfuldt – grænsende til pinligt – at være arbejdsløs. Den opfattelse vil jeg gerne mane til jorden én gang for alle.
De fleste har prøvet at være jobsøgende – inklusiv mig selv. Alligevel er der mange, som er tilbageholdende med at tale om det. Måske føler de, at deres værdi er faldende og er nervøse for, hvad andre tænker om dem.
I virkeligheden er jobsøgning en hård disciplin, som både kræver tid, energi og mentale kræfter. I min optik er en jobsøgende derfor en person, der tager sit arbejdsliv i egne hænder og gør en aktiv indsats for at tilrettelægge det på bedste vis. Det må ikke være skamfuldt.
Tværtimod synes jeg, at det er modigt!
Det kræver mod og gåpåmod at være jobsøgende
Vi bruger immervæk mange timer på vores arbejde, så selvfølgelig skal man ikke bare sætte sin underskrift på den første ansættelseskontrakt, man støder på i jobløsheden. Desværre er der en risiko for netop dette, hvis jobsøgningen bliver noget, der bare skal overstås hurtigst muligt.
Hvorfor ikke tillade dig selv den luksus at mærke efter, hvad du gerne vil lave fremadrettet – og klappe dig selv på skulderen over, at du tager dit (arbejds)liv seriøst?
Hvis jeg skal rette blikket indad for et øjeblik, så ligger der både jobskifte og en del selvrefleksion bag, at jeg selv er endt, hvor jeg er i dag. Derfor ville jeg nødig have været min tid som jobsøgende foruden, for den blev brugt særdeles effektivt – og det blandt andet fordi, jeg ikke var flov over at tale højt i den pågældende periode.
Læs også: Er jeg mindre værd som arbejdsløs?
Netop gennemsigtighed i jobsøgningsprocessen vil jeg gerne slå et slag for. Åbner du op til andre, kan det nemlig bidrage til, at du bliver skarpere på, hvad dit næste job skal indeholde, og at du derefter kan gå ud og skaffe et sådant job.
Derfor er min anbefaling også, at du ikke starter med febrilsk at plotte en masse kaffemøder ind i kalenderen – men derimod lægger ud med at træde et skridt tilbage.
Du skal sætte dig ned; på en sten med udsigt over havet og din kone i hånden, i din sofa med en kop kaffe og en god ven, eller på din kontorstol med et word-dokument åbent klar til brainstorm.
Hvor og med hvem kommer sig ikke så nøje, men du skal finde frem til, hvad der motiverer dig, og hvordan du finder det i dit næste job. For mig virkede det at definere en livsambition herunder en ambition for min karriere; altså hvad jeg overordnet vil nå i løbet af mit arbejdsliv. Mindre kan også gøre det, bare du bliver klar over, hvad der er vigtigt for dig. Det kræver en vis tålmodighed, men prøv om det kan lykkes velvidende, at det gør næste step noget nemmere.
Læs også: Sådan bør du forholde dig før, under og efter jobsamtalen
Når du har skarpslebet din motivation og retning, skal du nemlig i gang med at tale højt om din arbejdsløshed og dine pejlemærker. Denne kombination klæder dit netværk på til at kunne hjælpe dig bedst muligt, fordi de ved, at du leder efter din næste udfordring – og hvad denne udfordring bør bestå af. Det kan du gøre med et LinkedIn-opslag, der rammer bredt – eller med en række mails eller telefonopkald til specifikke personer i dit netværk. Som en del af ’råb højt’-strategien kan du med fordel også slå LinkedIn-funktionen ’åben for job’ til.
Intet af dette er pinligt; det er modigt.
Så kære jobsøgende: Ret ryggen og hold ud. De fleste har prøvet at stå uden job, og det er der intet pinligt i. Du gør det godt, og det skal nok lykkes. Held og lykke med jobsøgningen.