Har du googlet dig selv for nylig?
Du efterlader altid digitale spor – så tænk dig om
Det private er blevet offentligt – på godt og ondt. De sociale medier har haft en enorm indflydelse på den måde, vi omgås hinanden, og det, der engang var egne, diskrete holdninger eller små forbipasserende glimt fra hverdagen, bliver nu delt med alle, der har lyst til at læse det.
Mængden af information, vi deler med hinanden, er blevet enorm. Det samme er mængden af de informationer, vi fortæller om os selv til hele verden. Ikke ”kun” de 328 venner på Facebook.
Jeg har intet imod, at man bruger de sociale medier flittigt. F.eks. er Facebook fremragende til bl.a. at holde kontakten med tidligere kolleger og/eller gamle klassekammerater, til at dele store oplevelser og/eller frustrationer – eller bare til hente et godt og hurtigt grin.
Det gør mig heller ikke noget, at nogle vælger at lægge personlige ting offentligt frem – det er deres valg, og som privat modtager kan jeg reflektere over det eller lade være.
Pointen er bare, at det private og det professionelle rum på nettet ikke er totalt isoleret fra hinanden og at mange i et vredt eller opstemt øjeblik ikke tænker over, om deres indlæg i debatten eller deres billeder fra firmafesten senere kan vise sig at have en boomerang indbygget.
Og når f.eks. virksomheder og headhuntere skal rekruttere, er det i dag helt utænkeligt at gå uden om internettet og den guldgrube af informationer, det kan gemme på.
Dermed siger jeg også, at du ofte kan fortælle din måske kommende arbejdsgiver utroligt meget om dig selv på forhånd – uden at du er klar over det. Har du f.eks. prøvet at Google dig selv?
Billeder fra tøseturen
Jeg opfordrer ikke til, at man skal stikke hovedet i busken og gemme f.eks. politiske holdninger langt væk. Dem er alle i deres gode ret til at fremføre.
Men hvis du f.eks. på din Facebook-væg giver bestemte personer, virksomheder eller brancher tørt på, skal du ikke blive overrasket, hvis de samme virksomheder og brancher senere er lidt tøvende med at kalde dig til samtale.
Samtidig skal du huske, at dem, der søger oplysninger på dig – bl.a. sådan én som mig – finder langt flere informationer om dig, end du måske regner med.
Vidste du f.eks., at private billeder fra f.eks. Instagram eller delinger på Pinterest kan være med til at tegne din profil, når andre vil vide mere om dig – for ikke at tale om de der billeder fra tøseturen til London eller herre-skituren til Alperne, som du er blevet tagget i?
Den slags billeder kan man slette, bevares, men ordet ”væk” findes principielt ikke på nettet.
Privat og professionelt
Det betyder ikke, at du skal lægge tykke, snærende bånd som dig selv og kun fremstå som en køligt kalkulerende snerpe på f.eks. Facebook, men du skal huske læresætningen: Skriv kun noget på de sociale medier, som du vil skrive på et skilt og gå op ned af byens gågade med.
Kort sagt: Tænk dig om. Det behøver faktisk ikke at være kedeligt at være på f.eks. Facebook af den grund.
Samtidig skal du, især som potentiel ansøger, selvfølgelig huske, at Facebook er til den private dig, mens LinkedIn er til den professionelle.
Ja, vi har alle begge dele af personligheden med på job, men i den virtuelle verden skal du være skarp på adskillelsen.
Ganske vist har jeg tidligere argumenteret for, at din personlighed er vigtig, når du skal ansættes – og det gælder stadig.
Men når et rekrutteringsfirma skal lave den første grove sortering, kan din profil på LinkedIn være meget medvirkende til, om du ryger af i svinget eller videre til næste heat. Derfor skal du holde tingene adskilt.
Professionelt billede
Et typisk eksempel på sammenblanding, vi desværre stadig ser, er at mange bruger et uskarpt billede med nytårshat, promiller og/eller badetøfler som profilbillede på LinkedIn.
Det går selvfølgelig ikke – din kommende arbejdsgiver har ikke noget imod, at du er afslappet og uhøjtidelig, men du skal ikke fremstå useriøs på dit digitale visitkort. Derfor:
Et professionelt billede signalerer, at du tager dem alvorligt, som tjekker din profil – og det kunne jo være din næste arbejdsgiver.
Tilbage til oversigten