Inventarløsninger med lang levetid og en værdikæde med potentiale
ST Inventar udvikler, producerer og leverer komplette inventarløsninger til blandt andet skoler, efterskoler, dagtilbud, pleje- og sundhedsmiljøer, kollegier og offentlige miljøer. Virksomheden har rødder tilbage til 1950 og er i dag markedsleder inden for totalløsninger til uddannelsessektoren med aktiviteter i Danmark og Norge.
Med cirka 75 medarbejdere, egen produktion i Danmark og en strategi om nordisk vækst står ST Inventar et sted, hvor vi læner os op ad stor erfaring og anciennitet, men samtidig har ambitioner om vækst og fremdrift. Kulturen er præget af kort vej til handling, praktisk sans og en fælles forståelse for, at tingene ikke skal kompliceres mere end nødvendigt. Her hjælper man hinanden, og den bedste idé får plads, uanset hvor den kommer fra. Virksomheden er familieejet, kapitalstærk og har fokus på både organisk vækst og vækst via opkøb – senest med opkøb af Thorsø Møbler i 2026.
Stillingen som Business Controller – Supply Chain er nyoprettet, og du bliver en del af økonomiafdelingen med reference til selskabets CFO. Rollen er placeret i Tarm, og du får en specialiseret, tværgående funktion, hvor dit arbejde skal være med til at frigøre likviditet og reducere kapitalbinding i virksomhedens supply chain.
Dine opgaver bliver blandt andet at:
- optimere lageret på tværs af råvarer, handelsvarer og færdigvarer med fokus på lavere kapitalbinding
- udvikle KPI’er, datagrundlag, business cases og rapportering, der understøtter bedre beslutninger
- analysere og optimere igangværende arbejde, WIP og stadefakturering
- understøtte optimering af produktionsflow og kapacitetsplanlægning
- bidrage til forbedring af disponering og indkøbsprincipper
- optimere produktionsplanlægning og lead-time
- fungere som projektleder og bindeled mellem analyse og eksekvering på tværs af økonomi, indkøb og produktion
- sparring med og rapportering til bestyrelse og direktion
En analytisk brobygger, der formår at omsætte analyser til konkret handling
ST Inventar søger dig, der har solid erfaring med produktionscontrolling, supply chain eller operations controlling og trives dér, hvor tallene møder virkeligheden. Du har en stærk forståelse for lagerstyring og planlægning samt optimering af arbejdskapital, og du ved, at de bedste analyser er dem, der kan omsættes til handling.
Din uddannelse kan være inden for økonomi eller lignende, men det vigtigste er, at du har praktisk erfaring fra en virksomhed med egen supply chain, produktion og lager. En baggrund fra konsulent- eller revisionsbranchen kan også være relevant, men du skal have prøvet at skabe forandringer inde i en forretning, hvor organisationen er i drift, samtidig med at forbedringerne skal implementeres.
Struktur og data er en del af dit faglige kompas, og du arbejder hjemmevant i Microsoft Office 365, Excel og gerne Power BI. Erfaring med projektledelse, procesoptimering, Lean, Kaizen eller continuous improvement er en fordel, men praktiske resultater vejer mindst lige så tungt som kursusbeviser.
Som person er du selvkørende, proaktiv og kommercielt tænkende med næse for købmandskab. Du kommunikerer sikkert med både drift og ledelse, kan læse rummet og har det fint med at tage del i produktionen og blandt funktionsteams for at forstå, hvad der faktisk sker uden for systemerne.
En ny rolle med mulighed for at sætte eget aftryk
Du arver ikke en færdig skabelon til din rolle. Du er selv med til at definere rolle og indhold, selv om målet og ambitionerne er klare. I løbet af de første måneder handler det om at lære virksomheden, kollegerne, systemerne og processerne at kende, så du kan skabe et klart billede af, hvor forbedringspotentialerne ligger. Derefter bliver din opgave at omsætte indsigterne til konkrete initiativer, der kan styrke samarbejdet på tværs af værdikæden og skabe målbare resultater i arbejdskapitalen.
Du bliver en del af en virksomhed med gensidig fleksibilitet, hjemmearbejde efter aftale og en ledelsesstil, der bygger på tillid og åben dialog. På sigt kan rollen åbne døre ind i blandt andet forretningsudvikling med afsæt i supply chain, digital transformation eller bredere business controlling.
Først og fremmest får du en rolle, hvor dine analyser skal helt tæt på hverdagen: lageret, produktionen, indkøbet, planlægningen og de beslutninger, der afgør, hvor kapitalen bliver bundet, og hvor den kan frigøres.
Lyder det som noget for dig, så glæder vi os til at høre fra dig.
Spørgsmål til stillingen? Vi glæder os til at høre fra dig! Vær dog opmærksom på, at Marlie Hede og Steen Ejlertsen holder ferie og er retur d. 10. august. Vi ser frem til at læse dit CV til den tid, hvorefter du kan forvente at høre nærmere.
HumanTrust er et passioneret rekrutteringsbureau med mennesket i fokus. Fra vores kontorer i Aarhus, Horsens og København laver vi tillidsfuld rekruttering fra C-level til specialistniveau. Vi forbinder motiverede medarbejdere med ambitiøse organisationer med et særligt fokus på gensidig kemi, fælles ambitioner og matchende værdisæt.
Spørgsmål?










