Søgning

100 dage, to direktører, én retning

Da HumanTrust i foråret besluttede at dele direktøransvaret i to, var målet ikke blot at aflaste, men at styrke både ledelsen og forretningen. Siden da har Marlie og Steen udforsket og forfinet deres samarbejde – og hundrede dage senere kan duoen konstatere, at konstellationen også fungerer i praksis.
CEO & Partner, Marlie Hede og CEO & Partner, Steen Ejlertsen. 100 dage, to direktører en retning

Det hele begyndte med noget så konkret som en samarbejdsaftale for det fremtidige direktørsamarbejde. Fysisk underskrevet og udformet med udgangspunkt i HumanTrusts værdier om respekt, tillid og gennemsigtighed. For Marlie Hede og Steen Klindt Ejlertsen handlede det om at tydeliggøre intentionen.

– Vi ville skabe et rum, hvor vi kunne være ærlige og transparente – også når vi ser forskelligt på tingene. Det er noget særligt at sætte ord på, hvad vi vil sammen og endnu stærkere at sætte vores underskrift på det. Det forpligter, fortæller Marlie, og Steen tilføjer:

– Vi forventningsafstemmer altid med vores kandidater i en rekrutteringsproces. Det bør vi også gøre med hinanden. Jeg har oplevet det som en styrke, at vi turde tage den samtale fra begyndelsen.

Før konstellationen blev meldt ud officielt, brugte de utallige timer på at tale sammen – ikke kun om opgaver og ansvar, men om måden at være i rollen på.

– Det er en stor beslutning at gå fra en til to direktører, og det kræver naturligvis løbende forventningsafstemning. I starten talte vi sammen næsten dagligt, men nu er det nok snarere ugentlige statusmøder – eller efter behov. Men vi holder fast i det uformelle og direkte. Ingen lange referater. Når vi går ud af et møde, ved vi præcis, hvem der gør hvad, fortæller Steen.

Der har naturligvis også været udfordringer. Begge har skullet finde tiden i en i forvejen fyldt kalender, og der er opgaver, der i begyndelsen blev grebet af begge. Men ifølge Marlie har det aldrig føltes som konkurrence, snarere som fælles engagement.

– Der er en risiko for dobbeltarbejde, når man har fire øjne på hverdagens ledelsesbeslutninger. Det er vi opmærksomme på, men jeg har indtil videre ikke én eneste gang tænkt: ‘Slip den, Steen – det er ikke dit bord.’ Der er en respekt for, hvem der har ansvaret for hvad, men også en lyst til at bidrage og blande sig, fordi vi er fælles om det her, fortæller Marlie og fortsætter:

– Det er ikke farligt, at vi ser forskelligt på tingene – tværtimod. Det rykker noget. Vi har en fantastisk partnergruppe omkring os, som også alle kommer med forskellige baggrunde, og derfor ved jeg af erfaring, at udvikling sker, når vi er uenige. Og nu har vi fire øjne på ledelsesbeslutningerne i hverdagen.

Forretningsmæssigt har den nye konstellation også sat tydelige aftryk. Det fælles fokus har ifølge Steen været afgørende for, at processer er blevet skarpere, og resultaterne har fulgt med.

– Vi vil gerne være en rekrutteringsvirksomhed, der går foran – også i praksis. Hvis vi rådgiver vores kunder til at tænke i diversitet, må vi også selv gøre det. Det kræver mod at teste en ny konstellation, men gevinsten er allerede nu tydelig. Som direktør har jeg oplevet en bedre balance mellem drift og ledelse. Derfor vil jeg faktisk anbefale andre at dele direktøransvaret!

Nu er de første hundrede dage gået, og vi er i HumanTrust spændte på de næste hundrede (og alle dem derefter). Én ting er sikkert: Den delte ledelsesform er kommet for at blive.

Graphics Graphics Graphics
Graphics