Jeg følte, at headhunteren var min mand i marken

Michael Terp Rasmussen - kandidat hos HumanTrust

Rekrutteringsprocesser tager tid og energi. Derfor kan det hurtigt komme til at føles som spildte kræfter, når det ikke ender ud i en underskrevet ansættelseskontrakt. Heldigvis lærer man ofte noget nyt om sig selv undervejs. Det kan Michael Terp Rasmussen skrive under på, efter han har været i proces hos HumanTrust, hvor han blev nr. 2 til et job.

”Jeg kan huske, at jeg blev kontaktet af en headhunter, som opfordrede mig til at søge stillingen. Jobbet lød interessant, så jeg sendte mit CV afsted og kort tid efter, blev jeg indkaldt til jobsamtale. Skæbnen ville så, at det faldt sammen med, at en nærtstående går bort, og jeg ender derfor med at trække mig fra rekrutteringsforløbet.”

Michael ender med at tage 1 måneds pause fra alt, hvor han fokuserer på sig selv. En dag føler han sig klar til arbejdsmarkedet igen og rækker ud til HumanTrusts headhunter Rolf Østergaard for at høre, om stillingen på magisk vis stadig er ledig.

”Tilfældigvis så rammer jeg Rolf, lige da han skal til at præsentere kandidater for hans kunde, så jeg når faktisk med i feltet.”

”Qua min alder så har jeg prøvet en del rekrutteringsprocesser efterhånden og dermed også en del forskellige HR-afdelinger og rekrutteringsbureauer – men jeg kan 100 procent ærligt sige, at det her var det suverænt bedste, jeg har prøvet.”

Som rekrutteringsbureau er man mellemmand mellem virksomheden, der skal finde sin nye medarbejder, og kandidaterne, som er på udkig efter den næste udfordring. Det handler derfor om at sikre, at begge parter føler sig trygge. Og det lykkes man ved gennem en kombination af forarbejde samt løbende sparring og rådgivning under hele processen.

”Jeg følte virkelig, at Rolf var min mand i marken, lige så meget som han var virksomhedens. Han kunne læse mig og fik mig ret hurtigt til at føle mig tryg og tilpas og ønsket. Vi snakkede også meget om min motivation og fremtidsplaner, så jeg blev klogere på, hvad jeg gerne ville i mit næste job."

"Det ligger bare i hans gener, at han gerne vil hjælpe andre, det kunne jeg tydeligt mærke."

Michael går hele vejen fra telefonscreening til anden præsentation ved virksomheden, men bliver desværre slået på målstregen.

”Rolf ringede til mig og fortalte, at rejsen sluttede her. Klar besked, ikke for meget hurlumhej. Man vil jo bare gerne høre, om man er videre eller ej, så alt den indpakning er der ingen grund til. Jeg havde en klar fornemmelse af, at det her var min stilling. Men det viste sig, at det var det ikke, og sådan går det jo nogle gange."

"Heldigvis er jobsøgning oftest tid givet godt ud, for i bedste fald får du et job, og i værste fald lærer du noget om dig selv undervejs."

Omkring en måned efter rekrutteringsprocessen kontakter headhunter Rolf Østergaard igen Michael omkring en stilling, men Michael er på dette tidspunkt kommet i nyt job igen.

”Endnu engang fik jeg et supergodt indtryk af Rolf og var glad for, at han huskede mig, men et nyt job blev ikke aktuelt i denne omgang. Jeg er glad for mine nye udfordringer og glæder mig til at se, hvad fremtiden bringer i mit nye job.”

Tilbage til oversigten