Det handler om ambition og motivation, ikke om position
Rutine eller ej, så slår det ikke personlighed, indstilling og attitude.
”Et skridt til højre og to skridt til venstre”, lyder en gammel børnesang. Det er nok ikke mange gange, at du i netværks- og forretningsregi har hørt om at træde et eller sågar to skridt tilbage.
Det er overraskende, for på trods af at de fleste kandidater oplever bump på karrierevejen, hører man nærmest kun fortællingerne om, hvordan kandidater træder det ene skridt efter det andet op ad karrierestigens trin. Til de kandidater, hvis fortælling er sand: Tillykke.
Til de kandidater, hvis fortælling er usand, så er her en lille opsang bestående af to vers. For det første er der intet i vejen med at træde vande i karriereræset, hvis du trives på arbejdspladsen. For det andet så skal du passe på med at gentage usandheder, for når noget siges tilpas mange gange, så ender det med at blive den virkelighed, som folk tror på – også ansættende ledere. Det har den ærgerlige konsekvens, at nogle virksomheder frasorterer kandidater alt for tidligt.
Læs også: Længden på dit CV er underordnet, så længe siderne er værdiskabende
En af de samtaler, jeg ofte har med vores kunder, drejer sig om, hvorvidt en kandidat er overkvalificeret, underkvalificeret eller midt imellem. Rigtig nok kan meget udledes af et CV, men det er særligt jobtitler, der skræmmer virksomhederne, fornemmer jeg.
Jobtitlerne tillægges simpelthen for meget værdi, og det er bekymrende, for stillingsbetegnelser kan variere meget fra virksomhed til virksomhed.
For eksempel beskæftiger en salgsdirektør i virksomhed A sig ikke nødvendigvis med så mange andre arbejdsområder, end salgschefen i virksomhed B gør.
Både virksomheder og kandidater er bedst tjente med, at der tilføres en dimension til det rekrutteringssyn, for en succesfuld ansættelse handler ikke om, hvorvidt en kandidat er overkvalificeret eller ej; det handler om hvorvidt, at kandidatens personlighed, indstilling og attitude matcher opgaven og virksomheden.
Læs også: Sublime indsatser slår selv de bedste hænder
For at det kan lykkes, skal virksomheder naturligvis omstille deres mindset, men det kræver også en indsats fra de jobsøgende kandidater. For hvis ikke de kan præcisere, hvorfor de søger mod højre eller venstre, hvordan kan man så kræve, at virksomheden kan?
Derfor skal du som kandidat være skarp på hvorfor, at du søger et trin op eller ned ad karrierestigen. For det er netop din motivation, der skal vække virksomhedens interesse og sikre, at de ikke skræmmes væk af din tyngde.
Forleden gjorde jeg en tæt kunde opmærksom på netop at bruge et par ekstra minutter på at screene efter motivation, og hvor var det heldigt. For da de på ny gik bunken med afslag igennem, fandt de en kandidat, som de i første omgang havde sorteret fra på grund af tyngde.
Ved nærmere gennemsyn fik de dog fornemmelsen af, at kandidaten drømte om at tage en sidste tur i manegen og bruge de seneste års erhvervserfaring i en sidste succesfuld case – og det endte med, at den i første omgang frasorterede kandidat fik jobbet, hvilket aldrig var sket, hvis ikke virksomheden havde fjernet blikket fra positionen og koncentreret sig fuldt ud om ambitionen og motivationen.
Tilbage til oversigten