Søgning

Er det utopi at kunne holde på medarbejderne?

Medarbejderfastholdelse er på agendaen på langt de fleste arbejdspladser – og med god grund. Men hvor langt skal man gå i kampen om at holde på sine medarbejdere?
CEO & Partner, Steen Ejlertsen. Er det utopi at kunne holde på medarbejderne
22. maj 2025
Redaktør: Eva Dam Rasmussen

Trenden er ikke til at tage fejl af: Der bliver længere og længere mellem jubilæumsbuketter og receptioner, der markerer 10, 20 eller 30 år på samme arbejdsplads.

Og det er ærgerligt. For når en skattet medarbejder smutter, tager de ofte en stor portion knowhow og kultur med ud ad døren. Det koster; først på rekrutteringskontoen, derefter i form af oplæring, stejl læringskurve og nedsat produktivitet.

Det ved de fleste virksomheder. Derfor gør vi alt, hvad vi kan for at holde på dem. Medarbejderfastholdelse er et fast punkt på ledelsesmøderne, og vi sætter gang i store interne kampagner, laver tiltag og tænker kreativt – alt sammen for at bevare erfaringen og stabiliteten.

Men måske er det i stedet tid til at stille det svære spørgsmål: Hvor hårdt skal vi kæmpe for at holde på folk? Hvad nu hvis vi i stedet begyndte at tale om medarbejderfrigivelse?

For ja, der er værdi i erfaring. Men der er også enorm værdi i forandring. Friske øjne, nye impulser og andre kræfter, som tør at udfordre ”plejer” og sætte spørgsmålstegn ved vores vaner – alt sammen nødvendigt, hvis vi vil udvikle os og følge med.

Medarbejderfrigivelse handler naturligvis ikke om at skubbe nogen væk. Det handler tværtimod om at skabe en kultur, hvor det er naturligt at bevæge sig videre, når tiden er inde – uden skyld, uden drama og uden panik.

På den måde tager man ansvar for hele medarbejderrejsen. Også den sidste del. For når vi begynder at se afskeden som en naturlig del af medarbejderlivet – og ikke som et tab, der skal undgås for enhver pris – så bliver vi også bedre til at rekruttere, onboarde, udvikle og i sidste ende sige farvel på en ordentlig måde.

Det kræver, at vi som ledere og kolleger tør at tale åbent om, hvornår noget ikke længere er det rette match. For ingen vinder, hvis vi krampagtigt holder fast af de forkerte grunde; af vane, af frygt eller af mangel på alternativer. Derimod skal vi stræbe efter at være en arbejdsplads, hvor man har lyst til at blive – men hvor det også er okay at tage videre.

Vi skal fortsat fejre jubilæerne. Men vi kan også sagtens fejre de gode farveller, for de kan være starten på noget lige så godt eller måske endda endnu bedre – for både medarbejderen og virksomheden.

Alting har nemlig sin ende, selv et godt ansættelsesforhold.

Graphics Graphics Graphics
Graphics