Global leverandør af reparationsløsninger til den maritime branche
Wencons filosofi er enkel: Repair over replace. Sådan har virksomheden i mere end 40 år hjulpet skibsværfter, rederier og offshore-faciliteter verden over med at forlænge levetiden på deres udstyr. Med specialiserede epoxyprodukter, der beskytter, genopbygger og reparerer slidte og korroderede overflader, er Wencon anerkendt for pålidelighed og kvalitet i en teknisk niche.
Som marketingkoordinator bliver det din opgave at løfte fortællingen om Wencon og skærpe brandet yderligere. Det gør du i samarbejde med din kollega i marketingafdelingen. Og bare rolig, du behøver ikke kende noget til hverken epoxy eller den maritime branche for at være den rette til jobbet. Til gengæld kan du dit marketinghåndværk og har både blik for det skriftlige og det grafiske.
Du kan blandt andet se frem til at:
- Skærpe Wencons profil og værdifortælling i samarbejde med Product Management og salgsafdelingen
- Planlægge og producere videoindhold til online kanaler, hjemmeside og sociale medier
- Omsætte kundecases og tekniske løsninger til vedkommende fortællinger
- Udvikle og re-brande emballage og materialer, så Wencons visuelle identitet fremstår moderne og konsistent på tværs af kanaler (løbende videreudvikling af eksisterende designmanual)
- Lave engagerende kommunikation via LinkedIn og målrettede nyhedsbreve
- Modernisere og digitalisere produktmanual i tæt samarbejde med salgsafdelingen og teknisk afdeling
- Optimere og videreudvikle forhandlerportal med nem adgang til salgsmaterialer, grafiske elementer og video
- Udarbejde og vedligeholde årshjul for kommunikation og marketingaktiviteter
Du får base på Wencons kontor i Bogense og refererer til direktøren Keld Willberg. Af ham kan du forvente en løsningsorienteret ledelsesstil, som bygger på dialog og tillid til dine kompetencer.
Kreativ kommunikatør med blik for detaljen og evnen til at eksekvere
Du er den rette til stillingen, hvis du kombinerer kreativitet og strategisk tænkning med evnen til at få tingene ført ud i livet. Med en solid værktøjskasse inden for branding, contentproduktion og digital kommunikation formår du at gøre tekniske løsninger levende og nærværende. På tværs af videoproduktion, kundecases, præsentationer, grafiske opgaver eller nyhedsbreve sikrer du konsistens i virksomhedens samlede visuelle udtryk og synlighed over for kunderne.
Det falder dig naturligt at samarbejde på tværs af funktioner – og du kan oversætte faglig sparring fra dine tekniske og kommercielle kolleger til klar og værdiskabende kommunikation. Samtidig er du struktureret og detaljeorienteret – og med ansvar for egne projekter fra ide til færdigt produkt finder du løsninger, der fungerer i praksis.
Med dig i rygsækken har du en relevant videregående uddannelse inden for eksempelvis kommunikation, marketing eller design, og du arbejder hjemmevant i CMS-systemer (Wencon bruger Wordpress), sociale medier (særligt LinkedIn) og Adobe Creative Cloud.
Tæt samarbejde, stærk faglighed og en kultur med plads til både grin og gode idéer
Hos Wencon ApS møder du blandt de 12 nye kolleger en åben og samarbejdsorienteret kultur, hvor faglig stolthed og socialt sammenhold går hånd i hånd. Frokostordningen samler alle dagligt – og bidrager til et fællesskab med plads til både faglig sparring og kreativt input. Med løbende medarbejdermøder er der desuden rum til dialog, idéudveksling og fælles udvikling.
Hos Wencon gør de en forskel med deres produkter – og du gør en forskel ved at formidle fortællingerne bag. Kom med ombord som marketingkoordinator og vær med til at sætte nye standarder for, hvordan teknisk ekspertise kommunikeres med power og kreativitet.



Spørgsmål?




