Kære virksomhed – hvornår har du sidst set dig selv i spejlet?
Også virksomheder bør lave en 20/5-liste – det gør det lettere at ansætte den rigtige kandidat
Spejle kan være afslørende, næsten ubehagelige, hvis man kommer til at kigge i dem på det forkerte tidspunkt. Men at se kritisk på sig selv i spejlet, bare en gang imellem, er vigtigt for alle. Det gælder kandidaterne, som vil være sikre på, om de nu også matcher virksomhedens krav, inden de sender ansøgningen.
Det gælder også virksomheden selv.
Et af vores mest brugte værktøjer er 20/5-listen, som ofte er i spil i forhold til kandidater eller dem, der opsøger os til et kom-videre-forløb.
Her beder vi dem lave en liste med 20 plus-punkter og 5 minus-punkter: Hvad er vigtigt for mig i det næste job – hvad tænder mig og gør mig bedre? Og hvilke fem ting skal jeg allerhelst undgå i fremtiden, hvis jeg skal bevare motivationen?
Den liste er ikke – og bør ikke – være forbeholdt kandidaterne. Virksomhederne kan med stor fordel lave den samme øvelse, inden de laver det næste jobopslag.
Årsagen er den enkle – som i kærlighedslivet – at jo bedre, man kender sig selv, jo lettere er det at finde den rigtige partner. Derfor bør virksomhederne af og til tage samme medicin som kandidaterne.
En 20/5-liste er nemlig ikke en statisk facitliste. Både for kandidater og virksomheder kan den ændre sig med tiden, og for begge er listen et fortrinligt redskab til at afstemme forventningerne.
Læs også: Arbejdshjulet er ideelt til at afstemme forventninger.
Fordelen ved at udarbejde listen er ganske enkelt, at virksomheden bliver nødt til at sætte ord på sine værdier, sine styrker og sine ønsker. Samtidig kan listen åbne øjnene for, hvor man bruger for mange ressourcer uden at få hverken glade medarbejdere eller en bedre bundlinje ud af anstrengelserne.
Listen kan altså bidrage til flere erkendelser og måske endda ændringer i hverdagen. Tag bare de kedelige spørgsmål først:
- Hvilke huller er der i jeres ost?
- Hvor bruger I energi på ting og detaljer, som dybest set ikke gavner jeres salg eller udvikling?
- Er der nogle kundetyper, I bruger alt for mange ressourcer på at opdyrke eller fastholde?
- Hvad frustrerer jeres medarbejdere mest?
- Hvilke opgaver kunne I med fordel overveje at outsource?
Omvendt gælder alle de positive overvejelser:
- Hvad er målet med vores virksomhed?
- Hvad vil vi gøre og have mere af?
- Hvilke værdier skal være kendetegnende og synlige i vores hverdag?
- Hvad brænder vi allermest for – og hvordan når vi hen til at bruge det meste af vores tid på det?
- Hvad vil vi måles på?
- Og hvordan ser en succes egentlig ud for os?
Hvis 20/5-listen kun handler om vækst og omsætning, er det naturligvis ret enkelt og målbart, men tørre tal siger ikke ret meget om, hvilken type virksomhed, I er.
Ofte gælder det, at det bløde er det hårde – altså at de bløde værdier er de sværeste at beskrive. Man falder desværre nemt ned i klichégryden og taler med flakkende blik om ”glade og tilfredse medarbejdere” og at ”styrke innovationen”.
Her skal det være langt mere konkret, for hvordan skal det gøres? Det kan være svært, men også givende, at insistere på detaljer om, hvordan medarbejderne bliver glade, og hvordan innovationen bliver bedre.
Jo mere generelle og luftige formuleringerne er, jo fjernere vil de virke for medarbejderne, og jo mindre forpligtende bliver de. Derfor: Vær konkret – også selvom det er svært.
En konkret idé til at udarbejde listen kan være at inddrage medarbejderne, måske som en øvelse i teambuilding. Hvad vil I/vi gerne have mere af i virksomheden, og hvad trænger I/vi til meget mindre af? Vi tør godt garantere, at medarbejderne har nogle indfaldsvinkler og synspunkter, ledelsen ikke selv var nået frem til.
Læs også: Pas på indavl, når du ansætter.
Her vil det hurtigt komme til at handle meget mere om virksomhedens kultur, retning og strategi. Medarbejdere, der vil deres virksomhed det bedste, vil helt naturligt komme med gode forslag til, hvordan hverdagen kan blive endnu sjovere og mere effektiv, uden at det går ud over den gode forretning.
Det gør det lettere at være ledelse. Det gør det også lettere at beskrive virksomheden over for nye medarbejdere og dermed ansætte den rigtige næste gang. Og det gør det formentlig også lettere at kigge i spejlet.
Tilbage til oversigten