Også som senior skal du være klar til at skifte retning

Når du har fået afslag nummer 214...

Tak for din ansøgning. Vi fik 182 ansøgninger til jobbet som afdelingsleder og har nu valgt den person, vi vurderer til at være den bedst kvalificerede. Tak for din interesse for vores firma og held og lykke fremover.

Nej, den slags mails er ikke opløftende. Første gang, du modtager sådan én, slår den hårdt. Det gør nummer 100 i øvrigt også.

Det er desværre en situation, mange seniorer oplever lidt for ofte. Og selvom man officielt og i alskens skåltaler hører til kategorien ”det grå guld” kan den betegnelse føles ekstra bitter, hvis ingen andre kan se værdien.

Afslag hører naturligt til enhver ansættelse, for selvom alle 182 bejlere er kvalificerede, kan ingen virksomhed have 182 afdelingsledere på den samme stol.

Men det kan være svært at få afslag på afslag, når du har lagt masser af energi i din ansøgning og desuden føler dig kvalificeret til jobbene.

Og jo tættere, du har været på – måske endda mellem de to-tre sidste – jo værre kan det føles.

Kontakt virksomheden

Et godt råd i dén situation er: Tag det ikke personligt. Hvis du er kommet med i finalen, har virksomheden klart fået øje på dine kvaliteter. Så er deres ”nej” i højere grad et ”nej, ikke i dag”.

Du er ikke fravalgt for altid, og kommer du så langt som til en samtale, har du allerede slået et trecifret antal konkurrenter.

Her kan det faktisk være en god idé at kontakte virksomheden efterfølgende og lykønske dem med deres valg – det vil være god stil, for ingen bryder sig om en dårlig taber.

Desuden kan du benytte lejligheden til at understrege, at du fortsat gerne vil arbejde for dem, og at du altid gerne vil høre fra dem igen. Det kan pludselig give pote, hvis der opstår en akut situation i virksomheden.

Sæt en ny kurs

Sværere er det selvsagt, hvis du overhovedet ikke kommer så langt som til samtalen og i stedet for det grå guld føler dig som en del af en grå grød. Det kan gå ud over selvværdet, og så skal du gøre noget.

Nederlag kan være den direkte årsag til en ny kurs. Hvis en bokser får 100 nederlag i træk, uanset hvor meget han træner, vil selv den stædigste træner nok foreslå ham at overveje en anden sportsgren.

Sagt på en anden måde: Husk, at et spark bagi kan være blot et spark – men det kan også føre til det første skridt i en ny retning.

Når virkeligheden og drømmene/ambitionerne ikke kan følges ad – og bokseren må erkende, at han aldrig bliver den nye Mikkel Kessler – skal du være åben for at ændre på begge dele.

Altså: Find en ny drøm. Og fordi virkeliggørelsen af drømme hænger tæt sammen med motivation, er mit råd i virkeligheden: Find en ny motivation.

Lav en jobbeskrivelse

Måske skal du som senior ikke være den personalechef, du var for otte år siden. Måske kan din erfaring bruges bedre og målrettet andre steder i en organisation, og måske vil du være mere værdifuld – og selv føle større værdi – ved at finde et sted, hvor du kan gøre synlig forskel i stedet for at sidde for bordenden.

Måske skal der nye kurser til. Og måske skal du – aldeles uafhængigt af jobopslagene – starte med at lave din egen jobbeskrivelse ud fra den 20/5-liste, jeg har omtalt flere gange tidligere, og med beskrivelsen i hånden tage målrettet kontakt til nogle få, nøje udvalgte virksomheder.

En at sparre med 

Vigtigst er, at du hele tiden holder fast i, hvad du kan – og hvad du vil med det. Her vil jeg anbefale dig, som bokseren fra før, at finde mindst én god sparringspartner, som kender dig fra andet end arbejdslivet.

Det hjælper dig til at bevare overblikket og se de vinkler og muligheder, du selv kan overse. Og når du får øje på dem, får du også lettere ved at finde en ny motivation og en anden retning.

På bundlinjen står selvfølgelig, at vi alle har brug for anerkendelse, og kan du ikke få den via et nyt job, må du søge andre steder.

Nogle gange smelter job og fritid, karriere og identitet, sammen for mange af os, det erkender jeg – men du skal huske, at et job er noget, du har og ikke noget, du er.

Uanset hvilket job, du har i kikkerten, vil du altid være mere end dit visitkort.

Tilbage til oversigten