Kunde på 10. år: Ærlighed, ordentlighed og gensidig kemi

Jan Gram - Adm. direktør

For Jan Gram, adm. direktør i Nikodan Process Equipment, er det vigtigt med en rekrutteringspartner, man har kemi med, og som går den famøse ekstra mil for at forstå virksomhedens forretning og kultur – og det har han fundet i HumanTrust og Peter Bang Fasting Bauer.

- Det er efterhånden mere end 10 år siden, at jeg mødte Peter. Og siden da har jeg fulgt ham på tværs af arbejdspladser, for vi klinger bare godt sammen i både temperament og tempo – og samtidig stemmer mine værdier fuldstændig overens med dem, I praktiserer i HumanTrust.

Sådan fortæller Jan Gram om samarbejdet med HumanTrust, som i år har rundet et skarpt hjørne i forbindelsen med, at HumanTrust fylder 10 år. Den hurtige læser vil hurtigt regne ud, at det betyder, at Jan Gram har været kunde helt fra den spæde start.

- Der er sket meget i løbet af de år, jeg har været kunde hos jer – og samtidig har I bibeholdt jeres unikke DNA. Det er stadig mange af de samme gode mennesker, man møder i huset plus et par nye lige så dygtige og rare hoveder. Tilfælles har I alle, at man tydeligt mærker hvordan, I virkelig kærer jer om jeres gæster – om så man er kunde eller kandidat, understreger Jan og uddyber:

Der er en særlig atmosfære hos HumanTrust, som gør, at det er en fornøjelse at komme på besøg.

- I behandler mennesker på en ordentlig måde, og det betyder meget for mig af respekt for både dem, som ender med at blive ansat hos os, men også dem, som desværre ikke er et match. Alt andet ville være uartigt i min optik, for her er nogle mennesker, som har brugt lang tid på at lave ansøgninger, gennemgå tests og sætte tid af til møder – så de skal selvfølgelig tilbagebetales med værdifuld sparring og guidance.

Mennesket over CV’et

Netop det menneskelige fokus er måske HumanTrusts vigtigste ledestjerne i rekrutteringsprocessen. Vi mener det nemlig, når vi siger, at kemi, værdier, personlighed, motivation og ambitioner betyder noget. Faktisk går vi så langt som at sige, at et højt fagligt niveau kan være ligegyldigt, hvis ikke der er et match på det menneskelige plan. Præcis samme erfaringer fortæller Jan Gram, at han har gjort sig igennem sine år som leder:

Jeg er sådan set ligeglad med, hvor langt og detaljeret dit CV er. Hvis ikke vi kan sammen som mennesker, så skal vi ikke arbejde sammen.

- Selv den fagligt dygtigste person falder igennem i længden, hvis ikke det kemimæssige og værdimæssige er på plads. Derfor kigger jeg først og fremmest efter, om det fungerer – og nu kender Peter mig efterhånden så godt, at han ved præcis, hvad jeg vil have, og hvem jeg kan klinge godt sammen med.

- For at sikre det rette fokus under jobsamtalen benytter HumanTrust en særlig metode, som jeg synes, er værd at nævne her. Som kunde får jeg først udleveret CV’et 15 minutter før, jeg trykker kandidatens hånd. Det understøtter, at jeg kan gå fordomsfrit ind i samtalen og netop lægge fokus på mennesket på den anden side af bordet fremfor personens papirer. Det er endnu en grund til, at det har været en fornøjelse at ansætte medarbejdere med jeres hjælp igennem et helt årti.

Tilbage til oversigten