Holdkaptajn

Playmakers - Sydjylland
Vil du være den centrale spiller i en kreativ facilitator-virksomhed, hvor du på den ene side har den daglige kontakt til kunderne og forvandler deres henvendelser til nye opgaver? Mens du på den anden side er holdkaptajn for playmakerne og faciliterer den interne udvikling og videndeling. Så kan denne spændende stilling være et match for dig… 

Playmakers – et hold af facilitatorer, proceskonsulenter, moderatorer og grafiske facilitatorer

Playmakers er en facilitatorvirksomhed, som hjælper kunder med at lave gode møder, workshops og processer. Holdopstillingen tæller 8-12 forskellige playmakere (facilitatorer), der alle har deres egen virksomhed samtidig med, at de løser opgaver i Playmakers’ regi.

To stamspillere har deres daglige gang i Playmakers – direktør og playmaker, Mette Ullersted og back office-ninja (ja, du læste rigtigt), Britt Brejnholm. Men de har brug for en central, tredje spiller til truppen – en holdkaptajn, der har den primære kundekontakt og koordinerer opgaverne.

Som holdkaptajn får du følgende ansvarsområder:

  • Kundekontakt, tilbudsgivning og salg af opgaver
  • Briefe og lave aftaler med playmakerne
  • Følge op på processerne (før, under og efter)
  • Sparring og videndeling – intern udvikling på Playmakers-holdet
  • Sætte struktur på den interne kommunikation og opgavestyring

Du skal hjælpe os med at vokse – indadtil og udadtil

Det bliver din primære opgave at håndtere henvendelser på mail og telefon. Her sikrer du den første afklarende og tillidsskabende dialog med kunden, hvor I sammen tuner jer på, hvad opgaven handler om, og hvad Playmakers kan bidrage med. Derefter overdrager du opgaven til den helt rette playmaker, laver tilbud, følger opgaven fra sidelinjen, løser eventuelle udfordringer og samler op på erfaringer, kundens tilfredshed og yderligere salg. Med andre ord; du har kontakten til kunderne, mens udførslen varetages af playmakerne.

Samtidig er du holdkaptajn for playmakerne. Den rolle udfylder du gennem daglig sparring, hvor du hjælper playmakerne med bedst muligt at skabe værdi for kunderne. Du faciliterer den interne videndeling med særligt blik for at vedligeholde den udprægede tillid og generøsitet, der kendetegner holdet, så alle bliver både klogere, stærkere og dygtigere af at være med i Playmakers.

For at kunne forstå kunderne og opgaverne – og for at kunne sparre med playmakerne – er det et krav, at du kommer med en skarp facilitator- eller konsulentfaglighed – sikkert med rødder i en akademisk uddannelse. Det kan f.eks. være som udviklings- eller HR-konsulent eller lignende stilling med fokus på organisations- og kompetenceudvikling.

Sæt dit touch på fremtidens Playmakers

Playmakers insisterer på at skabe værdi, som understøtter kundens mål, ved at lytte nysgerrigt, bidrage ærligt og levere loyalt på kundens eget sprog. Du bliver en del af en flad organisation med rigelige mængder af frihed, tillid og sparring på tværs.

Som holdkaptajn bliver du Mette Ullersteds forlængede arm og tætte allierede samtidig med, at du agerer central sparringspartner for både Mette Ullersted og Back office-Ninja, Britt Brejnholm. Sammen udgør I Playmakers-trioen, der skal flytte virksomheden fra ”Mette Ullersted” til ”Playmakers”, hvor alt ikke afhænger af direktøren, der gennem alle år har været krumtappen i virksomheden. Du får en central rolle i af aflaste Mette Ullersted, mens du skruer op for strukturen i virksomheden.

Bliv klogere på jobbet i videoen herunder, hvor Mette Ullersted tager dig bag kulisserne og fortæller mere om stillingen eller besøg Playmakers på deres hjemmeside (som dog ikke er fuldt transformeret fra ”Mette Ullersted” til ”Playmakers” endnu).

Interesseret?

Er du interesseret i at vide mere om denne udfordring forud for din ansøgning, er du velkommen til at kontakte nedenstående konsulent. HumanTrust A/S arbejder målrettet med at gennemføre rekrutteringsprocessen til dette job hurtigst muligt. Vi arbejder derfor ikke med ansøgningsfrist.

Rekrutteringsprocessen foregår i et tæt og fortroligt samarbejde med vores kunde og ved at søge jobbet, giver du samtykke til, at kunden får adgang til dit kandidatur og dine uploadede dokumenter.

For at komme i betragtning til dette job, skal du søge stillingen via knappen 'Søg jobbet'. Vi glæder os til at høre fra dig.

Bemærk at jobannoncen løbende genindrykkes på diverse jobportaler. Dette er udelukkende udtryk for, at rekrutteringsprocessen ikke er afsluttet, og ikke at den er startet forfra.

Vil du høre mere om jobbet?

Spørgsmål til jobbet kontakt os gerne

Er du interesseret i at vide mere om denne udfordring forud for din ansøgning, er du velkommen til at kontakte den ansvarlige headhunter.

HumanTrust A/S arbejder målrettet med at gennemføre rekrutteringsprocessen til dette job hurtigst muligt. Vi arbejder derfor ikke med ansøgningsfrist.
Rolf Østergaard

Rolf Østergaard

Headhunter

Gennem mere end 20 års erfaring med salg har Rolf opbygget et solidt kendskab til og netværk i forskellige brancher. Han har derigennem styrket sin værdifulde evne til at skabe tillid og personlige relationer, så kunderne oplever, at de kan få hjælp til at løse deres problemstillinger.

Rolf har et mål – et mål om altid at gøre tingene bedre end dagen før. Det gælder ikke bare personligt, men for hele holdet.

Som person er Rolf særligt kendetegnet ved sit engagement, sin professionalisme og ikke mindst sin ansvarlighed.