Kære leder: Ryst posen!

Hvis ikke du tør bryde vanetænkningen og ryste posen med praksisser på arbejdspladsen, så får du næppe fuld plade.

Med konstant foranderlige markedskrav, en teknologiudvikling, der buldrer derudad og målgruppe-præferencer, der løbende ændrer sig, er der i den grad brug for, at virksomheder formår at tilpasse – og ikke mindst udvikle sig.

Hvis ”plejer” fungerer som et fuldgyldigt argument i jeres virksomhed, er det derfor min klare anbefaling, at I stopper op og spørger jer selv: Er det tid til at ryste posen?

Det kan føles både trygt og komfortabelt at fortsætte som hidtil – og ofte opdager man slet ikke, når autopiloten har overtaget. Men det er altafgørende, at I som virksomhed tør kigge indad og bryde jeres vanetænkning. Lykkes I ikke med det, er der nemlig risiko for, at I fremfor at udvikle ender med at afvikle.

For det, der fungerede for et år siden, bidrager formentligt ikke med den samme værdi i dag; og så er det tid til at bringe nye, brugbare brikker i spil.

Det er ikke posen med den overordnede strategi, der skal rystes hver gang. Selvfølgelig kan udefrakommende faktorer diktere en dagsorden, der tvinger jer til at ryste den helt store pose på et ubelejligt tidspunkt, men ofte kan hverdagsinnovation gøre en mærkbar forskel.

Tag eventuelt et kritisk kig på jeres interne møder: Hvis de bookes af ren og skær vane – og hvis indholdet er resultat af en copy-paste – så bør I gentænke både form, tidsramme og hyppighed.

Rekruttering handler om nutid og fremtid

På samme måde kan en afskedigelse eller en opsigelse være en god anledning til at ryste posen.

Når Jensen søger nye udfordringer, er rygmarvsrefleksen i mange virksomheder ofte: Vi skal finde en ny Jensen.

Men det skal I ikke nødvendigvis. Tværtimod skal I stoppe op og turde udfordre jer selv på, hvad I søger – og hvilken profil og kompetencer, I har brug for fremadrettet.

Alt for ofte oplever jeg, at den ansættende part falder i ”plejer-fælden”, når de skal erstatte en tidligere medarbejder. Selvom man står midt i en forandringsproces – og måske endda er ved at implementere en ny strategi – kigges der bagud, når der skal ansættes. Mange finder sågar det gamle stillingsopslag frem og støver det knapt nok af, før det genopslås.

Med den approach har du allerede foden i fælden.  

I stedet bør I bruge den tomme stol som en anledning til at blive klogere på hele teamets ansvarsområder og arbejdsopgaver. Åbner det op for, at den samlede sum af opgaver fordeles på en ny måde, hvor en anden i teamet måske kan komme til at shine på en ny plads? Hvordan påvirker det den stilling, der skal slås op?

Byd forandringerne velkommen

Forandring kommer sjældent belejligt, men det er ikke desto mindre et normalt vilkår. Derfor er det mit råd, at I løbende spørger jer selv: Hvad står vi overfor? Og hvordan håndterer vi det bedst muligt?

En flytning kan f.eks. være en mulighed for at effektivisere arbejdsgange eller ryste medarbejderstaben sammen, mens ændrede samfundsvilkår og forbrugerpræferencer kan kalde på en udvikling på bæredygtighedsområdet.

At lykkes med forandringen kræver både noget af dig som leder og dine medarbejdere. Det er din opgave at skabe et rum, hvor medarbejderne kan bidrage til virksomhedens udvikling – og det kan kun lykkes, hvis du er oprigtigt interesseret i at modtage inputs og tør byde forandringerne velkommen.

Verden udvikler sig, så det er I som virksomhed og arbejdsplads ganske enkelt også nødt til. Mit spørgsmål til dig, kære leder, er derfor: Føler du dig forandringsparat? Så er det måske allerede i dag, at du skal ryste posen.

 

 

Tilbage til oversigten