Fuck-dig-konto: Hvad er nu det for noget?

En karriereopsparing kan gøre dig til herre over din egen karriere

Det kære arbejdsliv. Den indiskutable største timesluger, som et tiltagende karriereræs blandt både unge, nyuddannede, voksne og seniorer kun har gjort større igennem en længere periode. Ambitioner og karrieredrømme kan man synes om, hvad man vil. Det eneste, jeg som Headhunter interesserer mig for, er, at kandidater arbejder med det, som motiverer dem allermest, hvad end det må være et deltidsjob eller en arbejdsuge uden weekenddage. Motivation er dog en speciel størrelse, for den har det med at ændre sig.

Hvad der engang tiltalte dig ved 75 årlige rejsedage til salgskontorer i de fjerneste verdenshjørner, trækker måske ikke lige så meget i dig i dag, hvor du er nygift, og din kone venter familiens andet barn?

Ledelsesansvaret i den globale organisation med flere tusinde medarbejdere kan have været en stor motivationsfaktor, men måske er arbejdsdagene med medarbejdersamtaler alle døgnets timer det ikke længere?

Hvornår du bliver opmærksom på, at din motivation ændrer sig, eller hvad der præcist fører til, at den ændrer sig, er svært at sige, da årsagerne hertil kan være mange. I min tid som headhunter har jeg dog oplevet mange eksempler på, hvordan skelsættende livsbegivenheder tvinger kandidater til at mærke efter og overveje, om de bruger døgnets timer på det, som de allerhelst vil.

Læs også: Skilles I som venner eller fjender?

For nyligt meldte en kandidat sig på banen til en af vores rekrutteringsopgaver. Kandidaten kom fra en stor stilling, hvor hun i flere år havde knoklet en vis legemsdel ud af bukserne med motivationen i top. Hun havde lagt oceaner af arbejdstimer i jobbet og haft stor succes, men et kræftbehandlingsforløb fik hende til at stoppe op og mærke efter, om hun nu også brugte sin tid mest værdifuldt. Svaret var nej, og efter behandlingen lavede hun et karriespring i en helt ny retning, hvor hun aldrig får en arbejdsuge på mere end 37 ugentlige timer. Til gengæld har hun nu et job, som hun på ny brænder for, da det også giver hende mulighed for at nyde andre ting, hun værdsætter såsom familieliv, raske gåture og venskaber.

Det lyder nemt sådan bare at sadle om fra den ene dag til den anden, men det er det naturligvis ikke i alle tilfælde, for der er også et parameter, der hedder økonomi.

Består dine ydre rammer af en høj husleje, en ferielejlighed i det sydfranske og to store biler, kan man for eksempel ikke med ét ændre sin månedlige indkomst radikalt.

Før omtalte case eksemplificerer dog en tendens, jeg ser flere steder i både artikler og kommentarspor på LinkedIn. Det virker til, at kandidater fra alle mulige brancher og på alle organisatoriske niveauer har brugt det seneste års mange hjemmearbejdsdage på at mærke efter, om deres arbejdsliv kunne skrues sammen på en endnu mere motiverende måde. Mange er med eftermiddagskaffen stående på havebordet kommet til den konklusion, at det kan karrieren.

På sin vis glæder det mig, at flere er kommet til den erkendelse, for virksomheder performer bedre med motiverede medarbejdere. På den anden side ærgrer det mig, at manglende motivation ofte først opdages, når skelsættende begivenheder indtræffer og giver stof til eftertanke.

Læs også: Husk at reagere på de små røde lamper

Iblandt de spændende kommentartråde oplever jeg dog også kandidaters frygt for at forfølge det, de brænder for og motiveres af – for det kan eksempelvis have nogle økonomiske konsekvenser at skifte fra det ene til det andet job. Løsningen på problemet lader til at være en fuck-dig-konto, som i sin oprindelige form er en opsparing, der skal sikre dig økonomisk, hvis du lander i et job med den forkerte chef (jævnfør en tidligere artikel i Børsen med topchef i Irma, Søren Steffensen). Opsparingen er din økonomiske sikkerhed, så du trygt kan troppe op på chefens kontor og sige ”fuck dig, jeg skrider”, uden det skal betyde, at du skal gå fra hus og hjem som det første.

Fuck-dig-kontoen har i mine øjne potentiale til mere end at håndtere forkerte jobmatch. Opsparingen skal også kunne hjælpe umotiverede kandidater med at genfinde deres motivation. Jeg har mødt mange kandidater i vores kom-godt-videre-forløb, der er kommet så langt ud, at de ser deres job som nød og pligt frem for glæde og lyst.

Beløbet på fuck-dig-kontoen skal være stort nok til, at kandidater aldrig behøver at komme så langt ud, hvor selvtilliden er tæt på frysepunktet, for det er alt andet lige sværere at netværke og søge jobs med dryppende næse og frosne fingre.

Om du i sidste ende opretter en karrierekonto, og hvad du navngiver den, lader jeg være op til dig selv at bestemme. Jeg håber blot, at du gør dig selv den tjeneste at mærke efter og evaluere din karriere lidt oftere. Det skylder du dine omgivelser og ikke mindst dig selv.