Søgning

Fra parfumeafdelingen til HR-direktør

Lene Søgaard havde ikke et CV, der pegede mod titlen som HR-direktør. Men hun havde nysgerrighed, vedholdenhed og en leder, der så noget i hende, før hun selv gjorde.

Af Christoffer Krøgh Engholm

Hvis nogen havde fortalt 23-årige Lene Søgaard, at hun en dag skulle sidde som HR-direktør i Billund Lufthavn, havde hun næppe troet på dem.

Faktisk siger hun det selv mere direkte:

– Så ville jeg have spurgt, om de også troede på julemanden og på storken, der kommer med babyer.

Dengang er hun nyuddannet materialist. Hun kommer fra en Matas-butik og søger mod Billund Lufthavn, fordi taxfreebutikken ligner det, hun elsker ved detailhandlen: kunder, tempo og travlhed.

Året før har hun selv rejst fra lufthavnen og set, at de er i gang med at bygge en parfumebutik.

– Jeg tænkte, at det simpelthen måtte være det fedeste sted at være. For her havde man jo juletravlt hele tiden.

I år fejrer hun 40-års jubilæum i Billund Lufthavn.

Hun begynder i parfumeafdelingen. Siden får hun ansvar for én butik, så flere, bliver afdelingschef, detailchef og til sidst HR-direktør. Set udefra ligner det en usædvanlig karriererejse.

Fra parfume, kosmetik og kundebetjening til direktion, HR-strategi og medarbejderudvikling.

Lene Søgaard fortæller ikke historien som en stor, forkromet karriereplan.

– Jeg har ingen spidshat og tryllestav, siger hun.

Så hvad var der? En leder, der så noget i hende. Og en ung kvinde, der gjorde sig umage og var nysgerrig nok til at gribe mulighederne.

Hun søgte ét job. Hun blev tilbudt et andet

Da Lene Søgaard søger job i Billund Lufthavn i 1986, er det som salgsassistent i den nye parfumebutik.

Men da telefonen ringer, får hun en anden besked end den, hun forventer.

– Han ringede og sagde: Det job, du har søgt, det får du ikke.

Lene svarer, at han så må få en ny ansøgning, næste gang de søger salgsassistenter.

Men det er ikke derfor, han ringer. Han fortsætter:

– Lene, jeg har et andet job, jeg gerne vil have, du skal have. Vi kommer til at mangle en butiksleder fra august, og jeg kunne godt tænke mig, at du skulle være vores nye butiksleder.

Lene siger nej.

– Jeg sagde til ham, at det skal jeg så ikke. Jeg syntes ikke, jeg havde det, der skulle til.

Hun har været udlært i et år. Hun har ikke forestillet sig, at hun skal lede en butik med langt større omsætning end den, hun kommer fra. Hun ved ikke, hvordan man laver vagtplaner, håndterer ordrer og leder personale på den skala.

Hun føler sig ikke klar, men lederen har set noget i hende.

De laver en aftale. Lene starter som salgsassistent og bruger prøvetiden på at finde ud af, om hun kan og vil være butiksleder.

Langsomt ændrer noget sig i hende. For selvom opgaven er stor, er den ikke fremmed.

– Jeg vidste jo, at jeg kunne lære andre op. Det havde jeg prøvet. Jeg vidste, at jeg kunne købe ind. Og jeg vidste, at jeg kunne noget med regnskab. Jeg syntes bare, det var overvældende.

Hverdagens ansvar

Når Lene Søgaard i dag ser tilbage, er det ikke én stor egenskab, der gjorde forskellen. Det var ret lavpraktisk.

– Det var egentlig min vedholdenhed, disciplin og mine værdier, der tydeliggjorde for mig, at jeg godt kunne.

Hun kommer til tiden. Hun laver sine opgaver færdige. Hun taler ordentligt til andre. Hun tager ansvar for helheden. Hvis der skal støvsuges, bliver der støvsuget. Hvis der er en kageordning, tager hun kage med.

Det lyder næsten for enkelt. Men potentiale viser sig ikke altid i et flot CV, fine titler eller perfekte karrieretrin. Nogle gange viser det sig i det små hverdagshandlinger. I ordentligheden, nysgerrigheden og evnen til at tage ansvar, når opgaven vokser.

For Lene vokser opgaven hurtigt.

I 1987 bliver hun spurgt, om hun ikke lige så godt kan have to butikker i stedet for én.

– Hvad er forskellen på at have seks medarbejdere og så at have 11 eller 12?, tænker hun.

Tvivlen forsvinder ikke

Gennem årene vokser Billund Lufthavn. Og Lenes ansvar vokser med.

I 1995 bliver hun afdelingschef for taxfreebutikkerne. I 2006 bliver hun detailchef med ansvar for butikker, caféer, restauranter og lounge.

