
Regnskabsassistent til Snaptun Fisk Export
30 års erfaring med høj kvalitet
Snaptun Fisk Export A/S er en moderne opdrætsvirksomhed, som har drevet havbrug i mere end 30 år – og det kan i dén grad ses på den store knowhow og den høje kvalitet, som virksomheden leverer. Høj prioritering af fisketrivsel og sundhed samt højteknologisk sammensat foder er medvirkende til, at kvalitetsprodukterne er efterspurgt overalt i verden.
Netop nu leder virksomheden efter en regnskabsassistent, som kan bidrage til den økonomiske drift – og som har lyst til at indgå i et team af ildsjæle i branchen og en fleksibel og ambitiøs arbejdskultur.
Hvis det er dig, kan du se frem til følgende ansvarsområder og arbejdsopgaver:
Sikre korrekt og rettidigt bogholderi og rapportering samt afstemning
- Bidrage til optimering af processer i økonomifunktionen
- Håndtere kreditorer samt af indbetaling fra kunder
- Udarbejde aftaler for timelønnet personale og timelønninger
- Finansbogføring og afstemning
- Indberetning af moms og intrastat
- Deltage i udarbejdelse af årsrapporter
Din base bliver på kontoret i Juelsminde, og du refererer til økonomichef, Liselotte Furnes, hvis ledelsesstil er præget af tillid og frihed under ansvar.
Engageret og udviklingsorienteret regnskabsassistent
Vi er på udkig efter en regnskabsassistent, som kan sikre solid økonomisk drift – og som samtidig har lyst til lære nyt og udvikle sig i rollen. Selvom du har en stærk forståelse for, hvad der fungerer, så hænger du derfor ikke fast i ”plejer”. Din tilgang til dit arbejde er præget af systematik, struktur, handlekraft og grundighed, og tidligere kolleger vil beskrive dig med ord som tillidsvækkende og humørfyldt.
Du kommer med en relevant økonomisk uddannelse, men vigtigere end din konkrete uddannelsesbaggrund er din økonomiske værktøjskasse, som du har fintunet i en lignende stilling. Hvis den erfaring kommer fra en produktionsvirksomhed, er det et plus.
IT-mæssigt har du let ved at lære nye digitale arbejdsgange, og hvis du allerede er superbruger i Office-pakken, kommer du ekstra godt ind i rollen. Virksomheden anvender herudover blandt andet BC-Cloud (NAV), Document Capture og Jet Reporting, så hvis du har kendskab til nogle af disse, vil det også være en fordel.
Sprogligt er det vigtigt, at du kan begå dig på både dansk og engelsk, da der er en del engelsktalende sæsonarbejdere i virksomheden.
Lokal virksomhed med international kundeportefølje
Snaptun Fisk Export blev stiftet i 1981 af Erland Laurits Petersen, som sammen med hans søn, Tim Holmgaard Petersen, er og har været de ledende og drivende kræfter i virksomheden lige siden. Selvom der fortsat værnes om de samme dyder om faglig stolthed og arbejdsomhed, er virksomheden samtidig præget af stor iværksætterånd og udvikling – og derfor investerer Snaptun Fisk Export både i optimering og effektivisering.
Som den nye regnskabsassistent får du 50 engagerede kolleger, som værdsætter faglig sparring og en kæk kommentar. Strukturen er flad, og beslutningsprocesserne er korte.
Interesseret?
For at komme i betragtning til dette job skal du søge stillingen via knappen 'Søg jobbet'. Her kan du uploade dit CV samt beskrive din motivation for at ansøge.
Er du interesseret i at vide mere om stillingen forud for din ansøgning, er du velkommen til at kontakte os. HumanTrust A/S arbejder målrettet med at gennemføre rekrutteringsprocessen til dette job hurtigst muligt. Vi arbejder derfor ikke med ansøgningsfrist.
Rekrutteringsprocessen foregår i et tæt og fortroligt samarbejde med vores kunde. Alle materialer behandles fortroligt, og vi følger gældende GDPR-regler.
Bemærk at jobannoncen løbende genindrykkes på diverse jobportaler. Dette er udelukkende udtryk for, at rekrutteringsprocessen ikke er afsluttet, og ikke at den er startet forfra.
Søg jobbet