Erfaren forhandler af entreprenørmaskiner
Maskiner A/S er en familieejet virksomhed, der importerer og forhandler Yanmar entreprenørmaskiner og Ammann asfalt- og komprimeringsmateriel.
Som produkt- og salgsansvarlig for Ammann får du en stor rolle i at udvikle det nye forretningsområde med ansvar for både markedet og det daglige salgsarbejde. Rollen er bred og kræver, at du arbejder både opsøgende og koordinerende, samtidig med at du holder dig ajour med udviklingen i branchen. Du får reference til salgschefen.
Dine opgaver omfatter:
- Opsøgende salg og opfølgning på eksisterende kunderelationer
- Strategi, budget og salgsindsats i tæt samarbejde med salgschefen
- Tilbudsgivning og ordrebehandling
- Salg og rådgivning inden for produktsortimentet
- Kontakt og koordinering med Ammanns fabrikker, inkl. kundebesøg
- Bestillinger og kalkulationsarbejde
- Intern produkttræning af kolleger i salgsteamet
Erfaren salgsprofil med teknisk forståelse og drive
Som produkt- og salgsansvarlig har du styr på dit salgshåndværk og trives med at tage ansvar og skabe resultater. Du har erfaring med teknisk salg og gerne kendskab til entreprenørbranchen – vigtigst er det, at du kan sætte dig ind i kundernes behov og følge dine opgaver til dørs.
Personligt har du en naturlig gennemslagskraft og kan både tage teten og samarbejde på tværs – med en god energi og en god struktur på din tid og prioritering. Det falder dig naturligt at tage kontakt til kunder og samarbejdspartnere, og du tør sige både til og fra. Sprogligt taler og skriver du dansk og engelsk.
Din geografiske placering er ikke afgørende, da stillingen dækker hele Danmark, og virksomheden har kontorer både på Sjælland og i Jylland.
Høj kvalitet, stærkt sammenhold og korte beslutningsveje
Maskiner A/S har hovedkontor i Horsens samt en afdeling i Slagelse. Udover at være forhandler af Yanmar- og Ammann-maskiner, servicerer de Schaeff- og Terex-maskiner og forhandler derudover også HBM-Nobas motorgradere samt en bred vifte af udstyr.
I Maskiner er der ca. 35 medarbejdere med en gennemsnitsanciennitet på 15 år – og det er de stolte af. Her er samarbejdet præget af teamånd, engagement og korte kommunikationsveje, hvor der ikke er langt fra tanke til handling. Kollegaskabet dyrkes med personalearrangementer og et stort fokus på trivsel.
Kvalitet og service er nøgleord i hverdagen, og de sætter en ære i at være på pletten, når kunderne har brug for det. Kvaliteten er i fokus med de nøje udvalgte produkter, som forhandles. Derudover uddanner og træner de medarbejderne, så de er godt klædt på til alle typer opgaver.



Spørgsmål?



