Søgning

Rekruttering handler også om alt det, I siger (eller ikke siger!) mellem jobsamtalerne

Udtrykket "intet nyt er godt nyt" gælder ikke, når vi har med mennesker at gøre, så du gør klogt i at tænke over den løbende kommunikation i rekrutteringsprocessen.
8. september 2026
Redaktør: Eva Dam Rasmussen

“Hej, jeg ville bare lige tjekke ind med dig.” Det er en af de sætninger, jeg bruger allermest i mit arbejde. Ikke fordi der nødvendigvis er sket noget nyt siden sidst. Men fordi jeg efterhånden har lært, at stilhed sjældent bliver opfattet som stilhed. Den bliver til usikkerhed. Og usikkerhed har det med at udfylde de tomme felter selv.

Forestil dig, at du venter på at modtage en pakke. Der er egentlig ikke noget usædvanligt i, at der går et par dage fra køb til levering, men du har ikke fået nogle opdateringer undervejs, og nu begynder tankerne at rulle. Er der opstået problemer? Har jeg overset en besked? Er jeg blevet glemt?

Her er det ikke ventetiden, der er den største udfordring, men uvisheden. Og præcis den samme mekanisme møder jeg næsten hver eneste dag i mit arbejde med rekruttering.

Gennemsigtighed skaber psykologisk tryghed

For nogle år siden arbejdede jeg for en anden virksomhed. Vi leverede gode løsninger, og når projekterne var afsluttet, var kunderne supertilfredse med resultatet. Alligevel var der én tilbagemelding, som blev ved med at dukke op i vores evalueringer: De følte sig ikke trygge undervejs.

Det undrede mig i begyndelsen, for vi gjorde jo præcis det, vi havde aftalt. Alle deadlines blev overholdt, kvaliteten var høj. Men vi havde overset en væsentlig mellemregning. Vi kendte hele tiden status på opgaven, men det gjorde kunderne ikke – for vi informerede dem ikke.

I dag gennemsyrer den læring alt vores arbejde i HumanTrust.

Gennemsigtighed og løbende kommunikation er vejen frem, og det handler helt konkret om at synliggøre den aktuelle status i processen og skabe klarhed om, hvor vi er, hvad næste skridt er, og hvornår vi forventer at vende tilbage. Også selvom svaret nogle gange blot er, at vi fortsat arbejder videre. Det lyder måske ikke af meget. Men min erfaring er, at den løbende forventningsafstemning er med til at skabe og styrke tillid og psykologisk tryghed.

Det betyder blandt andet, at det hos HumanTrust er den samme headhunter, som driver opgaven fra start til slut. På den måde skal vores kunder ikke forklare situationen forfra til en ny kontaktperson, og kandidaterne ved, hvem de skal kontakte med eventuelle spørgsmål.

Man behøver ikke være headhunter for at skabe en god kandidatoplevelse. Tilgangen kan du som ansættende part nemt kopiere til din næste ansættelse. Et telefonopkald dagen før samtalen – vi kalder det “servicekaldet” – eller en mail med ekstra information kræver ikke ret meget. Til gengæld sender det et tydeligt signal om, at der sidder mennesker på den anden side, som tager processen alvorligt.

Så den klare anbefaling herfra er at tænke over, hvad du siger og ikke siger både før og efter jobsamtalerne. Det betyder langt mere, end du tror.

Graphics Graphics Graphics
Graphics