Kun 1 kan få jobbet, men alle skal have en god oplevelse
Da Steen Kampmann Johansen skulle bruge hjælp til at ansætte en ny servicechef til kaffegiganten BKI Foods, faldt valget på HumanTrust som rekrutteringspartner. Ifølge Steen var det blandt andet på grund af det store fokus på mennesket bag CV’et.
- Der er kun én, der får jobbet. Derfor vil der altid være mange, der ikke gør. Men det betyder noget for mig, at alle har en god oplevelse undervejs uanset udfaldet. Derfor valgte jeg HumanTrust.
Sådan fortæller Steen Kampmann Johansen, der i foråret fik hjælp af HumanTrust til ansættelsen af en servicechef.
- Det var den alternative tilgang til rekruttering, som jeg fandt interessant. Jeg var til et foredrag med HR Manager og HumanTrust. Her fortalte Headhunteren Peter Bang Fasting Bauer om, hvordan HumanTrust laver rekruttering, og det blev jeg meget inspireret af. Jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Her er nogen, der gør tingene lidt anderledes.”
- HumanTrust har kandidaten i fokus – gennem hele processen. De ønsker, at alle ved bordet får en god oplevelse både før, under og efter samtalen. Og det, synes jeg, er enormt vigtigt, så det vægtede højt, da vi skulle finde den rigtige rekrutteringspartner for os.
Steen Kampmann Johansen fortæller, at BKI Foods ofte selv har varetaget rekrutteringen af nye medarbejdere, men i tilfældet med den nye servicechef, var det en speciel case, som krævede noget sparring og ekstra ressourcer udefra.
- Der fulgte et stort ledelsesmæssigt ansvar med stillingen som servicechef inkl. personaleansvar. Derfor talte vi internt om, hvad der skulle til af ressourcer og tid til at finde den rette medarbejder, og vi kom hurtigt frem til, at det var en så vanskelig stilling, at vi ikke selv kunne løse den. Derfor endte jeg med at teame op med HumanTrust.
Fra foredraget kendte Steen Kampmann Johansen allerede til HumanTrusts mindset og mange af værktøjerne. Efter også at have afprøvet dem i praksis siger han:
- Værktøjerne er noget særligt. Det er tydeligt, at de er udviklet med afsæt i virkeligheden. Jobsamtalen tog udgangspunkt i 90/10-tankegangen, som går ud på at snakke mere fremtid end fortid. Derfor kom vi omkring udviklingsmuligheder, fremtidsplaner og værdier. Alt sammen noget, som er megavigtigt, men som jeg ikke har oplevet har fyldt så meget tidligere, når jeg har rekrutteret. Én ting er jo, hvad man har lavet i går, for 1 år siden og for 10 år siden. Noget andet er, hvad det kunne blive til om noget tid med den rette hjælp.
Derudover stiftede Steen Kampmann Johansen bekendtskab med tilstandsrapporten, et andet af HumanTrusts værktøjer, som har til formål at afdække de områder ved både virksomheden og den jobsøgende, som den anden part bør være opmærksom på. Det er ikke nødvendigvis dealbreakers, så længe den anden part er informeret og bevidst om det, hvis man ender med at gå videre med matchet.
- Jeg synes, at det var rigtigt smart at kalde det for tilstandsrapporten, for det ved alle, hvad er, og det er nemt at forholde sig til. Og så synes jeg, at det var virkelig rart at kunne sidde med helt åbne kort. ”Vi er sådan og sådan som virksomhed.” ”Nå ok, det kan jeg godt leve med. Jeg er sådan og sådan som medarbejder”. ”Nå, jamen det kan vi sagtens arbejde med”. Det gav en ro i maven, da vi så efterfølgende satte underskrifterne på ansættelseskontrakten.
Tilbage til oversigten