Jobsøgende for første gang? Her er tre tips
Der er en første gang for alting, også når det gælder jobsøgning.
De fleste mennesker søger et utal af forskellige fritidsjobs i løbet af ungdomslivet. Det ender med, at nogle arbejder sæson i for eksempel landets forlystelsesparker eller iskiosker, mens andre har faste lukkevagter året rundt i detailhandlen. Håndværksstuderende kæmper om de eftertragtede praktikpladser, mens der blandt de universitetsstuderende er hård kamp om relevante studiejobs.
Fælles for praktik- og jobsøgningerne er, at de giver livsvigtige erfaringer, som man kan trække på senere i livet, hvis en pludselig opsigelse lander på skrivebordet.
Mens en stor del af arbejdsstyrken har erfaringer med jobsøgning at trække på i sådan et tilfælde, står andre mennesker – oftere end man lige skulle tro – først sent i livet overfor deres første jobsøgning.
Det kan skyldes flere ting, men en væsentlig faktor er, at et stort antal jobs bliver besat gennem velfungerende netværk, og det kan for nogle kandidater betyde, at de har landet mange jobs på den måde.
Uanset årsagen eller tidspunktet, hvor du står over for den første jobsøgning, har situationen meget tilfælles med den første date, hvor spørgsmålene er mange, og svarerne er få: Hvordan bærer man sig ad? Hvad skal man sige om sig selv? Hvad skal man spørge om?
Læs også: Dine referencer kan blive tungen på vægtskålen
Der er ingen succesfulde erfaringer at trække på, og tankemyldret kan ofte få den negative konsekvens, at man går i stå og ikke kommer videre. De triste tilfælde har vi set gentagne gange, og det er hverken i jobsøgeres eller virksomheders interesse. Hvordan du får taget første skridt, åbnet munden og sagt de første ord, giver jeg tre tips til her.
For det første skal du identificere og sætte ord på dine egne evner og kompetencer. Det lyder måske let, men det er det langt fra.
Første gangs jobsøgende har ofte været mange år i den samme virksomhed og beskæftiget sig med de samme arbejdsopgaver. Det faktum kan gøre det svært at beskrive sine kompetencer og sætte ord på faglige kvalifikationer.
Hvis klappen er gået helt ned, kan det være en god idé at alliere sig med tidligere chefer eller kollegaer i denne proces, da personer, du har arbejdet tæt sammen med, kan have lettere ved at fremhæve dine unikke kvalifikationer. Den viden og de kompetencer, som du tillærte dig for flere år siden, ligger måske latent i din arbejdsstil, når du eksempelvis dyrker og plejer en kunderelation. Omvendt kan det for kunden måske virke lige til at beskrive den værdi, som du skaber.
Læs også: Får du fortalt, hvad du vil?
Det giver også selvtillid at være bevidst om sine styrker. Som vi har fortalt om tidligere, kan netop troen på egne evner være udslagsgivende, når en virksomhed skal vælge finalefeltets endelige kandidat. Så negliger ikke dette step. For med viden om dine egne forcer bliver det også langt lettere at være den bedste udgave af dig selv, og du får tilmed væsentligt indhold, du kan fremhæve i dine jobsøgningspapirer.
For det andet skal du mærke efter. Du skal helt ned i maven og mærke efter, hvad det er, du gerne vil arbejde med, og hvorfor du gerne vil beskæftige dig med lige nøjagtig det.
Noget af det, jeg oplever i mine samtaler med jobsøgende, der har siddet i det samme job i en længere årrække, er, at de fokuserer nærmest ensidigt på det, som de ikke vil lave i deres kommende job. Det har den konsekvens, at jobsøgningen tager et negativt afsæt.
Mit råd er derfor at tage udgangspunkt i den anden lejr og fokusere på, hvad du gerne vil beskæftige dig med, og hvad dit kommende job skal bestå af. I den forbindelse kan du berøre mange forskellige aspekter ved jobbeskrivelsen – blandt andet ledelsesstil, det tværorganisatoriske samarbejde og naturligvis arbejdsopgavernes indhold.
Du er nu nået til det sidste råd, som er, at du skal turde at åbne dig og spørge dit netværk om hjælp. Det kan virke banalt, men for de fleste er det faktisk grænseoverskridende at vise sårbarhed overfor personer, de kun plejer at tale hardcore business med.
Resultaterne ved at gøre det taler sit tydelige sprog, og netværkets hjælp viser sig ofte at være nøglen til det næste job. Dit netværk skal du klæde på med sætninger om, hvem du er, hvad du kan, og hvad du vil. På den måde har dit netværk langt lettere ved at hjælpe dig og sparke døren ind til de virksomheder, du gerne vil i kontakt med og være en del af.
Jeg mindes aldrig at have set det stå skrevet, at det skulle være nemt at få et job, men tager du de tre tips til dig, kan dit næste job ligge lige for. Det gælder uanset, om det er et i rækken af jobs, du skal søge, eller om det er din karrieres første.
Tilbage til oversigten