Det kan du lære af en syvårig med favnen fuld af fodboldkort

Husk på at du lærer gennem hele livet – ikke kun på jobbet

Han rykker sig frem i stolen ved modpartens ord. Endelig kommer der skred i forhandlingerne; endelig begynder ham på den anden side af bordet at åbne.

Han ved, at han må have det, den anden kan tilbyde ham, men prisen har indtil nu været for høj. Det har givet sammenstød undervejs. Så slemme, at han har været tæt på at sparke stolen bagud og gå i frustration. En forhandling uden bevægelse kan være aldeles dræbende.

Men nu tegner det godt – og rimeligt. Ja, prisen er lidt højere end håbet, men omvendt lavere end frygtet, og udbyttet står i hvert fald mål med udgifterne. Måske kunne han ha’ fået et bedre resultat, hvis han fra begyndelsen havde tromlet hen over sin uerfarne modpart – men han ved, at de snart skal mødes igen i en ny forhandling.

Den vil blive lettere, fordi han var tålmodig denne gang. Han smiler indvendig, mens den anden skitserer sit nye forslag og tænker tilfreds: Dér er målstregen. Den når vi.

Eksemplet her kunne være hentet fra adskillige virksomheder hver eneste dag. Men eksemplet er hentet fra min søns skolegård. Marius og hans klassekammerater kan nemlig lære os en hel del, uden at de selv aner det.

Marius har en stor interesse: Han samler på fodboldkort med al den passion, en syvårig kan rumme. Det er ikke noget, vi som forældre har opfordret ham til – det er helt hans egen idé.

Den gode pointe her er, at Marius ved at bytte fodboldkort i hvert frikvarter, lærer en masse, som formentlig aldrig kommer til at stå på et cv eller i en ansøgning, men som kan vise sig meget værdifuldt for hans arbejdspladser i voksenlivet:

Han lærer betydningen af en reel forhandling, hvor begge skal slække på kravene for at nå i mål, inden klokken ringer.

Han lærer at håndtere uenighed om f.eks. prisen på ét sjældent kort over for 10 af de mest almindelige – altså at det ikke er alt, der har samme værdi, selvom kortene ligner hinanden.

Han lærer at lukke en handel, så den føles retfærdig – af den simple grund, at drenge på syv år hurtigt holder op med at handle med en, der kun vil ha’ og ikke gi’.

Han lærer at tage hensyn i forhandlingen, fordi dem, han handler med, er de samme, han sidder sammen med, når frikvarteret er overstået.

Og hvad kan vi så lære af Marius? Mange ting, faktisk – f.eks.:
At du lærer og bør lære hele livet, uanset hvor ung eller gammel du er – og at det, du har lært tidligt, kan have værdi hele livet.

At passion altid vil være en fordel, når det gælder om at nå et resultat, uanset om vi taler om fodboldkort eller nye kunder.

At din næste medarbejder har lært at navigere gennem livet på mange andre måder end dem, du umiddelbart kan se i et cv eller på LinkedIn.

At kandidatens aktiviteter i fritiden – og de værdier og interesser, der ligger bag – ofte kan fortælle dig meget mere om hende/ham end et eksamensbevis eller en begejstret udtalelse. For de aktiviteter har kandidaten formentlig lært en masse af på det menneskelige plan.

Som syvårig har Marius allerede lært meget om, hvordan han skal gebærde sig i livet. Han er ikke selv klar over det, men de værdier og erfaringer, fodboldkortene har givet ham, bliver siddende i hans personlighed og i hans indstilling til livet.

Vi argumenterer ikke for, at du skal spørge hver enkelt kandidat om, hvad de foretog sig i frikvartererne i 2. klasse. Heller ikke, at I skal dele barndomsminder, inden kaffen er skænket op.

Men jo mere du spørger ind til personen, du sidder overfor, jo bedre er du rustet til at vælge den rigtige. For de værdier, der skal binde jer sammen, er grundlagt et helt andet sted end arbejdsmarkedet og i en helt andet tid end voksenlivet.

Det skal du være opmærksom på. Hvis du ved, hvad der tænder gnisten hos din kandidat, er du tættere på at gennemskue alle de pæne ord og nå ind til personen. Med eller uden fodboldkort i baglommen.