Søgning

Work-life balance er en myte – det er okay, at vægten tipper

Work-life balance er et af de mest brugte begreber i moderne arbejdsliv. Men måske også et af de mest misforståede, hvis du spørger mig.
10. juni 2026
Redaktør: Eva Dam Rasmussen

Vi taler om det i ledelsesrummet, til jobsamtalen, i HR-afdelingen og sågar ved middagsbordet. Ofte som et regnestykke, der skal gå op – som om arbejde og privatliv kan måles, vejes og bringes i perfekt afbalanceret ligevægt.

Balance er individuel

Som mangeårig leder og som Associate Partner i HumanTrust har jeg efterhånden mødt en del mennesker – og nærmest lige så mange tilgange til arbejdslivet.

Her er én ting blevet tydelig for mig: Balance er individuel. Og derfor er det også helt almindeligt, at vægten tipper både den ene og den anden vej.

For nogle mennesker er arbejdet en stor del af deres identitet. De motiveres af ansvar og henter energi i at udvikle sig karrieremæssigt.

For andre er arbejdet sekundært og først og fremmest et middel til at skabe stabilitet og få hverdagen til at hænge sammen økonomisk, så man kan prioritere andre ting. Familie. Fritidsinteresser. Rejser. Ro.

Ikke desto mindre kan det i dag – særligt i rekrutteringsøjemed – virke som om, at den eneste måde at tilgå arbejdslivet er med stor passion og ild i øjnene. At vi død og pine skal brænde for det, vi laver. At jobbet skal udvikle os og omvendt.

Men når vi taler om arbejdslivet med ambitiøse gloser, kan man næsten føle trang til at undskylde, hvis man ”bare” gerne vil have et job, hvor man kan levere et solidt stykke arbejde og gå hjem med god samvittighed.

Selv har jeg de seneste år (særligt som relativt nybagt morfar) mærket et ønske om øget fokus på tid med familien, rejser, motion og natur. Resultatet blev nedsat arbejdstid og en investering i en autocamper – og dermed en justering på balancevægten.

Selvom glødende passion er enormt inspirerende, er det også et ideal, som ikke passer til alle. I hvert fald ikke i alle livsfaser. I nogle perioder har vi lyst til at investere massivt i vores karriere. I andre perioder er der noget andet, der fylder.

Som arbejdsgivere og ledere har vi en opgave i at anerkende netop det. At mennesker er forskellige, at motivation kan se ud på mange måder og ikke mindst, at man godt kan være både dygtig, engageret og bringe værdi på sit arbejde – uden nødvendigvis at definere hele sin identitet gennem det.

Den perfekte balance findes ikke. For work-life balance er ikke et regnestykke.  

Det er et personligt valg, som ændrer sig over tid.

Graphics Graphics Graphics
Graphics