Er du for let at forføre?
Et godt hjemmearbejde kan spare dig mange frustrationer senere.
At blive forelsket ved første blik er der intet galt i. Det kan være berusende, dejligt og næsten umuligt at kontrollere. Det har bare én bagside:
Den kritiske sans forsvinder som sne på en sommerdag, når følelsen af at have fundet den eneste ene rammer frontalt.
De fleste har prøvet det, og de fleste har derfor også erkendt, at selvom det kan være dejligt (og måske endda praktisk) at være blind for den udkårnes fejl og mangler, er det trods alt mere sikkert at kende det større billede.
I hvert fald, hvis forholdet skal overleve de første stormende følelser – og i særdeleshed, hvis I begynder at overveje at få papir på hinanden. Du gifter dig vel heller ikke, før du har mødt svigerfamilien?
Det samme gælder, hvis du er på vej til at skifte job og enten beslutter at gå aktivt efter en bestemt virksomhed eller bliver prikket på skulderen af en headhunter, som har et tilbud til dig.
Selvfølgelig skal du give dig selv lov til at blive begejstret, og selvfølgelig skal du tage imod et sådant tilbud i en positiv ånd.
Men at være positiv er ikke det samme som at lukke øjnene.
Indtag detektivrollen
Et minimum af research forinden vil nemlig ruste dig meget bedre til resten af forløbet – uanset om du ender med at blive tilbudt jobbet eller ej.
Der er de oplagte muligheder: Tjek virksomhedens hjemmeside, dens regnskaber og ejerstruktur. Er det en ejerledet virksomhed eller et datterselskab i en større koncern? Hvordan ser økonomien ud? Er de pressede, eller er der plads til at tænke nyt og måske satse lidt? Hvordan præsenterer virksomheden sig selv udadtil?
Hertil hører også LinkedIn. Hvis virksomheden ikke selv er særlig aktiv her, er det helt legalt at tjekke nogle af de ledende medarbejderes profil.
- Hvad er deres baggrund?
- Hvor længe har de været ansat?
- Er det et sted, man bliver længe, eller er der lidt for god gang i svingdøren?
- Hvad har din måske-kommende chef lavet før?
For nogle giver det også god mening at tjekke, hvordan virksomheden engagerer sig f.eks. som sponsor i det lokale idrætsliv eller i form af en skarp CSR-profil.
Det er naturligvis ikke alle kandidater, der lægger vægt på den slags, men hvis det betyder noget for dig i dit arbejdsliv, bør du være opmærksom på, om dine værdier ser ud til at passe ind.
Tag referencer
Næste skridt er at spørge i dit netværk. Det tager ikke lang tid, f.eks. gennem LinkedIn, at finde ud af, hvem i dit netværk, der har et godt kendskab til virksomheden eller den chef, du måske skal referere til.
Her må du aldrig nøjes med én reference; uanset om du har 100 pct. tillid til den person, du spørger. Enhver reference er altid en subjektiv vurdering og kan være farvet af ting, som reelt ingen betydning har for jobbet.
Hvis du f.eks. får en negativ karakteristik af en mulig chef, skal du spørge ind til baggrunden – hvorfor bryder du dig ikke om vedkommende? Hvad skete der, siden du siger sådan? Hvad kan forklaringen være? Har han engang stjålet din kæreste i skolen, eller er det noget mere alvorligt?
Det samme gælder også omvendt, hvis roserne er overstrømmende: Sig tak for input, tag det med dig – og spørg så en anden og gerne en tredje i dit netværk.
Meget handler også om personlighed og kemi. Bare fordi én person taler varmt om direktør Hansen, er det jo ikke sikkert, at du og direktøren kan holde ud at være i samme rum mere end fem minutter. Også derfor skal du spørge flere.
Måske lyder det som en ordentlig mundfuld, hvis det ”bare” drejer sig om et jobskifte. Men i vores verden er der ikke noget ”bare” over at skifte job.
Det er en beslutning, der har stor betydning for dit liv, og som også påvirker din familie – både når vi taler løn, arbejdstider, faglige udfordringer og den generelle stemning på arbejdspladsen.
Derfor skal du gøre dit benarbejde fra begyndelsen; også hvis du umiddelbart er så forelsket i jobbet, at du slet ikke kan se andet end de positive muligheder fra din lyserøde sky.
Jo bedre forberedt, du er på dem, du kan møde i selve ansættelsesfasen, desto bedre bliver hele forløbet – og desto større er chancen for, at den indledende forelskelse i sidste ende kan blive til ægte kærlighed.
Tilbage til oversigten