Det kom bag på mig, at det ville være så nemt og føles så rigtigt

Jacob Risgaard - Serieiværksætter, investor og ejer af Coolshop

Som serieiværksætter, investor og Coolshop-ejer er Jacob Risgaard vant til at sætte sig i førersædet, når der skal udpeges en retning og træffes beslutninger. Derfor overvejede han længe og grundigt, om han selv kunne varetage rekrutteringen, eller om han burde teame op med en rekrutteringspartner, da Coolshop skulle have ny Head of Marketing. I retrospekt fortæller han, at han ville ønske, han havde gjort det noget før.

Jacob Risgaard er kendt som den glade nordjyde fra det populære tv-program, Løvens Hule, hvor modige iværksættere søger investeringer til diverse startups. Sammen med Mark Nielsen ejer han desuden webbutikken coolshop.com, hvor han indtil for nylig stod for al marketing samt diverse løse opgaver. Det giver selvsagt en travl hverdag, hvor både Coolshop og de mange ’Løvens hule’-investeringer skal prioriteres. Men hvad gør man, når der ikke er nok timer i døgnet til alle de fede projekter?

Jeg har haft rigtig dårlig samvittighed

- Dårlig samvittighed, når jeg brugte krudt på coolshop.com og ikke var der ordentligt for de virksomheder, som jeg har investeret i, og dårlig samvittighed når jeg omvendt prioriterede mine investeringsvirksomheder og i retur mistede føling med Coolshop.

- Det var med andre ord meget tydeligt, at jeg skulle have mig noget hjælp. Men det var en beslutning som var meget svær at træffe. Coolshop er jo mit barn, som jeg har set vokse op. Mark Nielsen (medejer) og jeg plejede at stå for alting bare os to, og jeg elskede min rolle og de opgaver, jeg havde i min tid som marketingsansvarlig. Så det med pludseligt at skulle erstatte sig selv, eller i hvert fald uddelegere store dele af min rolle, efter så mange år med fingrene nede i opgaverne, det var bare ikke nemt.

Det endte dog med, at Jacob Risgaard besluttede, at tiden var moden til at finde en medarbejder, der kunne hjælpe på marketingfronten – både for at aflaste Jacob og for at professionalisere marketingindsatsen.

- Jeg er meget dedikeret, så jeg havde brug for en Head of Marketing, som jeg kunne føle mig helt tryg ved, så jeg turde at slippe tøjlerne på den eksterne kommunikation. Jeg vidste godt fra start, at det ville jeg ikke turde at gøre med hvem som helst ved roret. Så for at være sikker på, at vi fandt den rette person til jobbet, besluttede vi at bruge HumanTrust som rekrutteringspartner. Vi har ikke før brugt professionel rekruttering, men efter at have prøvet det, sidder jeg nu tilbage og tænker:

Hvorfor gjorde vi ikke bare det noget før?

Netop fordi det var sådan en svær beslutning at træffe, var ’tillid’ et vigtigt nøgleord gennem hele rekrutteringsprocessen for Jacob Risgaard.

- Jeg kunne godt mærke, at jeg nok aldrig blev helt klar til at tage beslutningen, så jeg blev nødt til bare at springe ud i det og have tillid til, at selvfølgelig kan rekrutteringsopgaven løses af andre, og selvfølgelig kan mit rekrutteringsbureau finde én, som kan løse marketingopgaven.

- Så som en travl herre, der er vant til at have fingrene med i alting, så skulle jeg lige vænne mig til, at nogen kom og sagde: ”Vi har en idé til, hvordan vi løser det her. Lad os prøve at gå sådan her til opgaven”. Først var jeg da lidt skeptisk. Men jeg valgte at stole på Peter Bang Fasting Bauer og Steen Klindt Ejlertsen og følge processen og fik en fantastisk Head of Marketing i bytte.

I dag er Jacob Risgaard gået fra at stå for den daglige drift af marketing selv til udelukkende at arbejde med det på direktionsniveau. Derfor er han stadig inde over strategien, men har fået sig en højre hånd, der kan systematisere og igangsætte tiltagene.

- Jeg har fået frigivet ressourcer, så jeg nu kan bruge mine kræfter dér, hvor det giver bedst mening og samtidig have god samvittighed på marketingfronten, fordi jeg ved, at den del er der helt styr på. Da jeg underskrev ansættelseskontrakten med Maria Lykke Hansen, vores nye Head of Marketing, der sagde jeg til hende: ”Du har leveret den ultimative tryghed.” Det kom bag på mig, at det ville være så nemt og føles så rigtigt.

Når du teamer op med et professionelt rekrutteringsbureau, får du netop grundighed og sikkerhed. De mange samtaler, tests og cases er designet til at sikre, at kunderne er bedst muligt klædt på til at beslutte, hvem der skal lande jobbet. Og undervejs bliver du rådgivet af headhuntere, som er eksperter i lige præcis rekruttering.

- Hvis jeg skal give et godt råd videre, så er det, at i sidste ende handler ledelse om at vide, hvornår man selv skal løbe med bolden, og hvornår man skal spille den videre. Det er farligt for en virksomhed, hvis man tror, man både kan være målmand, forsvar, midtbane og angreb. Derfor er evnen til at stille det rigtige hold altafgørende – og her er pengene godt givet ud, hvis man beslutter at få professionel hjælp til det.

Tilbage til oversigten