Ny Recruiter & Business Developer i HumanTrust
Mathias Mortensen er netop startet i stillingen som Recruiter & Business Developer i HumanTrust.
Med erfaring inden for rekruttering samt en kandidat i Uddannelsesvidenskab er Mathias en stærk tilføjelse til teamet. Han har tidligere haft et særligt fokus på ansættelsessamtalen, men glæder sig til at være inde over hele processen fra A til Å:
- Jeg glæder mig til at få alle de små dele til at gå op i en højere enhed og til at følge en virksomhed fra første møde og til opfølgningssamtalerne. Derudover ser jeg frem til at sætte skub i nogle udviklingsprojekter, som kan være med til at rykke HumanTrust.
Mathias beskriver sig selv som en grundig, målrettet og analytisk person, og netop den kombination vil komme HumanTrusts kunder og kandidater til gode:
- Jeg elsker at lære nyt og fordybe mig indtil, jeg forstår de mekanikker, der er på spil. Jeg tror nemlig på, at man kun bliver god til noget, hvis man vil gøre det hårde arbejde – og det vil jeg rigtigt gerne! Derfor har jeg glædet mig til at komme i gang og til at blive en del af et rekrutteringsbureau, som jeg kan mærke deler mit ambitionsniveau.
Vi har også glædet os til samarbejdet og ser frem til at lære Mathias meget bedre at kende og se ham in action.
Bag om Mathias:
- Bor i Aarhus
- Forlovet med Line
- Tidligere elite landevejscykelrytter
- Barista på hobbyplan