Hands-on CFO til førende leverandør i eventbranchen (BESAT)

VIGSØ / Horsens
Kan du sætte flueben ved en stærk økonomisk faglig ballast, en solid forretningsforståelse og et kommercielt mindset? Og vil du bringe det i spil i en dynamisk, ISO-certificeret virksomhed med passion for gode lysoplevelser og med store ambitioner for fremtiden? Så kig nærmere på stillingen som CFO i VIGSØ-koncernen.

Førende leverandør med passion for gode lysoplevelser

Ekspertviden, service på højt niveau og ikke mindst passion for den gode lysoplevelse er udgangspunktet, når VIGSØ udlejer, sælger og rådgiver om kvalitetsudstyr, scenelys og lyseffekter til events. Netop derfor er VIGSØ en af Danmarks førende leverandører af teknisk udstyr til event-, produktions-, teater- og koncertbranchen.

Til at bidrage aktivt til vækstrejsen i virksomheden leder vi efter en forretningsorienteret og strategisk funderet CFO, som kan sikre økonomisk stabilitet, lønsom vækst og effektiv ressourcestyring. Hvis det er dig, vil du med afsæt i din stærke økonomiske faglighed og indsigt i forretningen få følgende ansvarsområder og arbejdsopgaver:

  • Udvikle og implementere finansiel strategi herunder fastlægge mål, udarbejde planer og identificere finansielle muligheder og risici på tværs af de forskellige forretningsenheder (VIGSØ DRY HIRE – VIGSØ SALES – Motor Stage Automation)
  • Sikre nøjagtig og rettidig finansiel rapportering fra alle forretningsenheder i gruppen
  • Overvåge likviditetsstrøm herunder indtægter, omkostninger og betalingscyklusser samt sikre tilstrækkelig likviditet og effektiv kapitalforvaltning, der kan støtte vækstinitiativer og yderligere skalering
  • Identificere, vurdere og håndtere finansielle risici
  • Forhandlinger vedrørende forsikringsaftaler samt løbende kontakt med bank og revisor
  • Lønadministration

Din base bliver på virksomhedsdomicilet i Horsens, hvor du vil få indflydelse på virksomhedens strategi samt på hvordan økonomifunktionen skal se ud på sigt. Du bliver samtidig en vigtig sparringspartner for den øvrige ledelse – både i det daglige samt på leder- og bestyrelsesmøder – med reference til COO, Kasper Sønberg.

Solid forretningsforståelse og udviklingsorienteret mindset

Vi søger en hands-on CFO, som med sin kommercielle tankegang og sit udviklingsorienterede mindset formår at identificere potentialer for skalering – og som med pondus og stærk argumentation får andre med på sine initiativer, der bygger på strategisk indsigt og analyse. Desuden har du en solid forretningsforståelse, som du kan trække på, når du skal indfri dine ambitioner på egne og virksomhedens vegne.

Med din jordnære og sociale facon motiveres du af at samarbejde på tværs og tage del i fællesskabet i et lille, men engageret og kompetent team. Dine kommunikative evner er gode – og du evner at håndtere budskaber med komplekse problemstillinger. Samtidig trives du i en hands-on rolle, hvor du får lov til at kombinere det strategiske arbejde med at være udøvende på de økonomirelaterede opgaver.

Du kommer med en relevant økonomisk uddannelsesbaggrund. Dog er din praktiske erfaring fra en lignende stilling med det fulde ansvar for økonomifunktionen og dine skabte resultater inden for forretningsmæssig optimering vigtigere end din konkrete uddannelsesbaggrund. Har du viden om eksport og import udenfor EU, er det en fordel – og hvis ikke, sikrer din faglige ballast og dit engagement, at du hurtigt lærer det.

IT-mæssigt er du stærk i Office-pakken – særligt Excel, og det er et plus, hvis du har kendskab til e-conomic. Sprogligt behersker du dansk og engelsk på højt niveau.

Vigtigst er det, at du befinder dig godt i et kreativt arbejdsmiljø, og at du har motivationen, ambitionerne og evnerne til at bidrage til en spændende rejse!

Betroet samarbejdspartner og energisk arbejdsmiljø   

Med udgangspunkt i de seks pejlemærker; service på højeste niveau, first-movers, dedikation, erfaring, et stærkt fundament og fokus på relationer, har VIGSØ siden etableringen i 2016 positioneret sig som en førende og betroet samarbejdspartner i eventbranchen. Som den nye CFO bliver du en del af en virksomhed, der anerkendes for at give sine kunder muligheden for at flytte grænserne for deres events – og levere fantastiske oplevelser, man ikke glemmer.

Du bliver samtidig en del af et energisk og ungt miljø, hvor dine kommende ca. 15 kollegaer værdsætter den uformelle tone, den flade struktur og den høje grad af involvering. Hvis det er dig, vi leder efter, vil du hurtigt opleve, at der er stor forandringsparathed og høje ambitioner blandt de ildsjæle, der arbejder i VIGSØ.

Interesseret?

OBS: Vi har lukket mellem jul og nytår. Vi glæder os til at læse din ansøgning, når vi er retur på kontoret d. 3. januar. 

For at komme i betragtning til dette job skal du søge stillingen via knappen 'Søg jobbet'. Her kan du uploade dit CV samt beskrive din motivation for at ansøge.

Er du interesseret i at vide mere om stillingen forud for din ansøgning, er du velkommen til at kontakte os. HumanTrust A/S arbejder målrettet med at gennemføre rekrutteringsprocessen til dette job hurtigst muligt. Vi arbejder derfor ikke med ansøgningsfrist.

Rekrutteringsprocessen foregår i et tæt og fortroligt samarbejde med vores kunde. Alle materialer behandles fortroligt, og vi følger gældende GDPR-regler.

Bemærk at jobannoncen løbende genindrykkes på diverse jobportaler. Dette er udelukkende udtryk for, at rekrutteringsprocessen ikke er afsluttet, og ikke at den er startet forfra.

Spørgsmål til jobbet kontakt os gerne

Er du interesseret i at vide mere om denne udfordring forud for din ansøgning, er du velkommen til at kontakte os.
Rolf Østergaard

Rolf Østergaard

Headhunter

Gennem mere end 20 års erfaring med salg har Rolf opbygget et solidt kendskab til og netværk i forskellige brancher. Han har derigennem styrket sin værdifulde evne til at skabe tillid og personlige relationer, så kunderne oplever, at de kan få hjælp til at løse deres problemstillinger. Rolf har et mål – et mål om altid at gøre tingene bedre end dagen før. Det gælder ikke bare personligt, men for hele holdet. Som person er Rolf særligt kendetegnet ved sit engagement, sin professionalisme og ikke mindst sin ansvarlighed.

Læs mere Læs mindre