”Lad os tage et kig på din værktøjskasse!”
Denne øvelse laver jeg ofte med jobsøgende under en jobsamtale. Rent billedligt beder jeg dem faktisk om at forestille sig, at værktøjskassen står på bordet foran os, så vi kan gennemgå indholdet sammen.
I min optik er der nemlig en god grund til, at ’værktøjskassen’ er så anvendt en metafor i rekrutteringsøjemed. For den illustrerer, hvordan kandidater har forskellige kompetencer, erfaringer og kvalifikationer – menneskelige såvel som faglige.
Opgrader værktøjerne jævnligt – og vær åben om dem, du mangler
Det er min klare anbefaling, at du som et led i din jobsøgning prioriterer at få overblik og bliver skarp på indholdet i din værktøjskasse.
For hvis værktøjerne ligger hulter til bulter, så er det nærmest umuligt for en potentielt kommende arbejdsgiver (eller en headhunter som mig) at forstå, hvad du reelt kommer med – og dermed, hvem du er som medarbejder.
Har du derimod en velorganiseret værktøjskasse med styr på hvilke værktøjer, du kan bruge til hvilke formål, så kan du langt bedre kommunikere din værdi – mens det også giver dig vished om, hvad du eventuelt måtte mangle for at kunne bestride opgaven.
For det er de færreste, der ejer en toptunet, tætpakket værktøjskasse uden det mindste behov for finpudsning eller opgradering – og faktisk kan det være en fordel at gøre opmærksom på, hvad du ikke kan i forvejen. Det giver nemlig et billede af både selvindsigt, ærlighed og troværdighed.



“Ligesom med virkelighedens værktøj kommer der hele tiden nye alternativer på markedet, så selvom dit manuelle målebånd fungerer udmærket, så kunne det være, at du alligevel skulle erhverve dig en lasermåler. ”Partner, Marlie Hede
Kend din værktøjskasse: Fagligt og menneskeligt
Lad os vende tilbage til jobsamtalen – og til værktøjskassen på bordet. En måde at holde styr på indholdet kan være at inddele den i to lag; et fagligt og et menneskeligt.
Jeg oplever nemlig ofte, at de to områder blandes sammen – hvilket jeg godt forstår, da det faglige udgangspunkt og menneskelige tilgang ofte flyder sammen i det daglige arbejde. Ikke desto mindre er det i en rekrutteringsproces afgørende at kunne adskille de to.
De faglige kompetencer er dem, du har erhvervet igennem tidligere erfaringer. Det drejer sig fx om uddannelse, ansvarsområder, resultater og branchekendskab. Her kan der være værktøjer, som simpelthen er nødvendige for at kunne bestride jobbet, mens andre kan kompenseres for via de menneskelige kompetencer – eller erhverves henad vejen.
De menneskelige kompetencer er formet af din personlighed og kendetegner din tilgang til dit arbejde: Hvordan du løser en opgave, hvordan du samarbejder med andre, hvordan du leder, og hvordan du motiveres. Det er her, du skal finde ord som ”resultatorienteret”, ”kommunikerende” og ”struktureret” frem. Men husk på, at de ikke kan stå alene: De skal altid underbygges med eksempler på, hvordan du konkret bringer de træk i spil i dit arbejde, så det ikke udelukkende bliver floskler.
Når du kender forskellen på dine faglige og menneskelige værktøjer, har du en langt bedre forudsætning for at brede værktøjskassen ud på bordet – og bliver du mødt med bekymring vedrørende din manglende projektledererfaring, så kan du pege på, hvordan dit strukturgen, din selvstændige facon og din vilje til at i nå i mål medfører, at du kan løse opgaven.
På den måde tager du den ansættende part i hånden og hjælper vedkommende med at se, matchet mellem dine kompetencer og deres behov.
Uanset, om du er lige så stor fan af værktøjskasse-metaforen, som jeg er, eller ej, så håber jeg, at du kan se værdien i at have overblik over hvilke kompetencer, du kommer med, hvilke, du må en tur i byggemarkedet for at erhverve dig – og eventuelt hvilket håndværk, du har brug for at lære på den lange bane.
God fornøjelse!



