Alle jobsøgende er brobyggere!
Til jobsamtalen er det dit ansvar at bygge en bro mellem det, du tidligere har lavet og det, du fremover vil lave – men den ansættende part har også en vigtig opgave; de skal nemlig gå dig i møde!
Lad mig lægge ud med en lille fortælling fra den virkelige verden:
Der var engang en jobsøgende direktør, som mødte op til jobsamtalen med to mapper, hvori sirligt skrevne noter berettede om alle de refleksioner og observationer, han havde gjort sig om sin fortid, sin nutid – og ikke mindst sin potentielle fremtid i virksomheden.
Jeg var dybt imponeret, da jeg så, hvordan hans grundige forberedelse blev brugt aktivt gennem hele jobsamtalen til at understrege, hvorfor hans erhvervserfaring fra fødevarebranchen ville stille ham stærkt i en tilsvarende stilling i autobranchen – for som han så rigtigt påpegede, så er der i begge tilfælde brug for nogen, som kan sikre motiverende personaleledelse, udvikling af salgsindsatsen og optimal kædedrift.
Med sine stærke argumenter lykkedes den jobsøgende direktør med en af de allervigtigste opgaver, du har til en jobsamtale: At bygge broen!
Din branche er ikke unik
Som headhunter har jeg gennem tiden stiftet bekendtskab med mange spændende stillinger og brancher – men jeg har endnu til gode at støde på en, som er helt unik. Selvfølgelig findes der særlige systemer, arbejdsgange og opgaver – men der er med garanti også mange af dine kompetencer og erfaringer, som nemt kan oversættes til en ny kontekst.
Læs også: Er et brancheskift kun for de modige?
Og netop det skal du gøre til jobsamtalen. Den personlige og faglige værktøjskasse, som du gennem din karriere har pakket med diverse skarpslebne skills, skal du folde ud for den ansættende part. For jo mere du tager vedkommende i hånden, jo lettere bliver det at se matchet, og jo større er sandsynligheden for, at broen kan bære dig hele vejen til din drømmestilling.
En overbevisende salgstale kræver – præcis ligesom det er tilfældet på byggepladsen – et stærkt fundament. Og med hvert argument, du præsenterer for den ansættende part, lægger du en ny planke i broen, der forbinder dig med din potentielle fremtid.
Gå hinanden i møde
Det er dog ikke kun den jobsøgende, som skal bygge og bestige den metaforiske bro – det samme skal den ansættende part.
Hvis du som leder gang på gang ansætter plug-and-play kandidater, så går du ganske enkelt glip af en kæmpe talentmasse. Derfor gør du dig selv og din virksomhed en stor tjeneste ved at kigge bredere; for en medarbejder med en alternativ baggrund kan netop bibringe jeres arbejdsplads skæve idéer, som puster frisk luft i de traditionelle synspunkter og metoder.
Læs også: Kære ansættende leder, tør du kigge nye veje?
Udover manglende kemi og tillid så ser jeg dårlig brobygning som den absolut største grund til, at man som jobsøgende ikke får jobbet – eller at man som ansættende part går glip af en værdifuld medarbejder.
Jeg kan derfor ikke understrege nok, hvor vigtigt det er at hoppe i arbejdstøjet og finde plankerne frem – og forhåbentligt kan I mødes på midten af broen!
Tilbage til oversigten