Vær dig selv – også før du søger job
Vi kigger ikke efter snorlige karriereforløb – vi går efter den autentiske kandidat, der står ved sig selv.
Inden for halvanden uge har Danmark været til to valg, hvor alle vælgere har haft mulighed for at sætte et x ved den kandidat, de hver især foretrækker. Mange sætter krydset ud fra vane, partimedlemskab eller fordi de kender kandidaten personligt – men det er ikke nødvendigvis de kandidater, vi har lagt mest mærke til.
Der er nemlig altid nogle, der skiller sig mere ud end andre i løbet af valgkampen. Og dem, der kan samle – og skille – vælgerne mest, er ofte dem, der forekommer mest ægte og personlige. Med et andet ord: Autentiske.
Mange af os vil nemlig ikke bare være enige med dem, vi vælger til at lede landet. Vi vil også mærke, hvem de er, og hvad de rummer bag ved slagordene og løfterne.
På den måde er der ingen forskel på at søge vælgernes opbakning til en plads i Folketinget og på at søge et nyt job. Det er fint at have alle de smarte one-liners hængende klar til brug i ærmet, og samtidig have et godt bud på firmaets fremtidige retning – men hvis ikke virksomheden stoler på, at du er ægte, kommer du ikke i nærheden af den stol, du stræber efter.
Pointen er, at din personlighed kan være altafgørende. Derfor skal vi kunne mærke, hvem du er, inden vi vælger og ansætter.
Vi har tidligere fortalt om, hvor vigtigt det er at turde være sig selv ved en jobsamtale og f.eks. svare ærligt og umiddelbart på uventede spørgsmål. Men du kommer aldrig frem til jobsamtalen, hvis vi ikke kan mærke din ærlighed fra begyndelsen.
Nogle gange støder vi på et pletrenset cv, hvor der er enkelte huller i datorækken. De kan være næsten usynlige, men de er der, og når vi først opdager dem, bliver vi for alvor nysgerrige: Hvorfor er der et hul på nogle måneder?
Forklaringerne kan være mange og udmærkede – f.eks. en udlandsrejse, en orlov eller måske sygdom. Men de fleste gange viser det sig, at hullerne dækker over enten en kikset ansættelse eller et forsøg på at starte som selvstændig, som bare ikke lykkedes. Her er vores klare budskab: Stå ved det!
Det er ingen skam at have sagt ja til det forkerte job, eller at måtte opgive drømmen om at blive selvstændig. For os, der skal finde den bedste kandidat, er det værdifuld information, og der er ingen grund til at gemme på tingene.
En meget afgørende faktor ved enhver ansættelse er at kunne fornemme personligheden bag den enkelte kandidat. Det inkluderer også de skæverter, du har slået i livet og i karrieren. For os er det bare vigtigt at forstå, hvorfor du slog netop de skæverter:
Hvorfor sagde du ja til det job, der ikke var det rigtige alligevel? Hvorfor viste det sig at være forkert? Hvad kunne du selv have gjort anderledes – og hvad har du lært?
Eller, hvis det handler om et forsøg som selvstændig: Hvorfor ville du være selvstændig – og hvorfor holdt du op med det igen? Hvad skulle have været anderledes? Hvad var din vigtigste erfaring – og hvad kan du bruge det til i dit næste job?
At stå ved sit liv er aldrig et dårligt udgangspunkt for at starte et samarbejde. Når du skriver din ansøgning og dit cv, er det derfor vigtigt, at vi kan mærke dine værdier og din væremåde – og her spiller din fortid også en vigtig rolle. Hvor heftige dine sving på vejen end måtte være, er de en del af din bagage og dine erfaringer, og du skal ikke være bange for at vise det.
Selvfølgelig ser vi lige så meget fremad for at vurdere, hvordan du kan gøre en forskel for virksomheden de kommende år, men dit liv og karriere indtil nu er fundamentet for at forstå dig som person – og som vi har sagt et par gange: Din faglighed er vigtig, men din personlighed er vigtigere.
Hvis du står ved dine fejltagelser og har lært af dem, står du langt stærkere i vores øjne, end hvis du forsøger at gemme dine skæverter og helst ikke tager ansvar for dem.
Hermed er vi tilbage ved det autentiske. Alle har sider af deres cv eller deres liv, som ikke nødvendigvis passer ret godt til den næste jobansøgning, men her skal du huske én vigtig ting: Når vi skal finde finalefeltet blandt kandidaterne, går vi ikke efter det smukkeste glansbillede eller den mest strømlinede karriere.
Vi går efter den profil, der tegner det mest komplette billede i forhold til jobbet og som efter vores vurdering vil passe bedst ind på holdet.
På den måde er det ikke meget anderledes, end når politikerne kæmper om at blive valgt ind i Folketinget. Og i lighed med en valgkamp skal du aldrig love mere, end du kan holde. Det bliver nemlig hurtigt afsløret.
Tilbage til oversigten