I mit virke som headhunter er jeg så privilegeret at tale med dygtige, kompetente og engagerede kandidater hver eneste dag. Og jeg bliver imponeret over deres viden og formåen – både på et professionelt og et personligt plan.
Når det er sagt, så må jeg samtidig indrømme en ting: Jeg har stadig til gode at møde den perfekte kandidat!
Alle har hver deres spidskompetencer, men ingen kan det hele. Og siger du noget andet, så skaber det nærmere mistillid end respekt. Det gælder til jobsamtalen, og det gælder på arbejdspladsen.
I begge tilfælde er det paradoksale nemlig, at det ikke er din ufejlbarlighed, som gør dig til en god ansat, men nærmere det faktum, at du kender dine styrker og svagheder og bruger den indsigt på at udvikle dig.
Forsøger du at skjule, hvor du kommer til kort, så vil det blive opdaget før eller siden, og på det tidspunkt vil feedbacken fra kollegerne være langt hårdere. For du kunne have stukket poten i vejret og fået hjælp til at lykkes.
Heller ikke Simon Kjær mestrede alle positioner på banen og måtte med hjælp fra sin dyrt betalte coach kontinuerligt arbejde på at finjustere sit spil.
På samme vis kan heller ikke du mestre alle rollens aspekter fra start – men der er altså langt større chance for, at du kommer til at lykkes på sigt, hvis du er åben og ærlig omkring netop det.
Kend dig selv – og byd hjælpen velkommen
Når du har erkendt, at du ikke kan det hele, så bliver det nemmere at tage imod hjælp.
Husk på, at når dine kolleger tilbyder deres hjælp, så investerer de tid og ressourcer i, at du kan blive endnu bedre. Siger du nej tak for mange gange, så stopper invitationen med at komme, og du vinder jeg-ved-altid-bedst-selv-stemplet. Men det kan du altså ikke bruge til særligt meget, når det sidenhen viser sig, at det gjorde du så ikke lige denne gang.
Selv har jeg for længst indset, at jeg ikke er nogen IT-ekspert, og derfor rækker jeg ofte ud efter hjælp på netop det område. For hvis jeg nægtede at stå ved mine manglende tekniske kompetencer, så ville det sænke effektivitetsniveauet gevaldigt – og gå udover både mig selv, mine kolleger og vores virksomhed.
Jeg er samtidig en utrættelig tidsoptimist, og i mit hoved kan jeg altid nå alting på den halve tid. Resultatet? Den der fil, jeg sagde, jeg ville sende med det samme, kan mine kolleger i virkeligheden forvente at få 20 minutter senere.
“Heldigvis er jeg åben omkring mine udviklingsområder, og derfor har vi for længst forventningsafstemt, så det ikke volder problemer i hverdagen.”CEO & Partner, Steen Ejlertsen
Det betyder på ingen måde, at jeg nu kan give op på alt IT og fortsætte ufortrødent med en urealistisk tidsfornemmelse. Det betyder sådan set bare, at jeg stikker en lap i vejret, når der er brug for det – og at jeg sørger for at kigge med over skulderen, når en IT-kyndig kollega kommer mig til undsætning, så jeg selv kan klare skærene næste gang.
Og når mine kolleger støder ind i udfordringer på et af de områder, hvor netop mine kernekompetencer ligger, så er jeg selvfølgelig på pletten; parat til at betale tilbage og dele ud af min viden.
