HumanTrust styrker ejerkredsen med stærk kommerciel profil

Pr. 1. oktober 2024 indtræder Rolf Bonde Petersen i ejerkredsen i HumanTrust. Han bliver samtidig en del af bestyrelsen, som dermed styrker sine kompetencer med endnu en stærk lederprofil, der kommer med en mangeårig baggrund inden for marketing og salg.

- Med Rolf som en del af ejerkredsen og bestyrelsen styrker vi vores kompetenceportefølje og får samtidig en betroet sparringspartner endnu tættere på beslutningerne. Samtidig er det vigtigt for os, at der er et match på både det personlige, værdimæssige og kemimæssige plan, og det har vi kun fået bekræftet i det år, Rolf har været en del af HumanTrust som Headhunter, fastslår bestyrelsesformand, Søren Brixen.

For Rolf Bonde Petersen er der heller ingen tvivl om, at han er landet det rette sted:

- Det store fokus på det hele menneske i rekrutteringsprocessen gjorde, at jeg faldt fuldstændigt for HumanTrust for 1 års tid siden – og den indledende forelskelse er kun vokset dag for dag. Vi hører ofte fra både kunder og kandidater, at vi gør en positiv forskel for dem, vi møder på vores vej, og derfor er jeg enormt stolt af min arbejdsplads, fortæller Partner, Rolf Bonde Petersen og fortsætter:

- Netop derfor er jeg virkelig glad for muligheden for at blive lukket helt ind i kernen af forretningen. Fra mine tidligere lederroller er jeg vant til at være tæt på beslutningerne, og der ligger for mig en kæmpe tilfredsstillelse i at drive og udvikle en virksomhed med afsæt i stærke værdier og principper. Det glæder jeg mig til at gøre i samarbejde med ejerkredsen på det strategiske plan – og med det øvrige stærke team i hverdagen.

Rolf Bonde Petersen har det seneste år haft fokus på at styrke HumanTrusts tilstedeværelse i Aarhus-området yderligere, og det vil fortsat være hans fokus i den nye rolle som Partner.

- I HumanTrust arbejder vi på at give vores kunder og kandidater den bedst mulige sparring og rådgivning på tværs af brancher og lokationer, og trods en mangeårig tilstedeværelse i Aarhus er der stadig et stort potentiale, som jeg ser frem til at forfølge yderligere de kommende år med afsæt i vores unikke tilgang til at matche spændende virksomheder med dygtige medarbejdere.

 

Om Rolf Bonde Petersen

Rolf Bonde Petersen har været ansat i HumanTrust siden 1. september 2023. Han kommer med en spændende karriere bag sig som bl.a. Nordic Marketing Director hos Mars Inc., Global Brand Director hos Arla, Senior Strategic Consultant hos ZUPA, CEO & Co-Founder hos effectlauncher, Head of International Marketing hos Goodlife Foods / Daloon og Senior Consultant hos Nigel Wright. Privat har Rolf to børn og bor i Aarhus, hvor han nyder at holde sig i form med blandt andet styrketræning, golf og padel.

 

For yderligere oplysninger, kontakt:

Søren Brixen, Bestyrelsesformand & Partner: +45 2463 1115
Rolf Bonde Petersen, Partner: +45 7199 0571

Tilbage til oversigten