Overvejer du at lave en Laudrup?
Det kan være fristende at skifte til den nærmeste konkurrent – men du skal tænke flere ting igennem først
Et jobskifte er på papiret såre enkelt: Den ene chef bliver skiftet ud med den anden, den ene flok kolleger byttet med nogle andre, og nye udfordringer fylder hurtigt hverdagen. Så let er det bare ikke altid, og slet ikke, hvis du skifter til en af din nuværende arbejdsgivers skarpeste konkurrenter.
Spørg bare Michael Laudrup. I 1994 lavede han ”det forbudte skifte” fra Barcelona til Real Madrid – det var slemt nok, at han ønskede at forlade klubben, men destinationen kunne ikke være værre. I hvert fald ikke i tilhængeres øjne, og danskeren gik fra elsket til hadet på få timer; kun på grund af sin nye arbejdsgiver.
Det sker jævnligt, at vi har samtaler med kandidater, som er i spil til denne Laudrup-finte: At skifte fra en tilsyneladende komfortabel position hos ét stærkt firma til en lignende rolle hos den nærmeste konkurrent.
Det er altså ikke usædvanligt, og følelserne i dansk erhvervsliv er (heldigvis) aldrig så voldsomme, som de var hos Barcelonas fans for godt 25 år siden. Men der kan sagtens være problemer i det alligevel.
Lad os bruge en ledende sælger som eksempel. Du har i en del år været virksomhedens stærkeste sælgerkort, og det har ikke skortet på skulderklap og opbakning for de store og vigtige ordrer, du har landet.
Nu har du fået øje på en lignende stilling hos en af jeres konkurrenter, hvor lønnen er bedre, og græsset virker en anelse grønnere. Måske var det på tide med en ny udfordring?
Ja, det kan sagtens tænkes, men vores erfaring er bare, at ved et skifte mellem nære konkurrenter kræver det ekstra meget forberedelse og ekstra mange spørgsmål på forhånd. Du kan nemlig ikke bare kopiere din hidtidige succes til et nyt firma, selvom du skal sælge et produkt, der ligner til forveksling.
Læs også: Et klubskifte behøver langt fra at være en fiasko.
Vores anbefaling er at tænke scenariet igennem i to trin og lade være med at fokusere blindt på lønnen. Du skal i stedet fokusere på nogle helt grundlæggende rammer, for hvad er årsagen til, at du har fungeret så godt, som du har? Har du haft præcist de frie rammer, du har brug for? Har de andre på holdet givet den perfekte sparring, som er nødvendig, for at du kan blomstre? Kunne virksomhedens værdier og kultur lige så godt være defineret af dig selv? Hvad er det i hverdagen, der matcher din passion så godt?
Sagt på en anden måde skal du ærligt over for dig selv beskrive de elementer, der har givet dig succes – også dem, du ikke selv har umiddelbar indflydelse på.
Næste trin i dine overvejelser handler om det, du rækker ud efter på den anden side af gaden. For én ting er, at produkterne minder om hinanden, men hvad med kemien og kulturen?
Her kan du stille de samme spørgsmål som før, bare med omvendt fortegn:
- Har den anden virksomhed nogle rammer, du kan trives i?
- Hvem skal du være på hold med?
- Hvordan er ledelsesstilen og den daglige tone sammenlignet med det, du kender?
- Hvor fri eller begrænset bliver din hverdag?
- Og hvor passer din passion ind i det nye kontor?
I princippet er de spørgsmål altid vigtige at stille, når du overvejer at skifte job. Vi oplever bare, at det er ekstra vigtigt, når man vil skifte til en konkurrent i samme branche, fordi der er en tendens til tro, at man ”bare” skal blive ved med at lave det samme som hidtil, blot i nye rammer.
Sådan er det ikke. Succes på jobbet handler ikke kun om, at du kan bruge dine evner og gøre det, du er bedst til, men også at fungere på et hold og trives i en kultur, der får det bedste frem i dig. Du skal ganske enkelt være superskarp på værdierne og filosofien i den nye virksomhed.
Sammenligningen med fodbold ligger lige for: Hvis du har været en dygtig central midtbanespiller i klub A, er der ingen garanti for, at du vil fungere lige så godt på samme plads i klub B. Det afhænger af spillestilen, det taktiske oplæg, din træner og dine holdkammerater, personlig trivsel – ja, hele hverdagen.
Læs også: Hvilke ambitioner har du med det nye job?
Dertil kommer et par andre overvejelser, der også er værd at tage med. F.eks. hvis du som sælger i årevis har lanceret ét mærke som verdens bedste, og nu skal overbevise de samme kunder om, at et andet mærke med ét er blevet det bedste – hvordan vil du gøre det?
Og hvad gør du, hvis det grønne græs på den anden side viser sig at være en illusion, og du hurtigt fortryder – står døren så fortsat åben til dit nuværende job?
Nej, det er ikke umuligt at ”lave en Laudrup”, og det sker jævnligt uden store problemer. Men netop fordi konkurrencen kan være hård, kan det have nogle konsekvenser. Det skal du tænke grundigt igennem, inden du skifter til en af ærkerivalerne.
Tilbage til oversigten