Søgning

Din karriere, dit ansvar!

Som jobsøgende er det en glimrende strategi at spørge om hjælp – men husk på, at du i sidste ende selv har ansvaret for at finde vejen til drømmejobbet.
3. juni 2025
Redaktør: Eva Dam Rasmussen

”Kontakt mig lige, hvis der kommer et relevant job.”

Jeg ville gerne. Hjertens gerne. I løbet af en arbejdsuge taler jeg nemlig med så mange dygtige, kompetente, engagerede jobsøgende. Men det er måske lige netop problemet: Dit opkald er et ud af pænt mange.

Som headhunter lever jeg af at matche mennesker og virksomheder, og de jobsøgende er kernen i rekruttering. Derfor bliver jeg så glad, når der rent faktisk opstår en gylden chance for at ringe retur til en jobsøgende med en relevant jobinvitation.

Jeg har stor respekt for, at man som jobsøgende gør noget aktivt. Fx at ringe til en headhunter og byde sig til. Men hvis jeg må give dig en anbefaling, så er det, at du også bruger dine kræfter andetsteds.

Det lyder måske hårdt, men jeg skriver det udelukkende for at give dig de absolut bedste chancer i din jobsøgning. Hvis du regner med, at headhunteren husker dig til fremtidige stillinger, så lægger du alle dine æg i én kurv – og din skæbne over i andres hænder.

Og nu er chancen for at blive skuffet stor.

Tag styringen og øg dine jobchancer

Heldigvis ligger løsningen lige for:

Du bliver nødt til selv at gribe taktstokken og få tingene til at ske – og det kan du heldigvis sagtens med en blanding af ihærdighed, vedholdenhed og ansvarlighed.

Du kan jo starte med at arbejde henimod at kunne sætte fem flueben på nedenstående liste:

  • Tilmeld dig jobagenter
  • Følg med på LinkedIn og jobportaler
  • Følg op på spændende kontakter
  • Hold dig synlig i diverse netværk
  • Opret dig i interessante cv-databaser

Dermed ikke sagt, at du er garanteret et job bare ved at ligge i en cv-database. Magien opstår, når du sætter ind på flere fronter og kombinerer din jobsøgningsindsats.

Ved at tage ejerskab over din proces og handle målrettet, viser du både engagement og initiativ; to kvaliteter, som arbejdsgivere værdsætter højt. Det er nemlig dig, der skal sikre, at du er top of mind hos dem, der kan åbne døre – ikke omvendt.

At være jobsøgende er et fuldtidsarbejde, og jeg anerkender fuldt ud, at det er et hårdt et ad slagsen. Men hvis du gør dig umage, tager styringen og aktivt holder øje med relevante muligheder, så øger du dine chancer for gevinst gevaldigt.

Så selvfølgelig må du bede om hjælp, men husk, at det er din karriere og derfor dit ansvar. Pøj pøj med jobsøgningen!

Graphics Graphics Graphics
Graphics