Ejerledet B2B-virksomhed med speciale i fleksibel emballage, folie og kartonnage
BC Emballage er en B2B-handels- og rådgivningsvirksomhed med speciale i fleksibel emballage, folie og kartonnage. Virksomheden leverer kundetilpassede løsninger i papir, plast og kombinationsmaterialer til blandt andet detailhandel, foodservice, industri og e-handel.
BC Emballage står midt i værdikæden mellem kunder og internationale producenter. Her skabes værdien gennem rådgivning, sourcing, kvalitetssikring, lagerføring og høj leveringssikkerhed. Virksomheden bygger på ordentlighed, umage, service og købmandskab.
Virksomheden er i gang med en ambitiøs udvikling, hvor omsætning, organisation og arbejdsgange skal vokse i takt. Derfor søger BC Emballage nu en indkøbschef, der kan give indkøbsfunktionen et tydeligt løft, styrke leverandørarbejdet og skabe de arbejdsgange, der skal bære virksomhedens næste vækstkapitel.
Du refererer direkte til direktør og ejer Jan Kornum og får et tydeligt mandat til at træffe de daglige kommercielle og operationelle beslutninger inden for indkøbsområdet. I første omgang får du personaleansvar for to medarbejdere og arbejder tæt sammen med salg, lager, økonomi, internationale leverandører og udvalgte større nøglekunder.
Dine primære ansvarsområder bliver at:
- lede og udvikle indkøbsfunktionen
- styrke leverandørstrategi, sourcing og risikospredning
- forhandle priser, vilkår og kontrakter med internationale leverandører
- sikre leveringssikkerhed, leverandørperformance, afvigelseshåndtering og beredskab
- drive forecast, disponering, indkøbsplanlægning og koordinering af vareflow
- optimere lager, kapitalbinding, minimumsordrer og totalomkostninger
- sikre dokumentation, compliance, certificeringer og kundekrav
- skabe processer, datagrundlag, KPI’er og arbejdsgange, der kan skaleres med virksomheden
- have kommercielt ansvar for større nøglekunder i tæt samarbejde med salgsorganisationen
Du forhandler skarpt og plejer samtidig relationerne
Vi leder efter dig, der har erfaring med internationalt B2B-indkøb, sourcing eller leverandørstyring og er klar til et skridt, hvor dit ansvar hurtigt kan vokse med dine resultater. Du behøver ikke komme fra en klassisk lederrolle. Det vigtigste er dit købmandskab, dit drive og din naturlige lyst til at tage ansvar for en hel funktion og din evne til at skabe følgeskab.
Du forstår sammenhængen mellem indkøbspris, salgspris, lager, levering og indtjening. Du kan selvstændigt forberede og gennemføre krævende leverandør-, pris- og kontraktforhandlinger og du gør det ubesværet på engelsk. Du har blik for både de overordnede vilkår og detaljerne, som du ved kan blive dyre, hvis ingen følger op.
Samtidig trives du i kundedialogen. Du kan sætte dig ind i kundens behov, forstå en kommerciel mulighed og omsætte ønsker til løsninger, der både er konkurrencedygtige, leverbare og rentable.
Som person er du jordnær, tydelig og tillidsvækkende. Du skaber overblik uden at bygge bureaukrati, der gør hverdagen tung. Du følger op, indtil opgaven er løst, og du kommunikerer i god tid.
Du har god systemforståelse og arbejder hjemmevant i ERP, Microsoft 365, Excel og gerne Power BI eller lignende. Du taler og skriver dansk på højt niveau, og du behersker engelsk på professionelt forhandlingsniveau. Emballageerfaring er en fordel.
Tæt på ejeren, kunderne og beslutningerne
Hos BC Emballage er kulturen præget af handlekraft, pragmatisme og en fælles vilje til at hjælpe hinanden og gøre tingene ordentligt. Her får du frihed under ansvar, tæt sparring med ejeren og mulighed for at sætte dit eget præg på leverandørstrategi, arbejdsprocesser, teamudvikling og rollen selv.
Stillingen er placeret på BC Emballages domicil i Vejle og kræver stabil, daglig tilstedeværelse. Efter onboarding kan lejlighedsvist hjemmearbejde aftales, når opgaverne tillader det. Der forventes cirka 15 til 25 rejsedage årligt, primært i forbindelse med leverandørbesøg, messer og forhandlinger i Europa og Tyrkiet.
Kan du se dig selv i rollen, glæder vi os til at høre fra dig.



Spørgsmål?