Det er faktisk det skridt, hun oplever som det mest skræmmende.

– Det kom til at handle rigtig meget om: Hvorfor mig? Hvorfor var det lige mig, der fik det tilbud?

Hun går fra et afdelingschefjob med omkring 40 medarbejdere til at være detailchef i en organisation med omkring 200.

– Jeg var nervøs for at fejle, tror jeg. Eller for ikke at slå til. Om det, jeg kunne, kunne bære.

Hun siger ikke nej. Men tvivlen er der stadig.

Og her vender historien tilbage til noget af det, der har fulgt hende hele vejen: ærlighed.

– Jeg har altid været håbløst ærlig i mine refleksioner om, hvad jeg var bekymret for.

På det tidspunkt har hun en chef, hun kan være ærlig over for. Helt ærlig. En chef, der kan sige: Lene, det er jeg ikke bekymret for. Det her kan du godt.

Det gør en forskel. Men det gør også en forskel, at hun tidligt lærer, at hun ikke skal kunne alting selv.

– Det lærte jeg allerede som butiksleder. Der var meget, jeg ikke selv kunne. Det blev vigtigt at have nogen omkring mig, som kunne noget andet end mig.

Motivationen bliver tydelig

Gradvist begynder noget at skifte i hende.

Lene arbejder tæt på medarbejderne. Andre ledere kommer til hende, når de har udfordringer i deres teams. Hun tager en uddannelse i strategisk ledelse og får teori på noget af det, hun allerede arbejder med i praksis.

Og efterhånden bliver det tydeligt for hende, at det ikke længere er sortimentet, indkøbene eller købmandskabet, der trækker i hende.

Det er menneskene.

– Det, der motiverede mig, var arbejdet med udvikling af medarbejdere. Hvordan begrænser man sygefravær? Hvad er det for nogle dialoger, man skal have med de mennesker, man arbejder tæt sammen med?

Da Billund Lufthavn senere skal ansætte en HR-chef, bliver Lene nødt til at sige det højt: Dét job vil hun gerne søge.

Siden 2008 har HR været hendes område. Først som HR-chef og i dag som HR-direktør.

Et CV rummer ikke hele fortællingen

Lenes egen historie præger også hendes blik på rekruttering.

Hun ved, hvordan det er ikke at have det oplagte CV. Hun ved, hvordan tvivlen føles, når ansvaret vokser. Og hun ved, hvad det kan betyde, når nogen tør se efter andet end den lige vej gennem uddannelse, branche og titler.

– Jeg tror, vi skal se mennesket mere, end vi skal se CV’et.

Ikke i stedet for fagligheden, men sammen med den.

– Vi skal ikke ignorere erfaring, resultater og faglighed. Men jeg ser en risiko, når virksomheder stirrer sig blinde på det, der allerede står dokumenteret.

Derfor skal den ansættende leder også være klar til at investere tid i den nye medarbejder.

– Folk kan jo ikke det fra dag ét, som de kan på deres CV i et job, de har bestridt i flere år.

Man skal selv tage ansvar

Selvom Lenes historie handler om at blive set af andre, lægger hun ikke ansvaret over på lederen alene.

– Jeg synes, man skal tage ansvar selv, siger hun. – Hvis jeg gerne vil eje en kaffevogn, kommer der ikke nogen, der stiller en kaffevogn til rådighed for mig. Så bliver jeg nødt til selv at opsøge det og blive dygtig til at lave kaffe.

For Lene bliver et af skridtene at gå i skole. At få et fagligt fundament under sin praksis.

Men det handler også om at undersøge sin egen tvivl.

– Man skal blive skarp på, hvad man tror, man ikke kan. Og om det reelt er noget, man ikke kan, eller om det er noget, man faktisk godt kan, men bare tvivler på i sit eget hoved.

Hun udtrykker også, at et sporskifte sagtens kan kræve, at man tager et skridt tilbage. Det kan føles som et nederlag, men det kan sagtens være en måde at finde ud af, hvad der er rigtigt.

– Jeg tror, det er det mod, vi nogle gange mangler som mennesker.

Held og hårdt arbejde

Lenes fortælling handler om ledere, der ser hende, muligheder, der opstår, og en organisation, der udvikler sig.

Men hun griber også selv mulighederne, når de er der. Som hun siger:

– Held kommer, når en gunstig lejlighed og hårdt arbejde møder hinanden.

Det er også her, Lenes historie møder HumanTrusts tilgang til rekruttering.

For et CV betyder noget. Men det kan ikke stå alene. Den gode rekrutteringsproces undersøger også motivationen, værdierne, kulturen og det menneskelige match. Det handler ikke om at se bort fra CV’et, men om at se hele mennesket bag det.

For af og til starter en HR-direktør sin rejse med en uddannelse som materialist og et job i parfumeafdelingen.

Graphics Graphics Graphics
Graphics