Nytænkende køkkenprojekter kræver stærk ledelse
Svane Køkkenet arbejder med nytænkende køkkenarkitektur til projekter, hvor æstetik, funktionalitet og holdbarhed går hånd i hånd. Løsningerne er arkitekttegnede og produceret i Danmark. Som en del af den markedsledende køkkenproducent, TCM Group, agerer Svane Køkkenet med et stærkt bagland i ryggen præget af solide, jyske håndværksværdier.
Vi er nu på udkig efter en erhvervschef til Aalborg og Hjørring, som får det overordnede ansvar for planlægning, styring og eksekvering af køkkenprojekter fra start til slut. Du sikrer, at projekterne leveres til tiden, inden for budgettet og i den kvalitet, kunderne forventer af Svane Køkkenet.
Dine ansvarsområder og arbejdsopgaver:
- Lede og udvikle et mindre team med fokus på trivsel, kvalitet og resultater
- Planlægge, styre og koordinere køkkenprojekter fra start til aflevering
- Skabe overblik og stærkt samarbejde på tværs af salg, design, produktion og montering
- Have ansvar for økonomi, budgetter og tidsplaner, så projekterne leveres inden for de aftalte rammer
- Drive en høj kvalitetsstandard og bidrage til stærke kundeoplevelser gennem hele projektforløbet
- Forhandle og samarbejde med leverandører og entreprenører samt følge op på aftaler og leverancer
- Optimere processer og bidrage til den fortsatte udvikling af erhvervsområdet
Tung køkkenprofil med kommercielt drive
Stillingen passer godt til dig, der kommer med erfaring inden for køkken- og/eller byggebranchen, hvor hverdagens vigtigste overskrifter har været projektledelse, koordinering, budgettering og kundedialog. Et etableret netværk er en forudsætning for rollen, og du trives i en rolle med muligheder for at skabe endnu flere stærke relationer, både internt og eksternt.
Samtidig motiveres du af at skabe resultater og udvikling. Med et godt forretningsmæssigt blik og en solid økonomisk forståelse evner du at holde fokus på både kvalitet, fremdrift og bundlinje, også når flere projekter kører parallelt. Det skræmmer dig ikke, for du trives i en hverdag med højt tempo og formår at bevare overblikket.
Som person er du proaktiv, handlekraftig og beslutningsdygtig. Du tager ansvar, følger opgaverne i mål og evner at træffe kvalificerede beslutninger. Gennem en tydelig og nærværende ledelsesstil samler du mennesker, skaber engagement og lykkes med at udvikle både mennesker og forretning.
En central rolle i udviklingen af erhvervsområdet
Hos Svane Køkkenet Aalborg & Hjørring bliver du en del af en organisation, hvor kvalitet, dansk design, professionel sparring og sans for detaljer er centrale elementer i måden at arbejde på.
Du får en rolle med stor betydning for den daglige drift, men også for den langsigtede udvikling af erhvervsområdet. Målet er omsætningsvækst, en mere effektiv forretning, en endnu bedre kundeoplevelse og evnen til at tiltrække og fastholde de rigtige medarbejdere.
HumanTrust er et passioneret rekrutteringsbureau med mennesket i fokus. Fra vores kontorer i Aarhus, Horsens og København laver vi tillidsfuld rekruttering fra C-level til specialistniveau. Vi forbinder motiverede medarbejdere med ambitiøse organisationer med et særligt fokus på gensidig kemi, fælles ambitioner og matchende værdisæt.



Spørgsmål?










