Mit udviklingspotentiale skaffede mig jobbet
Da Arthur Andersen var på udkig efter sin nye økonomi- og administrationschef, var det Annette Lundby, som endte med at sætte sin underskrift på ansættelseskontrakten – et udfald, som faktisk overraskede hende selv.
– Første gang jeg så jobannoncen, skimmede jeg den hurtigt for at finde ud af, om det var noget for mig. Men da jeg så, at de søgte en HD-R, cand.merc eller cand.merc.aud, og jeg ikke har nogen af delene, lukkede jeg fanen ned igen.
Sådan fortæller Annette Lundby om hendes første møde med den stilling, som hun i dag sidder i. Efter Annette lukkede fanen ned, gik der dog ikke længe, før der en morgen lå en mail fra Chief Advisor Søren Brixen, som var faldet over Annettes CV i HumanTrusts CV-database.
– Det lille prik fra Søren satte gang i en masse tanker. Min første umiddelbare reaktion var, at jeg jo havde bemærket stillingsopslaget, men også havde bestemt, at det ikke var noget for mig.
Heldigvis kunne Søren Brixen se et udviklingspotentiale i mig, og han var ikke i tvivl om, at det kunne gå hen og blive et stærkt gensidigt match, så han fik prikket til min interesse og nysgerrighed.
Hos HumanTrust mener vi, at fokus i højere grad bør være på fremtiden og ikke fortiden, når man leder efter et langsigtet match. Kompetencer, erfaring og resultater er naturligvis en nødvendig forudsætning, men lige så vigtigt er de menneskelige og personlige kompetencer.
– Mange overser værdien af udviklingspotentiale, attitude og ambitioner, når man skal ansætte, men det rette mindset kan drive dig langt, understreger Chief Advisor Søren Brixen og uddyber:
– I eksemplet med Annette var der et meget solidt fagligt fundament, som bare ventede på at blive udbygget. Jeg kendte Annette fra en tidligere rekrutteringsproces til en anden stilling og vidste derfor, at hun ville passe ind hos vores kunde og havde viljen og motivationen til at vokse med opgaven.
Bliv skarp på din motivation og find viljen frem
Annette Lundby endte med at søge jobbet og blev indkaldt til en jobsamtale. Derefter fik hun lektier for.
– Jeg blev bedt om at gå hjem og udfylde det, som HumanTrust kalder for en 20/5-liste; 20 ting, der motiverer mig og giver mig energi i mit arbejdsliv, og 5 ting der dræner mig for energi. Det var faktisk en svær opgave, for jeg ville gerne gøre det godt.
Jeg gik fra at tænke ”er det her job overhovedet noget for mig”
til ”det her job SKAL jeg bare have”.
– Heldigvis var der sparring at hente hos HumanTrust. Recruitment Advisor Rolf Østergaard tilbød at holde et uformelt møde, hvor vi kunne drøfte, hvordan jeg kunne blive endnu mere skarp på min motivation – og vi endte faktisk med at snakke i tre kvarter. Jeg havde sådan set allerede alle svarene indeni mig, men jeg havde brug for hjælp til at sætte konkrete ord på det, og der skulle åbenbart bare et par strategiske spørgsmål til fra Rolf, før brikkerne begyndte at samle sig. Den kontakt og velvilje fortsatte gennem hele processen. Jeg kunne tydeligt mærke, at både Søren og Rolf troede på mig og ville mig det godt, fastslår Annette.
Og det hele endte som bekendt godt for Annette, for hvem den søde juletid er ekstra sød i år. D. 1. december havde hun nemlig første arbejdsdag på sin nye arbejdsplads.
– Jeg begyndte allerede oplæringen og overleveringen i november, hvor min chef inviterede forbi til fire halve onboardingdage, så jeg kunne komme trinvist og kontrolleret ombord. Det føles helt rigtigt, og nu glæder jeg mig bare til at se, hvad det her kan udvikle sig til.
Tilbage til oversigten