Direktør til Danmarks Cykle Union
Det nationale samlingssted for cykelsport
DCU arbejder for at udvikle cykelsporten på tværs af alle discipliner og gøre en forskel for de mere end 30.000 medlemmer og over 300 klubber – både dem, der cykler for sjov, og dem, der vinder medaljer til EM, VM og OL.
Danmark er allerede en af de bedste cykelnationer i verden, men hos DCU vil man bidrage til, at vi bliver endnu bedre! Som DCU’s nye direktør kommer du til at sætte retningen for netop den udvikling og stå i spidsen for organisationen, som arbejder med en bred palette af interessenter, hvorfor et strategisk blik og en kommerciel forståelse er afgørende.
Mere konkret vil du varetage følgende ansvarsområder og arbejdsopgaver:
- Udvikle den fremtidige strategi i tæt samspil med bestyrelsen samt udarbejde handleplaner og sikre implementering
- Indgå i tæt samspil med de frivillige ude i klubberne og sikre holdånd
- Sørge for balance mellem videreudviklingen af talent- og elitearbejde og bredde- og motionsaktiviteter
- Være frontløber på den kommercielle udvikling med fokus på salg og forhandling
- Sikre et sundt økonomisk grundlag og fremdrift herunder rapportering til DIF og Team Danmark
- Bygge bro til den politiske ledelse – både nationalt og regionalt
- Gå forrest som den samlende kraft i den administrative organisation
- Personaleledelse af ledergruppen bestående af 3 ledere og af organisationens øvrige 26 medarbejdere
- Være organisationens ansigt udadtil ift. medier, sponsorer og samarbejdspartnere
Din base bliver i Idrættens Hus i Brøndby, hvorfra du kommer til at indgå i et tæt samarbejde med både bestyrelsen, den øvrige ledelse, frivillige, trænere, offentlige myndigheder og idrætsorganisationer for at sikre cykelsportens rammebetingelser. Som direktør kommer du desuden til at repræsentere DCU, så du kan desuden se frem til at deltage i både nationale og internationale cykelbegivenheder og mesterskaber.
Strategisk leder, som evner at samle
Vi leder efter dig, som med din ambitiøse og målrettede facon motiveres af for alvor at rykke noget! Som person er du visionær, og dit engagement og din handlekraft smitter af på dem omkring dig og sikrer dig følgeskab.
Din ledelsesstil er præget af tillid, integritet og åbenhed overfor andres inputs, og du er kendt for at møde dine medarbejdere i øjenhøjde. Samtidig er du ikke bleg for at sætte retningen, og en af dine absolutte styrker er din evne til at samle folk og skabe et fælles fundament på tværs af afdelinger og fagligheder. På den måde tager du både ansvar for at skabe resultater og for at sikre samarbejde og et godt arbejdsmiljø.
Vi forestiller os, at du kommer fra en stilling som direktør i en organisation i sportens verden, en NGO, en kommune eller en større privat virksomhed. Her har du bragt din solide forretningsforståelse i spil og truffet strategiske beslutninger – som har skabt resultater i organisationen.
Det er desuden et kæmpestort plus, hvis du er passioneret omkring sport og engageret i det frivillige foreningsliv.
Glæde, engagement og passion
DCU er medlem af DIF, og er på baggrund af sin udviklingsorienterede tilgang og store internationale succes et Team Danmark Verdensklasseforbund. I 2024 begyndte den store medieinteresse for alvor at påvirke medlemstallet hos børn og unge, og målet i DCU er at fastholde den positive udvikling, så dansk cykelsport står på et endnu stærkere fundament i fremtiden – og så der kan strømme endnu mere glæde og engagement igennem cykelklubber over hele landet!
Teamet på 29 medarbejdere arbejder med henholdsvis kommunikation, events, udvikling og administration – alle med det fælles mål at styrke cykelsporten! Det betyder at man ud over at servicere medlemmer og klubber i høj grad er en projektorganisation, der planlægger og afvikler f.eks. internationale events.
Som den nye direktør kommer du derfor til at stå i spidsen for et team, hvor opgaverne er mangeartede, og hvor passionen er til at tage og føle på.
Har du motivationen, kompetencerne og ambitioner til at være den nye holdkaptajn?
Interesseret?
For at komme i betragtning til dette job skal du søge stillingen via knappen 'Søg jobbet'. Her kan du uploade dit CV samt beskrive din motivation for at ansøge, inkl. hvad du specifikt brænder for ved det pågældende job. Få konkrete tips til dit CV her.
Er du interesseret i at vide mere om stillingen forud for din ansøgning, er du velkommen til at kontakte os. HumanTrust A/S arbejder målrettet med at gennemføre rekrutteringsprocessen til dette job hurtigst muligt. Vi arbejder derfor ikke med ansøgningsfrist.
Rekrutteringsprocessen foregår i et tæt og fortroligt samarbejde med vores kunde. Alle materialer behandles fortroligt, og vi følger gældende GDPR-regler.
Bemærk at jobannoncen løbende genindrykkes på diverse jobportaler. Dette er udelukkende udtryk for, at rekrutteringsprocessen ikke er afsluttet, og ikke at den er startet forfra.
Søg jobbet