Sådan tager du et skridt ned af rangstigen
Du skal kunne forklare dine motiver for at træde nedad
Hvad enten du er nyuddannet eller erfaren, er det altid vigtigt at pointere, hvad din erfaring kan tilføre en virksomhed og de ansatte. For os er det altid afgørende, hvilken motivation der følger med og hvordan vi vurderer, at vedkommende vil passe ind på holdet. Kort sagt: Din motivation og personlighed er det mest afgørende.
Når det er sagt, er vi på ingen måde modstandere af erfaring, og vi anbefaler jævnligt kandidater, der har mere end 30 år som ballast på arbejdsmarkedet. Men erfaring er ikke i sig selv nok, for der skal som nævnt følge motivation og personlig råstyrke med din ansøgning.
Det kan også være et stærkt argument, at din erfaring skal bruges til at spille andre gode; f.eks. hvis du vælger at søge et job, som umiddelbart ligner et lille skridt ned af karrierestigen.
Det gjorde Claus Ottesen, som tidligere i år blev regionschef hos Super Dæk Service A/S, som er en del af NDI Group A/S. Hans forrige job var som CEO hos en større bilforhandler, og mange undrede sig over hans karrierevalg i en alder af 59. Men forklaringen er ret enkel, siger han selv:
- Jeg havde lyst til at skifte spor, og i stedet for at stå med det øverste ledelsesansvar vil jeg gerne bruge min erfaring som støtte til både direktion og til yngre kolleger, der er på vej frem. Jeg skal ikke starte en ny karriere, men jeg vil gerne hjælpe andre, der står med udfordringer, der ligner dem, jeg selv har håndteret, og dermed kan jeg hjælpe dem i deres karriere, siger Claus Ottesen.
Han har fået en del kommentarer, som især udtrykte stor tvivl om, hvorvidt han kunne indordne sig som mellemleder i en ny virksomhed. Men det har fungeret fint, og det tilskriver han ikke mindst en god, løbende dialog med sin nye øverste ledelse.
- Selvfølgelig kan man risikere, at jeg kommer til at fylde en del, fordi jeg taler med en vis erfaring og vægt. Min opgave er så at lytte mere, end jeg taler, og i langt højere grad fokusere på at spille de andre gode, i stedet for selv at ville ta’ bolden, siger Claus, der ikke er i tvivl om den største udfordring:
- Mentalt har det været en stor omstilling fra at være ham, der sætter retningen, til at være en af dem, der følger andres retning. Men jeg har trods alt prøvet det før tidligere i mit arbejdsliv, og jeg accepterer min rolle, og det at jeg sidder på en anden hylde end tidligere – tættere på kunderne og lidt længere væk fra beslutningerne. Det er også en af de ting, vi helt naturligt har talt meget om på forhånd – at jeg ikke må blive en negativ skygge, der hænger i baggrunden, men i stedet bliver et aktiv i hverdagen, siger han.
Læs også: Er du overkvalificeret - så husk at.
At en erfaren direktør kommer ind i en ny virksomhed som mellemleder stiller også krav til virksomheden, pointerer han:
- Det kræver da et vist mod at invitere sådan en som mig indenfor. Det er der ingen tvivl om. Men på den anden side har jeg erfaring i at nå resultater og sammentømre en organisation, og samtidig føler jeg mig godt klædt på til at falde ind i en ny rolle. Jeg kommer med en ro og modenhed bag mine beslutninger, og er som øverste leder vant til at se på, hvad der skaber værdi for virksomheden. Den erfaring kan også bruges på mellemlederniveau, siger Claus Ottesen.
Han har bestemt ikke fortrudt, at han vendte blikket mod nye udfordringer i bilbranchen, selvom han også overvejede en mere løs tilknytning til arbejdsmarkedet som interim-medarbejder og professionelt bestyrelsesmedlem. Han mener klart, at hans nye rolle er bedre for virksomheden, end hvis han blev hyret ind som konsulent.
- Jeg er på jobbet hver dag, kender kollegerne og rytmen, og er en del af teamet på en måde, en konsulent aldrig kan blive. På den måde kan min viden og erfaring udnyttes optimalt, siger regionschefen.
Med vores erfaring som headhuntere er der ingen tvivl om værdien i at ansætte en rutineret medarbejder, som kan bidrage med mange års værdifuld erfaring.
Men det kræver – som i tilfældet med Claus – at hun eller han kan glide ind i en ny rolle, hvor hensynet til karrieren ikke er den væsentligste drivkraft, men derimod ønsket om at give inspiration og knowhow videre til næste generation.
Læs også: Din karriere skal passe til dit liv - ikke omvendt.
Så kan man virkelig tale om et lykkeligt match – og så bliver alderen mindre interessant, fordi der også følger en masse andet med.
Tilbage til oversigten