
Vedligeholdelsesleder til Carletti
100 år med slikklassikkere
P-tærter, skumbananer, Big Ben-karameller og meget, meget mere. Du kender med garanti allerede Carletti, som udvikler og producerer en bred vifte af chokolade og slik, heriblandt nogle af danskernes mest populære slikklassikere.
Til at stå i spidsen for slikproducentens vedligeholdelsesafdeling søger vi nu en vedligeholdelsesleder, som får personaleansvar for 10 medarbejdere. Dine daglige opgaver bliver en blandet pose slik, som blandt andet indeholder følgende:
- Daglig ledelse af vedligeholdelsesafdelingen inkl. brand, glas, mortalin og alarm
- Personaleledelse inkl. ansættelser, MUS og udarbejdelse af bemandings- og vagtplaner
- Planlægning af vedligehold og opfølgning på dette
- Daglige tavlemøder 7.30-9.30, møde med natteknikerne 6.50 og møde med aftenteknikerne 14.30
- Interne månedlige auditmøder, kvartalsvise AMO-møder og løbende statusmøder med fabrikschefen
- Fakturagodkendelser og indtastning af timer i AX
Din base bliver på fabrikken i Skødstrup ved Aarhus, og du refererer til fabrikschefen.
Overblik over opgaver og direkte dialog
Du kommer formentlig fra en lignende stilling som vedligeholdelseschef, produktionschef eller lignende og med en uddannelsesbaggrund som maskinmester, maskinteknolog eller automatik mekaniker / tekniker.
Tidligere kolleger ville beskrive dig som en handlekraftig og positiv person med en god økonomisk og forretningsmæssig sans. Som leder er du selvkørende og synlig, og du foretrækker en åben og ærlig kommunikation, hvor forventningerne til den enkelte udtrykkes tydeligt.
Du motiveres af at have mange opgaver i gang og elsker at snakke med mange forskellige mennesker og bruge dine stærke netværkskompetencer. På grund af din tillidsvækkende og empatiske personlighed skaber du tætte relationer til menneskerne omkring dig, som trives i dit selskab og inspireres af dit drive, købmandskab og overbliksevne.
IT-mæssigt er det et plus, hvis du har helt styr på Excel og PowerPoint og kender du til Acepta og Power BI er dette en fordel. Det er desuden vigtigt, at du er fleksibel, hvad angår arbejdstider, da Carletti arbejder i 3-holdsskifte, og det er vigtigt, at du løbende tjekker ind hos alle holdene.
En verden af slik og chokolade
I 1918 blev Carletti etableret i Aarhus, og her holder hovedkvarteret stadig til den dag i dag. Sidenhen er forretningen vokset fra en lille grossistvirksomhed til en international koncern, som fortsat er 100 procent danskejet og i dag har +180 medarbejdere og en trecifret millionomsætning. Ambitionerne for fremtiden er fortsat store: Carletti vil være den førende slik- og chokoladevirksomhed, hvor engagerede og dygtige medarbejdere løbende skaber gode resultater.
Interesseret?
Det er vores headhuntere Rolf Østergaard og Christian Uttrup, som du skal tale med, hvis du har spørgsmål til stillingen. Vær opmærksom på, at begge holder ferie i uge 27, 28, 29 og 30. Derfor afholdes der først jobsamtaler i løbet af august. Rigtig god sommer.
For at komme i betragtning til dette job skal du søge stillingen via knappen 'Søg jobbet'. Her kan du uploade dit CV samt beskrive din motivation for at ansøge. Vi glæder os til at høre fra dig.
Bemærk at jobannoncen løbende genindrykkes på diverse jobportaler. Dette er udelukkende udtryk for, at rekrutteringsprocessen ikke er afsluttet, og ikke at den er startet forfra.
Vil du høre mere om jobbet?