Spiller jeres virksomhed fodbold i tåge?  

Kæmper du med at lægge en præcis indersideaflevering til din medspiller, fordi du ikke kan se, hvor han er på banen? Har du svært ved at tæmme bolden, fordi du først ser den, når den rammer dig? Står der 0 på måltavlen, fordi I ganske enkelt ikke kan spotte målet? Så får du her inspiration til, hvordan I får tågen til at lette fra banen.

I min tid i store koncerner og forskellige SMV’er – og ikke mindst i mine syv år som selvstændig konsulent inden for strategi, forretningsudvikling og procesoptimering – har jeg oplevet, at mange virksomheder i overført betydning spiller fodbold i tåge.

Den dårlige nyhed er, at tågen i den henseende ikke letter af sig selv. Den gode er, at det er relativt enkelt at opløse den. Hvordan du med det rette benarbejde får det til at ske, kommer jeg i denne artikel med mit bud på.

1. Tydeliggør taktikken – beskriv jeres arbejdsgange

For at kunne spille sammen bør der være enighed om taktikken. Oversat til virksomhedsdrift betyder det, at velbeskrevne arbejdsgange er en helt basal forudsætning for at sikre samarbejde på tværs. Derfor skal I være enige om hvad, der skal ske og hvornår, det skal ske for at undgå forvirring, frustrationer og fejl.

Med andre ord; hvordan spiller I bolden rundt på banen?

2. Finpuds teknikken – tilknyt best practice-værktøjer og checklister

I fodboldens verden har mange ladet sig inspirere af Messis teknik og retningsskifte, Ronaldos skud og vindermentalitet samt Mbappés hurtighed og dribleevner.

På samme måde bør I som virksomhed hente inspiration og opsamle erfaringer – både internt og eksternt – og med udgangspunkt heri udarbejde fælles best practice-værktøjer og checklister. Det sikrer nemlig tydelighed omkring, hvordan jeres aktiviteter gennemføres på bedst mulig vis og øger jeres effektivitet; skal I spille bolden med en hård vrist eller en følt inderside?

3. Definér spillernes plads på banen – beskriv roller og ansvar

For at flytte bolden effektivt op ad banen og undgå ”klumpspil”, skal den enkelte spiller kende såvel sin egen som sin medspillers position på banen. I min optik er det her ledelsen, som skal definere hvem, der er ansvarlig for forskellige aktiviteter på tværs af organisationen – selvfølgelig med øje for hvem, der er mest kvalificeret til at varetage den givne opgave.

Det gælder i øvrigt både på medarbejderplan og på afdelingsniveau, hvor I billedligt talt skal afgøre hvem, der spiller bolden til hvem. Et eksempel kan være: Innovation spiller bolden – eller produktet – videre til Marketing, som tæmmer den (og pakker den i et stærkt koncept), hvorfra den afleveres til Salg, der sparker den ind over målstregen (og laver en aftale med kunden).

4. Træf effektive beslutninger – etabler et produktivt mødeflow

Det er ikke optimalt at involvere samtlige spillere, når der skal træffes effektive og rettidige taktiske beslutninger – og det samme gør sig gældende for jeres virksomhed. Derfor giver det i mange virksomheder rigtig god mening løbende at (re-)vurdere, om man holder de rigtige møder med de rette deltagere, på det optimale tidspunkt og med en effektiv agenda. Det er nemlig med til at sikre, at der træffes beslutninger – og at der effektueres effektivt.

5. Sæt det rigtige hold – rekruttér med udgangspunkt i både faglige kompetencer og menneskelige egenskaber

På fodboldbanen er det trænerens ansvar, at der er en sikker målmand, et robust forsvar, en midtbane med et godt overblik og et målfarligt angreb – og ikke mindst at holdet har den rette indstilling og attitude. I virksomheden påhviler det dig som leder at sikre, at medarbejderne har de kompetencer og det mindset, som tilsammen kan føre virksomheden mod sit mål.

For os i HumanTrust er det netop overbevisningen, at det optimale hold sættes bedst, når man udover de faglige kompetencer også afdækker matchet mellem virksomhed og kandidat, hvad angår kemi, værdier og ambitioner.

Derfor arbejder vi ud fra det, vi kalder 70/30-reglen, hvor CV’et får 30 procent af vores fokus til jobsamtalen, mens mennesket bag fylder 70 procent. For det faglige fundament er ganske rigtigt en forudsætning for en ansættelse, men når det er sagt, så er det menneskelige aspekt afgørende, hvis ansættelsen skal bringe værdi på den lange bane – både for virksomhed og medarbejder.

bane-2.png

copy-of-halloween.png

Lykkes I med ovenstående områder, så vil I opleve:

  • Større produktivitet – grundet færre fejl og mindre spildtid
  • Bedre samarbejde – takket være bedre helhedsforståelse og mindsket silotænkning
  • Akkumulering og fastholdelse af best-practice – fordi erfaringer opsamles og integreres i arbejdsgange og værktøjer
  • Kortere startbane for nye medarbejdere – fordi der er en klar beskrivelse af medarbejderens rolle og arbejdsfordeling
  • Bedre bundlinje – som et resultat af større produktivitet og mindre spild(-tid)
  • Større arbejdsglæde – fordi det bare er sjovere at være med på et vinderhold!

… med andre ord; tågen er lettet!

Tilbage til oversigten