Det handler ikke om alder, det handler om attitude
Da Birgit Knudsen blev opsagt, passede det sammen med, at hun kunne starte på efterløn. Det var hun dog på ingen måde klar til, og i stedet valgte hun at se det som en oplagt mulighed for at gentænke sit arbejdsliv. Det blev startskuddet på den jobsøgningsproces, som endte ud med en jobsamtale hos HumanTrust efterfulgt af en underskrevet ansættelseskontrakt hos ETS Nord.
- Jeg blev opsagt fra mit tidligere job, og skæbnen ville, at samme dag, som jeg skulle til at starte på understøttelse, kunne jeg starte på efterløn. Jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Nå. Er det tid til det nu? Eller skal jeg ud og være konsulent? Selvstændig? På pension? Hvad vil jeg egentlig?”. En opsigelse er en god mulighed for at gentænke sin situation, så det gjorde jeg.
Sådan fortæller Birgit Knudsen, som sidenhen er kommet i job ved ETS Nord gennem et rekrutteringsforløb hos HumanTrust.
- Efter opsigelsen tog jeg mig tid til at mærke efter, hvad der var vigtigt for mig. Jeg arbejdede på en masse husprojekter; malede huset, flyttede rundt på nogle potter og passede nogle buske, men det blev hurtigt kedeligt, så jeg begyndte at søge job igen ret hurtigt. Da jeg så jobbet som Key Account Manager, så tænkte jeg: ”Bingo! Det er jo det, jeg skal."
For Birgit stod det klart, at hun slet ikke var færdig med at arbejde endnu. Og på grund af sin store energi, gå-på-mod og omstillingsparathed vidste hun, at hun ville være en værdifuld medarbejder for en fremtidig arbejdsplads.
Ens arbejdsmæssige kapacitet er ikke aldersbestemt.
- Jeg går måske lidt tidligere i seng end for 20 år siden, men ellers er det det samme. I tidligere generationer var man ikke så friske, som man er nu. I dag er alder ikke en hindring, hvis man ikke gør det til en hindring. Man bør holde sig i gang. Men det gælder jo, om man så er 40 eller 60. I sidste ende så handler det bare om ens attitude.
- Jeg har haft kollegaer på 30 år, som, når de stod overfor noget nyt, sagde: ”Ej, sådan plejer vi ikke at gøre, det tør jeg ikke, hvorfor skal vi skifte?” Eller når der blev snakket IT: ”Det er bøvlet, det orker jeg ikke at sætte mig ind i.” Det er jo et tydeligt bevis på, at alder og omstillingsparathed ikke hænger sammen. Jeg synes i stedet, at man skal prøve at tænke: ”Ja, det kan godt være IT er lidt bøvlet, men det er et krav nu til dags, så lad os kaste os ud i det og se, hvad der sker”.
Hos HumanTrust er vi helt enige i, at energi, kompetencer og attitude er personbestemt, ikke aldersbestemt. Derfor har alderen ikke meget at sige, hvis den jobsøgende sørger for at holde sig opdateret og prioriterer selvudvikling og læring hele livet.
Faktisk kan en højere alder være en fordel i visse rekrutteringsprocesser, fordi det vidner om en lang karriere. Det var også noget af det, som Birgit Knudsen slog på under sin jobsamtale med HumanTrust. Efter +40 år på arbejdsmarkedet har hun nemlig prøvet mange forskellige stillinger, såsom salgschef, distriktschef, afdelingsleder, produktchef og marketingchef.
- Firmaer er ikke så forskellige i sidste ende, så det har ikke føltes som en kæmpe omvæltning at skifte jobs. Jeg har jo haft mange kasketter på, så om du sælger det ene eller det andet, kan jeg bidrage i en eller anden udstrækning.
Ikke på trods af min alder, men netop qua min alder.
Den brede erfaring kombineret med den positive attitude og store omstillingsparathed var i sidste ende det, som skaffede Birgit Knudsen sit nye job, som hun fortæller, at hun er utroligt glad for.
- Inden jeg var igennem det her rekrutteringsforløb, havde jeg måske en forudindtaget holdning om, at rekrutteringsbureauer er på kundens side. Men de ord må jeg bide i mig igen. Det var topprofessionelt. Jeg kan huske, at Rolf Østergaard og Peter Bang Fasting Bauer til jobsamtalen fortalte om ETS Nord inklusiv de mindre gode sider. Her ville jeg altså ikke få noget stort hjørnekontor, og der var tale om en mindre virksomhed, end jeg før havde været hos.
- Jeg tror, de sagde det, fordi jeg har været vant til nogle andre faciliteter førhen, og de ville være sikre på, at jeg vidste præcis, hvad jeg gik ind til. Men det rørte mig altså overhovedet ikke, for arbejdsopgaverne var spot on, og jeg savnede kunderne og salgsbranchen efter otte år som marketingchef. Når jeg kommer ud til kunderne nu, så siger de til mig: ”Dig kan jeg godt kende. Det er godt nok mange år siden sidst”. Det er som om, at jeg har været ude at rejse og nu er kommet hjem til familien igen!
Birgit Knudsen afslutter med et godt karrieretip til andre:
Find ud af, hvad du brænder for og gå efter det.
- Da jeg blev opsagt, kunne jeg have sat mig ned og stoppet alt. Det er der ikke noget galt i, men det er bare ikke mig. I hvert fald ikke endnu. I stedet blev jeg klar over, hvad der gør mig glad og fylder mig med energi. I dag sidder jeg i alletiders job og glæder mig til at møde ind hver dag. Hvorfor ikke jagte den fornemmelse?
Tilbage til oversigten